You may call me IRON(WO)MAN

Så er det præcis en uge siden, at jeg løb ind på sidste omgang af 10.5 km på marathon ruten til Challenge Copenhagen- på det tidspunkt vidste jeg, at der skulle mindst et tilfælde af "force majeur" til for at forhindre mig i at løbe over målstregen og afslutte det, jeg påbegyndte for et år siden.

Vi spoler tiden lidt tilbage, rammer kl. 04 søndag morgen og mobilen på min alarm, der går i gang. Denne morgen er alarmen dog helt unødvendig, for jeg ligger allerede med øjnene spærret op- sådan her jeg ligget det meste af natten, søvnen ville slet ikke indfinde sig af bare spænding og begyndende adrenalin. I løbet af de tidlige nattetimer mærkede jeg et par anfalde af lettere panik på grænsen til at indfinde sig; hvordan i alverden skal man kunne gennemføre 3.8 km svømning, 180 km på cyklen og 42.2 km løb, uden en anstændig nattesøvn?!? Da kl. er blevet 04, og jeg skal op, mærker jeg dog en markant ændring i min sindstilstand- nok har mit hoved ikke rigtigt sovet, men min krop har, og jeg er ikke et sekund  tvivl om, at jeg er helt klar til dagens udfordring- ja, mit liv udfordring. Jeg oplever morgenen som et langt moment of clarity og føler mig fokuseret i en grad jeg aldrig har oplevet før. Jeg indtager min morgenmad, en hvid bolle med peanutbutter og en banan og drikker lidt te, juice og masser af vand. Lidt før kl. 5 får jeg samlet alle mine poser sammen, tager et sidste chek og et langt og dybt åndredrag, og vi går ned til bilen. På vej derud i bilen må jeg bede dagens hjælpehold, som på nuværende tidspunkt består af mine forældre og min moster, om lige at være stille et øjeblik alt imens jeg sidder med lukkede øjne og laver vejrtrækningøvelser i en fem minutters tid. Derefter er jeg klar, og jeg lader mig rive med at stemingen forventningens glæde bare vokser og vokser- denne dag skal bare nydes i fulde drag, og jeg suger alting til mig med alle sanser, der i dagens anledning føles skærpede til det yderste.

Ca. 5.30 er der ankomst på Amager Strandpark, hvor jeg allerede dagen inden har gjort min cykel klar sammen med alle de andre race deltagere, ligesom jeg gik vejen fra vandkanten, hvor vi kommer op efter svømningen, gennem skiftezone-teltet og ud til min cykel, så jeg præcis ved hvor den står og undgår forvirring i dag. Luften er tyk af stemning og forventninger og der er fuld gang i den. Jeg går op til min cykel og støder ind i stort set samtlige af de andre piger, som jeg har trænet sammen med det sidste år. Vi er alle helt hypede, og det er dejligt lige at få sagt hej og snakke lidt. Jeg går i gang med det sidste chek af cyklen, giver den lidt ekstra luft i dækkene og tjekker, at alt sidder, som det skal. Heldigvis har det ikke regnet over natten, og tilstanden på den er god. Jeg slapper af og veksler lidt mellem at hygge og snakke med de andre og gå ind i mig selv og min egen lille koncentrationszone. På et tidspunkt kommer TV- journalsten fra Politiken og stiller mig et par spørgsmål og filmer, mens jeg spiser en bar og en banan og begynder at smøre bodyglide på, så jeg er klar til at trække i våddragten. Jeg går en sidste gang på toilettet og får lagt alle mine ejendele i min grønne ”after-race bag”, så jeg nu kun har det på mig, der skal bruges på racet, bortset fra min ”run bag”, som jeg også afleverede dagens forinden ved cykel tjek-in. Den er derefter kørt ind til Nationalbanken, som danner baggrund for skiftezone 2. Det er tid til at bevæge sig ned til det afspærrede svømmestartsområde, hvor de professionelle startere netop er ved at stille sig i startposition. Jeg laver lidt armsvingninger mens jeg bare står og tænker, ”nu er det nu, nu skal jeg ud og lave det stykke arbejde, jeg har forberedt mig på” alt imens jeg også minder mig om, at jeg har lovet mig selv at nyde det. Meget andet går der ikke gennenm mit hoved, jeg har gennemtænkt det der er behov for, og jeg er klar. 

BANG, startskuddet bliver fyret og pro-starterne banker ud i vandet, så skummet sprøjter efter dem- det giver et lille gib i mig, for jeg er stadig en lille smule nervøs over svømmestarten, men jeg vakler ikke i troen på, at jeg nok skal komme igennem den. Umiddelbart efter stiller alle vi piger os klar, vores gruppe starter 7.05 og vi er vel et par hundrede i den, inkl. seniorstarterne og nogle enkelte mænd. Jeg trækker badehætten godt ned over hovedet en sidste gang, den skal meget gerne blive på sin plads, for vandet er koldt, og det er afgørende, at mine ørepropper bliver på deres plads, så jeg undgår for meget søsyge. 

SÅ tuder hornet og nu er det nu. I et lidt mere adstædigt tempo ryger vi up i vandet, jeg har stillet mig lidt tilbage i feltet og helt ude mod venstre for at undgå for meget trængsel på vejen ud mod den første bøje, som vi skal højre rundt om.  Det går derud ad, og jeg oplever ikke alt for meget stres eller kamp. Første bøjes rundes, derefter skarpt til højre og op ad den lange strækning under de to broer, inden bøjen for enden rundes, og turen går retur. Det går rimeligt fredeligt for sig, jeg falder en smule tilbage sammen med et par andre, men opgiver at ligge på ben, hvilket man ellers godt kan spare lidt kræfter på, og koncenterer mig i stedet om min egen rytme. Jeg mærker, at den første start hos mændene er gået og bliver overhalet af en del af dem, men deres felt er allerede relativt spredt, og der er god plads til alle, så bortset fra et par enkelte slag og oversvømninger går det relativt fredeligt.

Jeg får vendt og svømmer retur, stadigvæk med overhalinger relativt ofte i takt med at de senere svømmestartere indhenter mig, men jeg bliver ved med at bevare hovedet koldt- lidt for koldt måske, det kolde vand bider en del på mig. På tilbagevejen er der pludseligt en, der griber fat i min skulder, det er Martin, der sender mig et undervands smil, rigtigt rart med en opmuntring lige der, inden han er videre forbi mig. Endelig rundes sidste bøje, lige i tide, for jeg kan godt mærke, at jeg er ved at være så afkølet, at jeg skal minde mig selv om, hvad jeg egentlig laver derude i vandet, at jeg faktisk er i gang med at udføre mit livs indsats. 1t46min senere er jeg oppe af vandet, hurra, stor lettelse. Rørbæk, vores coach råber til mig; "sådan Camilla, det værste er overstået nu” og jeg hujer tilbage, mens jeg hiver briller, hætte og ørepropper af i løbet op mod skifteteltet. Jeg finder min race-bag og får efter lidt fumlen med mine følelsesløse hænder tasken åbnet, får våddragten krænget af, så jeg nu står i min tri-dragt, som jeg skal have på resten af dagen. Jeg tørrer hurtigt mine fødder og tager strømper og cykelsko på, brillerne, handskerne og de løse ærmer i hånden, svømmeudstyr i tasken, som skal droppes i en container på vej ud mod cykel og så afsted. Jeg kommer ud til cyken og svarer på et par lynspørgsmål fra journalisten, mens jeg får helt styr på de sidste stumper, og så løber jeg afsted med cyklen ned til området, hvor jeg må påstige den. Jeg fryser meget, men trøster mig med, at jeg bare skal i gang, så skal det nok blive godt. På stykket ud mod vejen står flere familiemedlemmer og venner og hepper, og jeg råber tilbage til dem. Hep fra såvel kendte som fremmede ansigter, alle anerkendende og opmuntrende, skal i det hele taget vise sig at blive en bærende faktor på dagen. Jeg kører afsted og får spist en banan og en bar, for at fylde lidt op efter svømningen, som har tæret lidt mere end forventet pga kulden.

