Kan man få økologisk sportstøj? (!!??!!)

Ja, det spørgsmål stillede min sambo mig for nylig,  forbindelse med, at hun er begyndt at træne- for det er jo vigtigt med økologisk sportstøj, ”alle porerne står jo pivåbne og opsuger alle de farlige og usunde stoffer fra ikke-økologiske stof”, retfærdiggjorde hun sit spørgsmål med. Svaret, det kender jeg ikke, og faktisk kunne jeg mærke, at spørgsmålet irriterede mig en anelse-  yderligere en faktor, jeg skal tage højde for i min planlægning og eksekvering?!?

…Og så var det, at jeg kom til at tænke lidt over prisen for det her projekt. Og her mener jeg ikke prisen på pulsur, løbesko, våddragt, (ny cykel?) proteinbarer osv, men de ofre, der ikke kan opgøres i kroner og øre. Som eksempelvis, at jeg har måttet give afkald på nogle leveprincipper, som har guidet mig i årevis. Det mest markante er, at jeg nu ikke længere er vegetar! Det har jeg været i over ti år, egentlig ikke af ideologiske overbevisninger, men simpelthen fordi jeg ikke bryder mig om tanken om, at jeg sidder og gnasker i et dyr- der er noget barbarisk over det ( i modsætningen til at iføre mig dyr i form af min yndlings(skind)jakke- og mine støvler og sko er jo heller ikke ligefrem produceret af kunstskind, men lad nu det ligge…). Så ja, det var enden på en epoke. Jeg trapper langsomt op med kødet, ligesom jeg med sikkerhed ved, at der er en masse forskelige slags, jeg aldrig kommer til at spise, men hver gang jeg kan mærke, at jeg kan liste noget kød ind uden at få akutte brækfornemmelser, så gør jeg det.

Et andet kostelement, jeg har måttet give afkald på, er mindst muligt sukker- jeg HAR forsøgt at dække mit energiindtag gennem grønt og sunde ting, men det er som om, der skal voldsomt mange gulerødder til for at få én igennem de længere træningspas. Forsøget på at frasortere sukker er ikke min egen idé, og nej, den er heller ikke inspireret af diverse dameblades- styret med hård hånd af en chefredaktør, der givetvis stammer fra speltmødrenes segment- forsøg på at prædike sandheden om det gode liv. Den er derimod et resultat af tidligere konsultationer hos en akupunktør, som jeg har besøgt for at forsøge at få bugt med et skrantende immunforsvar og mange mavekramper- og det er da sikkert ikke super sundt med hverken sukkerbarer eller med neonblå ”blue strawberry” energidrik! Ikke desto mindre når man fleste af os vel bare før eller siden til den konklusion, at convenience er en faktor, der tæller- ellers bliver man jo nødt til at strukturere hele sit liv omkring træningen, i en endnu højere grad end tilfældet allerede er det.

For et år siden var jeg frivillig i Indien, boede i en Ashram, levede af dahl, ris og chai og dyrkede masser af yoga. I det hele taget en meget asketisk levestil- som, indrømmet, ikke er noget jeg egentlig længes efter at vende tilbage til. I dag er mit liv omtrent den diametrale modsætning- godt opmuntret af vor kære holdleders mantra om, at ”det sgu er vigtigt at udstyret ser godt ud”- æstetik var ikke ligefrem Hare Krishna-tilhængernes 1. prioritet for nu at sige det mildt… Men det er vel i virkeligheden kontrasterne, skønheden findes- nå, nok lommefilosofi og tilbage til noget mere jordnært; frikadeller.  Jeg glæder mig nemlig nu alligevel lidt til for første gang i mange år, 2. juledag at kunne gøre holdt ved fadet med min tantes utroligt velduftende sønderjyske frikadeller, og at jeg rækker til fadet med tarteletter med høns i aspargers, det skal jeg heller ikke kunne udelukke. Medisteren og flæskestegen derimod, den kan I få for jer selv.. Og at mit ironmanmål er prisen værd, upåaget at jeg må gå på kompromis med økologi og minimering af sukker og syntetiske stoffer, det tvivler jeg ikke så meget som et nanosekund på! I dag har programmet alene budt på restitution aka. core og styrke, men jeg glæde mig allerede som, som, som et lille barn glæder sig til juleaften til at skulle spinne et par timer efterfulgt af en løbetur igen i morgen…

Hvorfor er der huller i siderne på tri-sko?