Jeg har 180 km foran mig, og jeg ved, at jeg bare skal tænke på at indtage min energi og på at holde min puls rolig. Det sidste er ikke som sådan svært, men ikke desto mindre er jeg noget ærgerligt over, at min pulsmåler ikke fungerer, i hvert fald fanger den ikke min puls. Jeg panikker dog ikke, for jeg har ofte oplevet det under træningen, til trods for at uret nu er byttet hele fem gange. I stedet tester jeg løbende, at jeg kan udtale sætninger uden at blive forpustet, en er meget god indikator på, at jeg ligger hvor jeg skal og ikke bruger for meget energi. Jeg kører ca. 28-29 km/timet i gennemsnit og støt arbejder jeg mig igennem første loop på 90 km, dog ikke før jeg har passeret min familie, hvor endnu flere medlemmer har indfundet sig. Jeg får i farten grebet min bolle, alt i mens de hepper og hujer, især da jeg råber en stor tak til dem alle.

Jeg kommer igennem første loop og ind på andet, hele tiden stabilt, jeg overhaler nogle og bliver selv overhalet fra tid til anden, den store dramatik udebliver heldigvis, og jeg minder mig selv om igen, at selv om det er lidt kedeligt og en lille smule hårdt, skal jeg nyde at være i det og ikke jagte afsted for at afslutte cyklingen og komme ind på løbet. 

Jeg har pakket tre ekstra slanger i tilfælde af punkteringer, men 180 km og ca. 6t15min senere triller jeg ind over det afsluttende stykke ved Langelinje, helt uden punkteringer eller andet. Jeg glæder mig over at skulle af cyklen og ser med forventing frem mod marathon-delen; The dark horse, for jeg har aldrig løbet mere end 21 km pga kontinuerlige småskader, og jeg er vildt spændt på det, men føler mig overbevist om, at jeg her nok skal komme til at opleve den smerte, som gør hele den her dag til en achievement. Jeg har to overordnede mentale strategier, den ene er, at jeg hele tiden skal bevæge mig fremad, den anden, at kommer tanken ”jeg kan ikke mere” skal jeg øjeblikkeligt formulere følgende modtanke ”jeg kommer over målstregen i god stil og det bliver en fest”. Derudover er det ok, at jeg går igennem depoterne, bare jeg husker at indtage det, jeg har brug for, og at køle mig ned med svampe, hvis jeg bliver varm.

Jeg kommer igennem skiftezonen, og starter ud på løbet- det gør lidt ondt, og benene skal lige vænne sig til den nye belastning- skiftezonen er der, hvor ”gakkede gangarter” blev opfundet, og der demonstreres alverdens forskellige af slagsen, jeg er vist ingen undtagelse, men jeg koncentrer mig bare om at løbe mig ind i rytmen. Det går ret fint og snart ligger jeg stabilt på omkring 5min40/ km, nogenlunde det jeg havde satset på. Støt og roligt får jeg tilbagelagt den ene km efter den anden, og på den første runde har jeg ikke de store probemer, ud over en lidt urolig mave. På intet tidspunkt tænker jeg over, hvor mange kilometer, der mangler, jeg suger bare indtrykkene til mig, og stemningen, som er fantastisk, det er helt overvældende hvor mange, der har fundet vej til løberuten, og hvordan folk bare hepper på alle. Til forskel fra cykelturen møder jeg her mange kendte ansigter, både blandt publikum og racedeltagere, og det er dejligt at kunne heppe på hinanden. Da jeg møder nogle af mine gode venner blandt publikum råber de, at jeg ser godt ud, og selv om jeg råber "løgnere" retur med et grin, kan jeg mørke, det er rigtigt, for jeg er glad og nyder vitterligt at have et startnummer og at det her er min dag.

På anden runde begynder jeg at få en lille mental krise, men den er ikke særligt betydelig, i hvert fald kan jeg i skrivende stund ikke erindere den, og pludseligt er jeg ude på 3. rute og længere end jeg nogensinde har været før- og over halvvejs på løbet! Smerterne i bine ben er tiltagende, og jeg løber nu lidt langsommere, men hvor mærkeligt det end må lyde, er jeg glad for at de er der, fordi de er en så åbenlys del af det hele- jeg råber til mine forældre, da jeg møder dem, at jeg har lidt ondt, men at det er helt ok, og at jeg kommer igennem!

… Og pludseligt får jeg den sidste elastik, der markerer antal omgange, rundt om hånden, og det betyder, at jeg er løbet ind på mine sidste 10.5 km- jeg bliver egentlig en smule overvældet over at være så tæt på at afslutte det, men også glad over at føle, at målstregen er i kikkerten, og som jeg skrev i starten, så ved jeg, at intet mindre end en voldsomt tilfælde af force majeure kan stoppe mig- det slår mig også, at jeg stort set ikke har haft behov at formulere tanken med målstregen, for reelt set har jeg ikke tvivlet et enste sekund. Jeg får at vide at en veninde, der kigger på, at jeg ser ud til at komme ind på under 13 timer og selv om jeg har en smule lyst til at sænke tempoet tillader jeg det ikke, jeg fokuserer i stedet på at holde hovedet koldt og præcist holde tempoet, så jeg heller ikke bliver for overmodig og presser mig selv ud i kramper, nice and steady, messer jeg for mig selv… For sidste gang den dag runder jeg den lille Havfrue, og så er det ellers bare ”hjemad”- jeg fortsætter min rytme og lader min iPod hvor Eminem har gentaget sin ”Till I collapse”- Ironman hyldset sang over den seneste times tid, hvor jeg har været mere inde i mig selv end blandt publikum, og helt bevæget kigger jeg rundt på menneskene, råber farvel til min veninde, der har været med ude på sidelinien og kommer ind på opløbsstrækningen- hele min familie, 8 i alt har samlet sig under banneret og løber med ude fra sidelinien, mens de griner og råber euforisk- jeg råber et ”vi ses på den anden side” til dem og løber ind på det sidste stykke hvor de ikke kan komme rundt, fordi der er for mange tilskuere og en anden afspærring- jeg løber ind i det aflukkede stykke jeg har rundet udenom på de foregående omgange og sætter farten op til den allersidste slutspurt- det er helt vildt, jeg hører langt væk min navn blive råbt op som den, der nu er på vej mod mål, løfter armene op og råber i triumf, mens jeg runder målstregen! 12t56min efter jeg hoppede i vandet kan jeg nu kalde mig Ironman! Jeg får min medajle om halsen af Rasmus Henning og er helt overvældet. Jeg får et håndklæde over skuldrene og en dame konstaterer, at jeg er kold og spørger, om jeg fryser. Jeg kigger spørgende på hende og svarer ”det aner jeg ikke”, jeg kan bare mærke en indre varme og overstrømmende lykkefølelse- og en, helt ind til marven, taknemlighed overfor alle de mennesker, som både har fulgt mig gennem det seneste år, og ikke mindst til dem, der tog turen ind til løbet og heppede mig igennem og delte alle de mange store øjeblikke med mig.

Af hjertet tak, skriver jeg mens jeg fælder endnu en lille tåre

/Camilla

  

Ironman - Till I Collapse

Varedeklarationen på en iron[wo]man in spe- hvad er den?

Her fredag aften, mens jeg går og samler mine ting sammen til morgens lange cykeltur, er jeg lige en tur inde forbi forum for Fitness.dk Challenge Copenhagen deltagere, og jeg falder over et indlæg, som opfordrer til, at vi, forud for den store dag, reflekterer lidt over vores motivation for at deltage. Den får vi nemlig med al sandsynlighed brug for at finde tilbage til, når vi er i gang d. 14. august, og målet synes ufatteligt langt væk. Som den flittige elev jeg er, kaster jeg mig over opgaven, og hurtigt gør jeg mig en interessant, eller paradoksal om man vil, erkendelse- det er som om, jeg ikke længere synes, det et så flot endda, det der med at være på vej mod en ironman- og det er sgu da underligt?!?

Jeg husker tilbage på, hvordan jeg tilmeldte mig racet for knap et år siden- mange ting så anderledes ud dengang, (bl.a. mine arme og min mave ;-) ), men mest markant omstændighederne i mit liv- jeg var i et løntilskudsjob, frustreret over ikke at have ”kontrol” over mit liv og over at føle, at mit liv og min lykke var et produkt af andre omstændigheder, nemlig et komplet latterligt jobmarked. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis bare jeg kunne gennemføre en ironman, så kunne jeg også få et job- faktisk måtte en sådan medalje da betyde, at jeg kunne alt- ALT!

Nu, knap et år senere, og et fantastisk kommunikationsjob rigere, går det op for mig, at jeg slet ikke tænker det samme længere- Faktisk tænker jeg, at alle og enhver jo kan lave en ironman, hvis ellers bare de gider betale omkostningerne. Og det vel at mærke, inden jeg overhovedet har gennemført noget som helst…! Jeg ved ikke lige, hvornår mine taker har ændret sig så markant- eller hvorfor? Hvis jeg skal granske det lidt nærmere, så minder følelsen lidt om den, jeg har haft gentagne gange på studiet, hvor jeg er startet ud med en problemfomulering, der synes helt abstrakt og uoverskuelig at svare på- for, uger eller oftere måneder, senere aflevere noget, som jeg synes er helt pinligt at aflevere, fordi det bare er SÅ banalt, at alle og enhver kunne have udført samme analyser, tolkninger og have fundet frem til samme konklusion.

Men hvis min motivation lige pludseligt ikke gælder længere, then what? Tør jeg tænke tanken til ende? Jeg holder mig for øjnene og hopper ud i det… Og jeg kan konstatere, at selvom målstregen er en kæmpe del af det, er det ligeså meget vejen hen mod den, selve rejsen, der er min motivation- en rejse, der HAR været både udfordrende, udsvingende, uforudsigelig, og ikke mindst fantastisk og spændende- derfor har jeg besluttet at invitere venner og veninder til at fejre mig, og invitationen vil jeg udsende allerede nu, inden jeg overhovedet er i mål.

Det betyder dog ikke, at jeg vil læne mig tilbage og slappe af, for netop denne rejse har en helt klar og tydelig destination, målsteregen på Christiansborg d. 14. august! Der er nu 22dage 7timer 34min til at ikke rejsen begynder, for det gjorde den for et år siden, men til at sidste etape gør- og jeg glæder mig stadig!

God weekend derude,

kh Camilla

Time to race start: 26 days9 hours51 min

Men stormskridt nærmer den store dag sig- og med en mindst lige så accelererende  hastighed alle tankerne om, hvorvidt jeg nu har trænet nok. Jeg giver dem selv masser af næring, men det gør mine omgivelser også. Spørgsmål så som " er du klar" og "er du i topform" kommer fra alle kanter, naturligt nok. Og jeg spørger jo også mig selv, tit og ofte. Og ærligt talt, så ved jeg sgu ikke, om jeg hverken er klar, eller om jeg er i topform. Hvor skulle jeg vide det fra, jeg ved jo dybest set ikke, hvad jeg skal forvente, eller hvad der skal til. Så det har jeg spundet masser af tankespind over... Og jeg ved ikke om det bare er mig, men i hvert fald, så melder den lille trold på skulderen sin ankomst, højest upassende insunerende at jeg ikke har trænet nok, at jeg ikke er klar. Og jeg begyndte at give ham ret, den stædige, allestedsnærværende trold; jeg burde have trænet mere! Indtil min mor stillede det meget enkelte og endnu mere relevante spørgsmål "Kunne du have trænet mere"- og det kan jeg faktisk svare et krystalklart "NEJ" til. Under de givne omstændigheder, med nyt arbejde, flytning, overnatning på skift hos alle mulige (fantastiske!) mennesker, og alt muligt andet, så kunne jeg ikke have trænet mere- i hvert fald ikke uden at være gået på kompromis med søvn og andet- og havde jeg gjort det, havde jeg i hvert fald ikke levet op til rådet om at træne smarter, not harder. Så nej, jeg kunne ikke have trænet mere, kan jeg med sindsro konkludere. Og nej, det bliver så ikke mig, der kommer til at lave den tid, som alle andre misunder. Men jeg stiller jo heller ikke op for andre, men for mig selv! Og efter at jeg har brugt lidt tid på at minde mig selv om netop dette, er jeg endeligt begyndt at glæde mig igen, vildt meget endda.

Time to race start: 26 days9hours42min41sec- final countdown has begun and I can't wait :-D

Jels ½ Ironman, 2:88:21

Med et stort smil, løftede arme og de ømmeste stænger kan jeg se tilbage på min første halvironman. Den blev lavet i søndags i det sønderjydske. Distancen hed 2 km svømning, 88 km cyckling og 21 km løb og tiden endte på 5t49m. Det er måske ikke det hurtigste der er set inden for denne disciplin, mne det gør ikke min følelse af succes mindre J

Svømningen er stadig min største udfordring, ikke mindst min kamp mod søsygen taget i betragtning. På lørdagens køretur mod det jyske øser regnen ned og vindmøllevingerne raser afsted som et andet piskeris, min bekymringaftager ikke just- godt nok skal svømningen foregå i en sø, men altså, der kan jo også opstå bølger i en sådan. Nå, men jeg beslutter, at det så måtte blive en ilddåb og en øvelse i at finde ind i mig selv, se dæmonerne i øjnene og kæmpe det bedste jeg har lært. Søndag morgen ringer vækkeuret kl. 7, men langt inden har jeg slået øjnene op helt af mig selv og til min store lettelse konstateret, at både regn og vind er blæst videre mod andre himmelstrøg i løbet af natten. Jeg folder hænderne og sender en lille tak afsted til de vejrguder, som har lytte til mine bønner.