Alle regler for god journalistik dikterer, at det vigtigste kommer først og her er det så endeligt, indlægget om træningen! Og det går sådan set rigtigt godt det meste af tiden, har nu flere uger i træk opfyldt målsætningen om 10 effektive timer. En god bid af dem lå forrige lørdag, hvor jeg var til den allerede omtalte ”julefrokost varm-op”, og varme, dét blev vi, på både den ene og den anden måde. Tre timers spinning, hvor vi skiftevis træner på almindelig vis og træner udholdenhedspas, mens der på en, til dagen indhentet storskærm, bliver vist videoer fra bl.a. sidste års Challenge Copenhagen. Det er lige så jeg får kuldegysninger af stemningen på klippene, og forventningen og glæden ryger helt i vejret, jeg glæder mig SÅ meget til d. 14 august, hvor det er mig, der står og tripper af forventninger og nervøsitet ude ved vandkanten på Amager strandpark, mens jeg gentagne gange retter på svømmebrillerne, pulsuret, badehætten… 

Efter spinningdelen har vi lige 10 minutter til at komme ned og få det gennemblødte træningstøj af og skifte til et nyt træningsoutfit, der er egnet til at træne udenfor i en temperatur, der ligger meget tæt på frysepunktet- og t.o. kan jeg fortælle, at det er usædvanligt svært at hive et pas stramme løbetights på, når man er så drivvåd af sved, at man dårligt kan sidde på et toilet uden at falde af! På løbeturen er jeg lige længe nok om at komme op i gear, de første 4 km. Ervirkeligt hårde ved mig, men derefter kommer jeg rigtigt godt op i tempo- jeg har ikke selv GPS ur på (endnu en af de ting, jeg skal have skaffet), men en medløber fortæller, at vi når ind på 42 min, slet ikke dårligt taget i betragtning, at det er dagens sidste pas.

…………………………………………………………………………………………………........

Et markant vejrskifte ha jo indfundet sig siden den lørdag, og sneen er de seneste mange dage væltet ned fra himmelen, men dét stopper selvfølgeligt ikke en ironman-aspirant. Arh okay, mellem os sagt, så var jeg noget mindre kæk, da jeg første gang skulle ud og teste, om mit nye vinterløbetøj nu også kunne stå distancen- og om jeg selv kunne. Så meget desto mere positivt overrasket blev jeg over løbeoplevelsen, med 3-4 lag tøj følte jeg mig virkeligt godt tilpas ude i kulden, let og ubesværet- heller ikke utænkeligt, at det gav lidt ekstra blod på tanden og et skud motivation, at jeg bare var pavestolt over mig selv, synes virkeligt, det er hardcore at trodse kulden og sneen J Her til aften har jeg så været ude på endnu en snevejrsløbetur. Denne gang tilbagelagde vi 12 km, og det blev oven i løbet gjort på en tid, der vidste, at 1 km blev tilbagelagt på kun 5,25 min- hallo, det er da ganske udmærket. Og hvad er indst lige så opmuntrende er, at jeg ikke længere føler, at jeg vejer 100 km og skal kæmpe mig igennem hvert eneste skridt, men faktisk begynder at føle mig lidt mere som den kenyanske løber, en veninde engang påpegede jeg havde ben som- og det var ikke farven hun refererede til!