Den næste times tid bruger jeg på at indtage min morgenmad, grød, banan og rugbrød med peanut butter og nuttella, og en kaffe- decaf. Jeg har nemlig været på afvænning en sidste uges tid, så jeg senere på dagen, et sted ude på løberuten, kan snuppe et par koffeinpiller og få et energikick. Efter den foregående aftens forsøg på at carbloade kan jeg konstatere, at jeg stadig har en smule ondt i maven og det går noget trægt med at få morgenmaden ned, men jeg lykkes med det meste af den.

Vi kører afsted mod Jels og får hentet startnummer, stillet cyklen og resten af grejet op i skiftezonen, og pludseligt nærmer kl. sig 10, hvor racet begynder. Lige inden er der en briefing, hvor vi bl.a. får at vide, at vi skal svømme rundt om bøjerne én gang, løbe op på bredden og så svømme den en gang til- meget publikumsvenligt, men lidt forvirrende. Og så står vi alle på bredden og er klar til nedtælling- 10, 9, 8- jeg retter en sidste gang på mine ørepropper- 7, 6, 5, 4,3,2,1- AFSTED. Jeg har stillet mig bagerst i menneskeflokken og driver ud i søen sammen med de andre. Med mig har jeg Martin, min træningspartner in crime, som har lovet at svømme ruten med mig, eftersom han selv udgår efter svømningen pga skade- det er jo luksusforhold at have sin egen coach til at ”holde mig hånden hele vejen”- men det virker, for efter 25 minutter er jeg oppe på bredden og igennem 1. runde. Svømningen går helt fint, stabilt og roligt, og næsten uden klaustrofobiske trækninger- og helt uden søsyge. Og efter i alt 52 minutter er jeg heæt oppe på bredden og på vej mod skiftesonen- og hurra, jeg er ikke engang den sidste!

Afsted mod cyklen og af med våddragten på vejen, ind med et par bananer og på med strømper, cykelsko, handsker, løse ærmer, startnummer, pulsur og hjelm- puha, det er vist det hele.

Jeg drøner afsted på min cykel, ved godt mod og glad over at svømningen er veloverstået. På cyklen bliver jeg overhalet af nogle hurtige mønd med pladehjul g hele pivtøjet, mne ellers ligger jeg ret alene gennem første runde. På anden rundeud af de i alt 4 begynder jeg derimode at overhale, og det fortsætter egentlig resten af vejen- dog ikke uden at også jeg bliver overhalet, og når ret skal være ret ker det nok lidt oftere, end det førstnævnte.

2t51m senere ruller jeg i mål. Cyklingen er gået helt planmæssigt, eller måske lidt hurtigere, mit pulsur er tydeligvis defekt med en visning på 89 pulsslag pr/minut, så mpske kører jeg lidt hårdere end jeg bør- men det er jo kun en halv, og det rigtige ironman pace kan jeg altid øve.

Jeg får dog ikke spist alt det jeg skal pga fortsatte mavesmerter og en enkelt gang opkast, men ellers går det fint. Med et stort smil parkerer jeg cyklen og hopper i løbeskoene, tager bæltet med mine gels, koffeinpiller og iPod og suser afsted. Jeg frygter lidt mine knæ for de har brokket sig en smule på cyklen, men helt overraskende opfører de sig virkeligt pænt- ingen brok! Løberuten er ligeledes en strækning, der skal løbes 4 gange, og efter 27 mintter kommer jeg rundt første gang. Jeg har det rigtigt godt, men alligevel er det skøbt at få opmuntrende råb sendt efter sig fra familie og Martin. 2 runde går lige så fint, helt stabilt. Jeg snupper alligevel en koffeinpille få lige at få lidt ekstra, og en enkelt kop med energidrik og en med vand. Gels har jeg droppet, fordi jeg ikke orker at provokere min mave yderligere, og jeg kan mærke, at mine energireserver er ok. 27 minutter efter runder jeg anden runde. PÅ 3 turen begynder det at gøre lidt ondt i mine ben, og jeg bliver lidt træt, men kan efterhånden også se en ende på det, og ikke mindst en tid på under 6 timer- 5.50 bestlutter jeg at gå efter. 4 og sidste runde bliver mine lår mereog mere trætte, men jeg hvæser til mig selv, at der kun er en latterlig dhl-stafet runde tilbage, og at den bare skal i hus. Jeg kæmper for min tid, og pludseligt kan jeg se målstregen- 5t49minutter står der på timeren, da jeg i fuld firspring løber over den, hurrraaaaa, fedt fedt fedt.  Glad, stolt og svedig er jeg!Og ikke mindst en del erfaringer rigere. Det går godt, jeg var ikke engang rigtigt træt bagefter, men jeg har en stor udfordring med at indtage energi nok til at kunne holde den kørende over dne fulde distance. Det er noget af det jeg skal arbejde på de næste 8 uger. Jeg har holdt fri de sidste par dage, men i dag kan jeg igen gå forlæns ned af trapper uden at mine lår skriger, så i morgen går jeg i gang igen J

Den lunefulde bølge blå

Længe siden jeg sidst har opdateret bloggen- endog meget længe siden! Jeg kan kun konstatere, at en hverdag med fuldtidsjob og et intensiveret træningsprogram bliver helt lagt ned, når der ryger en boligjagt oveni…

Som nogen måske har set i mit seneste indslag med Politiken går det godt med træningen, men hele skiftet til udendørsscenen har krævet en del ekstra tid og noget omstilling. Når det er sagt, er træningen så også blevet langt sjovere, jeg er især super begejsret for at drøne afsted på landevejene på min rasende hurtige enkeltstartssykel!

Det er masser af ting jeg kunne og gerne vil berette om. For ikke at kede læseren med en beretning der går i øst og vest, vil jeg fokusere på min første halve distance; 2 km svømning, 90 km cykling og 21 km løb, der venter lige rundt om hjørnet http://www.triathlon-jels.dk/

Den store udfordring heri er udendørssvømningen! Det går lidt op og ned med det svømning altså, især har jeg haft store udfordringer med at vænne migtil den klaustrofobiske følelse af at have spændetrøje, også kendt som våddragt på! I starten begyndte jeg at hyperventilere i selvsamme øjeblik som lynlåsen strammede dragten (læs: korsettet) ind. Jeg testede den først indendørs, og langsomt begynder det at blive bedre. Forbedringen indfandt sig især, da jeg rykkede udenfor og begyndte at kunne se en nytteværdi i dragten, nemlig at den faktisk hjælper mig med at holde varmen J Havsvømningen udøste dog så akut to NYE udfordringer, nemlig 1) At føle sig komfortabel i mørkt, tangfyldt og uroligt vand og 2) Jeg bliver hamrende søsyg, når bølgen blå "blidt vugger mig afsted" :-/

Det med tangen har jeg formået at acceptere, og ved hjælp af intensivt vejrtrækningsfokus er jeg ved at få kontrol med den del af hjernen, som spiller mig et pus og forsøger at bilde mig ind, at det er væmmeligt at svømme rundt i så megen natur- og at det i øvrigt er ligegyldigt, at jeg ikke kan nå ind til og op i sikkerhed på kanten på max fem armtag- der sker jo ikke noget derude, jeg har flere gange testet dragtens evne som redningsvest og smidt mig om på ryggen- og jeg bliver altså liggende lige så fint i havoverfladen, helt uden at gøre noget som helst for det.

Hvad værre er, den søsyge, den ved jeg i skrivende stund ikke, hvordan jeg skal takle! Det er især nogle steder, hvor der er lidt mere strøm og bevægelse i vandet, at den indfinder sig. I går måtte jeg stoppe op med voldsom kvalme flere gange, og da jeg kom op af vandet efter mine 1200 m, måtte jeg blive liggende længe på broen- tilstanden minder til forveksling om en voldsom gang tømmermænd- hvilket jeg synes er aldeles uretfærdigt, når jeg nu ikke har haft fornøjelsen af en boblende brandert forud for kvalmen :-/ Godt nok er svømning udendørs langt sjovere end inde i en klorbalje, but still… Indtil videre glæder jeg mig blot over, at næste weekends udfordring skal finder sted i en sø, der er forhåbentlig lidt mindre bølgegang. Og så researcher jeg videre både i praksis og på google i håbet om at finde en løsning på problemet. Som jeg siger det, det gode ved den her sport er jo, at hver dag bringer en ny (og totalt uforudset) udfordring... :-)

1.52.12- første triatlon gennemført!

Lørdag d. 7.maj og dagen for min første rigtige triatlon. Med en distance på 1000m svømning, 52 km. Cykling, og 12 km løb er der jo ikke ligefrem tale om et frygtindgydende race, at der er andre mekanismer, som spiller ind- og kan spille én et puds, det finder jeg hurtigt ud af…!

Jeg ser frem til racet med forventning og spænding, men også iklædt en vis del nerver- jeg aner ikke, hvordan jeg skal disponere mine kræfter, og jeg er egentlig heller ikke helt klar over hvad jeg skal pakke- eller hvordan jeg skal organisere mig selv og mine stumper, for den sags skyld. Idet jeg pakker, forsøger jeg systematisk at gennemgå disciplinerne individuelt for at få overblik over, hvad jeg skal have med:

Svømning:

Badedragt

Våddragt

Briller

Badehætte

Skift:

Håndklæde

Cykling:

Cykel (!)

Cykelsko

Hjelm

Briller

Pulsur+ rem

Cykelbukser

Handsker

Sportsbh

Svedundertrøje

Vest

Jakke

Strømper

Plaster (til min nyerhvervede gigavabel

Skift 2:

Løb:

Løbesko

(iPod)

Ekstra:

Energibarer (2 stk)

Vanddunk med vand

Vanddunk med energi

Multi-tool

Pumpe

Ekstra plaster

Bodyglide/buksefedt

Hm tjo jaeh, det er vel lige til at overskue, men er det så alt, jeg skal bruge? Jeg konkluderer, at det må blive det, og at jeg så sikkert kommer til at gøre nogle erfaringer om, hvad jeg gerne ville have haft med af ekstra ting…

Det hele skal foregå i Farum, lidt nord for København, og jeg er så heldig at få et lift derop, gør trods alt det hele lidt nemmere. Vi er ca. 40 stykker, der stiller til start og bliver delt op i to heat, de hurtige svømmere hopper i først, og vi andre et karter senere -ja, det kan nok ikke komme bag på nogen, at jeg hopper i med ”de langsomme”. Jeg beslutter mig i sidste øjeblik for at tage min våddragt på, jeg har aldrig svømmet i den før og er lidt spændt på, hvordan jeg vil opleve svømningen i den mildt sagt klaustrofobisk stramme våddragt! K. 17.15 hopper vi i baljen. Jeg skal lige vænne mig til, at dragten faktisk giver en hel del opdrift, en stor hjælp, men jeg skal ikke desto mindre finde ud af, hvordan jeg skal bruge benene og vejrtrækningen i den nye rytme. Det starter egentlig meget godt, jeg forsøger at slappe af nede i vandet og ikke lade mig stresse over, at vi ligger en hel flok oven i hinanden. De første tre baner (150 m) går meget godt, men så sker der et eller andet alligevel, og jeg begynder at små-panikke, og det går op for mig, at jeg slet ikke får pustet rigtigt ud i udåndingen, alt imens min vejrtrækning bliver mere og mere febrilsk- flere gange må jeg svømme brystsvømning, og det endda i bedste pensioniststil med hovedet over vandet- simpelthen fordi, jeg ikke føler, at jeg kan få luft nok- jeg overvejer mange gange at svømme over til kanten, eller slet og ret at give op. Jeg kæmper dog videre, og til sidst når også jeg igennem de 1000 m- jeg tror tiden lyder på 24 minutter, næst-langsomste, men alligevel kun et par minutter over gennemsnittet.   

Hurtigt ind i omklædningen, af med våddragt og badedragt og på med cykelkluns- nemmere sagt end gjort, at få krænget det stramme cykeltøj på en halvvåd og varm krop (yes, man bliver varm af at svømme i våddragt i det opvarmede vand). LÆRING 1: tag cykeldragt på under våddragten til Challenge.

Jeg får langt om længe det hele på, inkl. et plaster på min nyerhvervede gigantiske vabel, får pakket alt grej sammen og løber ud til min cykel- jeg har placeret sko derude forinden, og får dem på sammen med handsker, briller og hjelm som også ligger derude og kommer af sted- nu som sidste mand i feltet og med alle de andre ude af rækkevidde- et yderlige stress indfinder sig på den konto, jeg vil fandme ikke være den sidste, så jeg jagter af sted med et alt for hektisk åndedræt. Jeg kender overhovedet ikke ruten, men der skulle være folk derude til at guide, så det må jeg stole på. I løbet af 5 minutter rammer jeg den rundstrækning, vi skal køre i alt 4 gange, og bliver overhalet af et par af mændene, som allerede ligger derude fra de første heats. Det går ok, men på et tidspunkt kan jeg ikke finde ud af, hvad vej jeg skal køre, så jeg prøver mig lidt frem og tilbage og vender om et par gange, pludseligt kommer der en af de andre den anden vej fra, og jeg kan køre efter ham- så kommer der fart på igen. Efter stabilt pace over en strækning, er der noget, der begynder at banke mod mit ben- jeg opdager, at det er min ene drikkedunksholder, der har løsnet  sig, åh altså - jeg smider dunken, så det kun er holderen, der sidder og generer, og da jeg lidt efter passerer en af vejviserne, får jeg hjælp til at få den helt af, så jeg kan køre videre uden. Jeg kommer op i tempo igen og forude kan jeg ane en af pigerne- hende vil jeg overhale, og det lykkes ret kort efter, thanks to min utroligt velkørende cykel. Det går super, indtil jeg lidt efter pludseligt overhovedet ikke kan træde pedalen, den sidder helt fast- det er kæden der har sat sig i spænd oppe over tandhjulet under mit gearskifte! Jeg går lidt i panik, indtil jeg husker at sætte den over på den lille klinge, så der er plads til at få kæden igennem, og så kommer den endeligt på. I mellemtiden er eg selvfølgeligt blevet overhalet igen, så jeg må endnu engang indlede jagten. Det lykkes, og i løbet af de næste 4 runder, får jeg overhalet næsten halvdelen af pigegruppen, hurra, meget tilfreds. Lidt forvirret, adrenalinskæv og meget tørstig kommer jeg til skiftezonen, smider cykel, sko, hjelm, briller og jakke, får løbeskoene på, dropper enhver idé om at få styr på iPod og løber ud på ruten- mine ben er lidt mærkelige og værst af alt er jeg meget meget tørstig, men jeg ignorer det og klemmer på. Jeg har ikke rigtigt nogen plan for mit tempo, men får lagt mig omkring 5.20m/km, og det føles egentlig meget realistisk. 3 gange skal jeg passere skiftezonen inden de 4x3 km er tilbagelagte. Det går relativt stabilt hele vejen, men jeg bliver mere og mere tørstig, mine læber bløder og jeg får mavekramper. Sidste gang gennem skiftezonen lykkes det mig at få noget vand, og den sidste runder er betydeligt bedre, her får jeg overhalet  yderligere to. Nu er det jo først og fremmest mig selv, jeg duellerer mod, men ikke desto mindre giver det blod på tanden at kunne lave et par overhalinger- og jaja, godt så, en enkelt får også overhalte mig derude, men pyt nu med det.

Tiden bliver til sidst 3t25m, heraf de første 40 minutter på svøm/skift, resterende 2t45m cykel og løb, så jeg har været relativt hurtig på cyklen, til trods for mine kiksere. For mine strabadser vinder jeg en ny badehætte, hurra, min allerførste tri-præmie ;-) Og nå, ja, så er jeg en el masse erfaringer og glæder rigere, da vi kl. 21 om aftenen er færdige, meget sulte og en smule træt :-)

I bøjlerne

Det er søndag, kl. er 12 og efter adskillige indledende startmanøvrer, sidder jeg for første gang i sadlen på min nye tri-cykel. Jeg fik cyklen leveret usamlet, og eftersom mine kompetencer inden for området pt begrænser sig til at kunne skifte en slange og et dæk, på en god dag, vel og mærke, var det noget af en udfordring at få den til at ligne noget, man kunne sidde på! Med hjælp udefra  lykkedes det dog at få alle delene påmonteret de rigtige steder, at få savet saddelpinden til (yes, SAVET), at få kæden samlet, justeret bremser, gear og hvad der nu ellers skulle til. Jeg forsøgte at følge godt med i timen, for det er jo sådan set stort set alle de ting jeg skal have et minimumskendskab til inden august- for sker der uheld ude på ruten, skal jeg nok ikke lige regne med at et styks mandfolk hopper af og hjælper, sådan som jeg har været vant til det ;-) 

Nå, som sagt kommer jeg endeligt klar til at komme derudaf, og det er med lige dele spænding, glæde og nervøsitet at jeg klikker i pedalen. Vi starter i Ordrup og aftaler at ruten skal lyde på Hornbæk tur retur. Jeg begynder at træde i pedalerne, og den del er super fin, men tribøjlerne, dem er der altså meget langt ned til! Udfordringen består først og fremmest i, at balancepunktet kommer til at føles meget skrøbeligt, når man rykker vægten på overkroppen helt ind mod center, og når man så oven i købet har hjul med høj fælge, så er man også meget modtagelig over for vindstød. Efter et par kilometer lykkes det dog for mig at komme ned og ligge, og gradvist bliver jeg mere komfortabel- og tør jeg give den mere og mere gas. Og det er lige præcist i de træk, at jeg kan mærke, at det er det fedeste at ligge nede i bøjlen og uden de helt store kraftanstrengelser kunne skyde gennem vinden og drøne hen over asfalten. 

På et tidspunkt kommer der en mandlig racerkører op på siden af mig, og på vej op ad bakken trækker han langsomt, men sikkert fra mig- på den efterfølgende nedkørsel vendes billedet dog helt på hovedet, og uden større vanskeligheder, kan jeg sætte ham af- succes ;-)

Skal jeg evaluere turen, må det blive med iagttagelser primært på ”hurra”-fronten, krydret med en lille smule forbehold. På hurra-fronten kan jeg konstatere, at suset helt sikkert indfandt sig, og at jeg kunne køre de 80 km uden behov for at ligge på hjul og blive trukket frem- og at der blev kastet en del blikke med en slet skjult misundelse efter mig… Forbeholdende er først og fremmest udløst af en stiv nakke- jeg var nok lidt mere anspændt på cyklen end jeg plejer at være og synes også, det er en smule svært at finde den rigtige position, samtidigt med at jeg får orienteret mig som jeg skal- for kræver det en skærpet opmærksomhed at køre på en racer i den almindelige trafik, så er det ikke desto mindre langt mere udtalt på tri-cyklen- en højere fart, en mere skrøbelig balance og ikke mindst markant længere reaktionstid på bremserne fordi hænderne skal flyttes op på styret  optimerer ikke just sikkerheden.Ikke desto mindre glæder jeg mig dog rigtigt meget til at komme ud igen og fryder mig over, at Påskedagene ser ud til at give formidable betingelser!

God påske til alle derude,

Camilla

Training the American way

De sidste to uger har jeg været i USA på ferie, og det har unægtelig betydet lidt andre træningsforhold end herhjemme! Jeg var på forhånd blevet advaret om, at jeg nok skulle sænke mine krav til det lokale træningscenter- både hvad angår kvaliteten af undervisere, herunder deres valg af musik, faciliteterne og ikke mindst ambitionsniveauet blandt de øvrige gæster i centret. Det gjorde jeg så, men på trods af, at ”I came prepared”, så var det mildest talt noget af et kulturchok, især på spinning-fronten. Hold da op, hvor er jeg godt vant herhjemme fra- og hvor betyder det egentlig meget for min motivation i det daglige. Jeg har dyb respekt for min ven, der har formået at holde gejsten oppe under de forhold i et halvt år- selv havde jeg svært ved det blot i to uger. Instruktørerne irriterede mig, timerne var dybt ustruktureret, ”motionisterne” sendte mig skæve blikke i deres oversized bomulds t-shirts, cyklerne var underlige- mere motions-aerobic-JaneFonda-agtig end noget som helst andet- til deres forsvar var der der et triagtigt styr på, som muliggjorde en tilvænning til bøjlen, og til deres forsvar… hm, nej, der ER ikke mere at sige til deres forsvar! Jøsses, glæder mig over at være hjemme igen hos min yndlingsinstruktør/dj og hos de vante cykler- men ikke mindst glæder jeg mig over at vejret nu muliggør udendørs cykling, åh hurra J Jeg var dog til et par gode pilatestimer, og kan godt se fidusen i at gøre lidt mere ved styrketræning i det hele taget, så på tirsdag skal jeg til min første funktionelle træningstime og derefter kettlebells.

Det postive jeg fik ud af mit træningsskifte var, i tillæg til pilatesdelen, en (delvist opnået) accept af at kunne træne under mindre optimale forhold og en (tilstræbt) omstillingsparathed. Og så fik jeg i den grad taget min svømmetræning up a notch! Jeg var med på et svmmehold, som vist var en eller anden form for a-hold. Der var ikke nogen decideret undervisning, men et par enkelte tips undervejs. Til gengæld var der lagt et program, der skulle følges, og som i den grad satte min ”jeg-hyggesvømmer-bare-1500m-i-stabilt-tempo-indstilling under pres!

300 warm up

300 kick-swim-kick-swim

5*50 5 sec break

5*75 5 sec break

5*150 10 sec break

5*200 15 sec break

200 kick-swim

Jeg nåede ikke igennem det hele på en time, men med 15 min ekstra var jeg der mere eller mindre. Det var super godt at blive udfordret på den virkeligt magelige indstillig jeg har haft til at svømning bare er restitution, det vil jeg i hvert fald tage med mig hjem Og det bedste af det hele var, at jeg opdagede, at jeg kunne svømme hele passet uden pul boye- helt vildt, jeg har aldrig svømmet mere end 150 m i træk uden tidligere, og så pludseligt lå jeg bare og svømmede som om jeg aldrig havde bestilt andet- ok, min teknik lader noget tilbage at ønske, men den er klart forbedret, og den fungerer jo. Jeg vil dog bestræbe mig på at optimere den, så jeg måske kan spare lidt kræfter, men for første gang føler jeg mig relativt sikker på, at jeg godt kan komme igennem svømmedelen, fantastisk følelse...

Best runningtechnique ever! (Dibaba's 10K world record)

God is a DJ

Frekvensen af mine indlæg er ikke just imponerende for tiden, jeg ved det og beklager! Som et plaster på såret deler jeg lige mit pt. yndlingsnummer at træne til. Det er min all time favourite instruktør, der spiller det, og dét siger jeg, når endorfinerne og adrenalinen drøner rundt i kroppen i forvejen og det her nummer så pludseligt blæser ud af højtalerne, så er der ingen grænser for hvor meget jeg kan træde igennem! Det er meget få tanker, der bliver produceret under det sæt- og dem der kommer har jegstort set ingen erindring om efterfølgende, så meget i trance er jeg, men jeg mindes dog, at det ved mere end en lejlighed har strejfet mig "godt nok er outfittet et noget andet, men bortset fra det, så er det præcis det samme som at stå på et dansegulv, påvirket af bobler, og fyre den af til et fedt nummer..."- yes, SÅ meget uden for pædagogisk rækkevidde er jeg.

Status: træning kører dom den skal, skinnebensbetændelsen holder sig i ro, og jeg er begyndt at løbe igen, helt fantastisk. Ikke mindst fordi jeg forrig søndag var på poserunning workshop og fik analyseret min løbestil (som er ALT for energikrævende men med stort potentiale) og fik teknikfifs til hvordan jeg optimerer den- så det er jeg gået i gang med at øve mig på. Jeg uploader her videosekvensen vi fik demonstreret, og selv om jeg ærligt talt er meget langt fra at føle mig i hendes (løbe)sko, så kan jeg sagtens se idéen i det... :-)

Forsat forrygende forårs-solskins-søndag til alle,

Camilla

Mark Knight & D.Ramirez V Underworld - 'Downpipe' on Toolroom Records!!

Stillingen ved pausen er...

Hvorfor hedder underoverskriften på din blog "Blod sved og tårer"…? Det spørgsmål dumpede ind i min Facebook indbakke for nyligt. Og det efterlod mig egentlig helt lamslået- for jeg havde jo bare tyet til en gammelkendt kliché, da jeg navngav den ved oprettelsen i august, kort tid efter at jeg stod med startnummeret i hånden. Siden har jeg ikke skænket det en tanke- i hvert fald er det ikke noget, jeg har reflekteret over. 

Lamslået blev jeg af to grunde. For det første, fordi jeg blev vildt ærgerlig over at formidle det indtryk, at jeg  alene synes, at mit ironman-mål koster. For ja, på udgiftsiden, så investerer jeg ved gud blod, sved og tårer-  med en klar overvægt af sved ;-) Men jeg har jo slet ikke inkluderet indtægtssiden, som på alle måder efterlader det regnestykke helt ude af balance, for der står langt mere på indtægtssiden end på udgiftssiden!

Efter på den måde at lægge ud med at afvise spørgsmålet prompte, stopper jeg alligevel op og tænker nærmere over det. Og jeg kommer frem til, at der egentlig er tale om lidt af et paradoks, for på den ene side siger jeg, at jeg bliver overrasket over, at jeg ikke får talt om, hvor meget jeg smiler og glædes over min træning og processen frem mod målet. Men på den anden side ligger der i de efterfølgende refleksioner en undren over, om der også er noget sandhed i præmissen i spørgsmålet? I hvert fald  overvejer jeg, om jeg alligevel, ubevidst, til tider tænker lidt mere på, hvad det koster mig end på, hvad jeg får ud af det? Jeg må jo indrømme, at jeg med relativt jævne mellemrum her i den første halvvej har hørt mig selv italesætte mit projekt og min hverdagspraksis  med en terminogi, der er er funderet i ord som disciplin, pligt, nødvendigt.

Jeg  tror på, at man delvist producerer sin virkelighed igennem sin diskurs. Derfor har jeg nu har jeg besluttet at starte 2 halvvej på med en mere lystbetonet diskurs- og praksis- for jeg har jo mere end noget andet sat mit mål med udgangspunkt i, at jeg har lyst- og at jeg kan- og ikke med udgangspunkt i, at jeg skal! Og så er jeg rigtigt spændt på, om det resulterer i flere eller færre hakker i min træningsdagbog, det tager jeg en status på om et par uger...

Energiindtag-den 4. disciplin?

Hvor svært kan det egentlig være at spise rigtigt- og ikke mindst nok? Meget svært, konkludere jeg (endnu engang) i går. Lørdagen stod på et fuldgyldigt tri-program med først 1900 meter svømning, derefter et 3-timers spinningpas med mange, lange og max hårde intervaller og til sidst en løbetur.

Tidligt op, vågnede endda af mig selv lige inden vækkuret ringede kl. 07.30, og satte straks min havregrød over- der skal jo noget morgenmad indenbords inden sådan et dagsprogram, og den skal tilmed helst have lov til at synke bare lidt ned, inden jeg springer i baljen- er ikke så rart at have en grødtung mave til at trække en ned mod bassinbunden! Jeg pakker jeg et par bananer, et æble, en bolle, en frugtstang og en stor energibar og smider ned i tasken med træningstøj, der er pakket dagen i forvejen- til så mange discipliner kræver det lige lidt mere omtanke at få det hele med, end jeg tør tiltro mig selv kl. 08 lørdag morgen. Kl. 9 er det hurtigt ud af døren og afsted mod Bellahøj, hvor svømningen finder sted. Jeg har aldrig været i Bellahøj før, men synes det er skønt svømmestadion, ikke mindst pga det fantastiske lysindfald, der med lidt god vilje gør, at man kan bilde sig selv ind, at man plasker rundt i havet på LaSanta- og pga de gode 50m baner- så bliver man trods alt ludt mindre rundtosset af de mange baner frem og tilbage. Vi svømmer en times tid frem til kl. bliver 10.40 eller sådan noget, og tager derefter videre ud til Fitness.dk på Østerbro, hvor spinningen finder sted- det er coach Rørbæk, der står for dagens interval, og hans instrukser er meget klare- de går på to ting, den ene selvfølgeligt hvad der skal ske rent træningsmæssigt "skru mere belastning på og stik af ”fra feltet” de næste 20/40/60 sek” eller hvad det nu måtte være- og så energiindtag- hver 20.min ca, ”ellers får I altså rigtigt rigtigt tunge ben og det kommer til at føles væmmeligt hårdt, I kan slet ikke følge med og løbeturen bliver et rendyrket helvede”... 

De første mange sæt går rigtigt fint, min puls er så højt oppe som den skal være, ca.75%, og sveden løber af mig- jeg er ikke sulten, nåede også lige at spise en bolle efter svømningen og føler ikke behov for energiindtag- jeg spiser derfor bare hver anden gang- det må være nok, jeg plejer også bare at spise en enkelt banan på to spinningsæt- efter 80 min siger coach R, at det er omkring nu, at vores puls vil begynde at opføre sig mærkeligt, hvis ikke vi har spist nok- nærmest på sekundet begynder min at droppe, jeg er i forvejen blevet en smule småsvimmel og synes, at 10-minutters intervallerne er frygteligt lange. Det bliver kun værre, og jeg henter en af de overskyende energibarer, der bliver disket op med i dagens anledning og spiser noget af den og noget af den, jeg selv har med- i næsten en halv time kæmper jeg helt vildt, pulsen bliver ved med at ligge markant under det niveau jeg startede på, og det er ærligt talt ikke særligt sjovt. Jeg må erkende, at det er helt tydeligt, hvad der sker; outputtet er kun så godt som inputtet, og mit har været alt for dårligt- det er ikke første gang det sker- men jeg lover mig selv, det er sidste! Jeg er pænt arrig på mig selv over at disponere så dårligt, fordi det betyder, at jeg ikke får det optimale ud af at tilbringe 3 timer på den cykel- og godt nok er det sjovt, men så sjovt er det heller ikke! En lille halv time senere begynder jeg at få det lidt bedre  igen, benene er lidt mindre tunge, og pulsen rykker opad, men det kunne helt sikkert have været bedre.

Jeg er som sagt irriteret på mig selv, men et foredrag tidligere  på ugen om motivation gjorde meget ud af at fortælle, at vi skulle tage de dårlige ting og gøre til gode- så jeg tager mindet om den efterfølgende løbetur med forårssolen i ansigtet med mig, sammen med læringen om, at nu skal jeg altså til at høre efter, når der bliver sagt energi energi med mig! Alt i alt et fint og lærerigt pas og i øvrigt første gang med de tre discipliner direkte efter hinanden- nu skal jeg bare havde den 4. med, energien. Næste lørdag er det same procedure- jeg glæder mig allerede, ikke mindst til at ”blive hørt i dagens lektion”.

Man har et standpunkt til... [tilbage i løbeskoene]

Nu forsvor jeg jo i går, at min løbetur var værdig til en online italesættelse, men hey, når man nu bliver decideret opfordret til at berette, skulle man da været et skarn, om man ikke imødekommer ønsket:-)

Jeg har som sagt fået et wildcard til at teste mit ben i går, søndag og tre dage efter behandlingen- efter hårde forhandlingen med fysioterapeuten landede vi på en midlertidig opholdstilladelse i løbeskoene på 3 km i roligt tempo. Jeg tænkte længe over, hvordan jeg skulle forhindre det blev til mere og endte derfor med at takke ja til en tur i byen med veninderne- tømmermænd skulle jo nok kunne forhindre, at jeg ville blive fristet over evne og stille til start kl. 13.50 på dagens 14/28 km Challenge pas ;-) Allerede relativt kort inde i min bytur kunne jeg dog mærke, at jeg egentlig havde langt mere lyst til at være frisk og klar til min løbetur end til at drikke masser af alkohol- lidt som om, det ville være for ærgerligt ikke at være helt mentalt på toppen og dermed forhindre sig selv i at nyde den længe ventede løbetur, så jeg hoppede på vandvognen efter bare tre genstande, og var også ret tidligt hjemme...

Søndag over middag masserer jeg benet i noget varmecreme, støver løbeskoene af og snører dem dem til på fødderne og pakker mig ind i en masse lag tøj- jeg ærgrer mig en lille smule over, at lørdagens smukke solskin er forsvundet, men ødelægge min tur og mit humør skal det ikke få lov til! Jeg starter ud med lidt opvarmning, jeg strækker og får gang i leddene og begynder derefter at lunte ud mod Søndermarken- jeg vil helst lægge det meste af ruten på blødt underlag. Jeg mærker lidt stivhed i benene og især omkring knæleddene, men skinnebenet siger faktisk ingenting. Undervejs holder jeg hele tiden øje med mit pulsur, ikke for at tjekke min puls, som da også holder sig kun moderat over hvilepulsen, men derimod for at tjekke min hastighed, som helst skal holdes på over 6min/km- altså betragteligt langsommere end det, jeg plejer! Og hold nu op, hvor er det svært! Min ansigtsgrimasse er nok meget sammensat, den ene del er et stort grin over, at det går så godt, mens den anden er helt sammenbidt over at skulle finde sig i at blive overhalet af søndagsmotionister- jeg kan nærmest ikke engang se de modløbende i øjnene, så pinligt synes jeg faktisk det er- haha, det er skørt, I know J

 Efter 1500 meter begynder jeg på en bue, så jeg atter får kurs mod hjem og gør mig stadig umage for at holde farten nede- hele tiden er jeg opmærksom på mit ben og på farten- jeg tror, jeg havde min iPod med, men jeg kan overhovedet ikke huske, hvad jeg hørte af musik, så optaget var jeg af kroppens signaler- stadig ingen brok fra benet! Efter 3500 m står jeg atter foran hoveddøren med blussende kinder- ikke af anstrengelse, men af glæde, hurra det gik super fint. Nu skal jeg så skynde mig at sende en mail til Causa og have svar på, hvad jeg må frem til næste behandling om 1.5 uges tid.

I dag, mandag, har jeg holdt træningsfri, fordi jeg var til 120 min spinning sidst på eftermiddagen i går- og godt kunne mærke, at jeg skal passe på ikke at presse citronen for hårdt, fordi jeg bliver for ivrig- jeg burde nok være stoppet efter den første del af timen, men jeg var simelthen så godt kørende- og jeg formåede trods alt at sænke niveauet lidt i sidste del. Jeg har efter træningen i går kun oplevet minimal irritationen, meget aftagende ift hvordan det har været den sidste måneds tid, og det på trods af at spinning er genoptaget og løb, nå ja, om ikke decideret genoptaget så i hvert fald smagt på, og status er en glad og optimistisk Camilla der ser sig selv stå på startlinien på Amager Strandpark om mindre end 6 måneder!