Altså, alt i alt i skrivende stund en optimistisk og positiv ironman-aspirant J Nedenfor har jeg forsøgt at give et visuelt overblik over de seneste to træningsuger

Uge 14	Aktivitet I		Aktivitet II		Aktivitet III
Mandag	Spinning	90 min	Løb 5,5 km	30 min
Tirsdag	Svømning 1000 m
Onsdag	Spinning	90 min	Løb 5 km	30 min	Styrke	30 min
Torsdag	Spinning	60 min
Fredag	Restitution
Lørdag	Spinning	180 min	Løb 8 km	44 min
Søndag	Restitution

Uge 15	Aktivitet I		Aktivitet II		Aktivitet III
Mandag	Svømning 1500 m	50 min
Tirsdag	Spinning	60 min	Styrke/core	30 min
Onsdag	Løb	90 min	Løb 5 km	30 min	Styrke	30 min
Torsdag	Spinning	60 min
Fredag	Restitution
Lørdag	Spinning	120 min	Løb 8 km	45 min
Søndag	Yoga	30 min	Svømning 1200 m	45 min

Hvis du, kære læser stadig hænger på, er det forhåbentlig fordi du synes, indholdet er spændende, underholdende, lærerigt eller på anden vis føler dig beriget. Det kan selvfølgeligt også bare være, at du leder efter et svar på overskriften ;-) Det kommer her. Forleden aften var jeg til foredrag om tri-udstyr- hold nu op altså, tri er virkeligt et stort sort hul, som man kan hælde alle sine penge, og alt sin tid ned i. Nå, menunder foredraget demonstreres både cykelsko og løbesko, og fælles for dem er, at der er en række huller nede langs sålen- novicer som jeg selv, havde jo lidt svært ved at forestille sig, hvad pointen lige er med dem, men nu er jeg så blevet klogere- det er ganske enkelt sådan så alt den væske du hælder ned undervejs kan løbe ud- og nej, det er ikke væsken i dens oprindelige substans, men derimod det den har forvandlet sig til undervejs i din krop- og nej, det er ikke sveden jeg taler om, men åbenbart forholder det sig sådan, at det er comme il faut at man ikke holder inde med det, man nu engang er i færd med; løb, cykling eller svømning, men bare sådan fuldstændigt upåvirket tisser i bukserne- for nu at sige det, som det er! Tja, af alle de ting, man skal lære, er dette dog det indtil videre mest grænseoverskridende… Og hvis nogle af jer skulle finde på at komme ned og heppe d. 14 og nøjes med at dele min glæde over at krydse målstregen på en arms længe, så tager jeg det ikke personligt, men antager, at I har netop dette blogindlæg i erindringen ;-)

Over and out, see you on the flip side!

”Skåååååål, du skal da også have en scchhnaaaaps…”

At julemåneden med dertilhørende frokoster (totalt misvisende begreb, for det handler jo langt mere om alkohol end om mad), er over os, er nok ikke forbigået nogens opmærksomhed! Og hvordan går det så lige i spænd med et træningsprogram til en ironman? Hypotetisk spørgsmål, for det åbenlyse svar er jo naturligvis, at det går særdeles dårligt i spænd- faktisk går det slet ikke i spænd. Og det giver jo unægtelig nogle udfordringer og sætter store krav til selvdisciplinen- den virkelige udfordring er ikke alt den træning, man skal sige ja til, men alt det andet, man skal sige nej til. Det med at sige nej, det gik utroligt ringe forrige lørdag. Der var den helt store julefrokostevent med tri-holdet, og ganske uforvarende vadede jeg direkte ind i løvens hule. Jeg havde egentlig forventet, at der nok blev holdt en smule igen på alkoholbudgettet for de flestes vedkommende, men kan bare konkludere to ting: 1) Fri bar har den samme effekt på ALLE segmenter, inkl. seriøse ironman aspiranter, og 2) Tri-folk er ekstreme på alle måder, ikke kun med træningen, men åbenbart også i mere festligt lag og hvad angår alkoholindtagelse.

Nu skal den her blog jo ikke munde ud i dyneløfteri, så derfor vil jeg bare holde mig til at afsløre, at redbull/vodka er den mest opulære drink, og at man godt kan danse igennem med bentøj, der lige har udstået tre timers spinning med efterfølgende 8 km løbetur- MEN at det ikke nødvendigvis er lige kønt hele vejen igennem ;-)

I går stod den så på atter en julefrokost, denne gang med arbejdet. Jeg følte egentlig først lige, at jeg var ved at komme mig ovenpå forrig lørdag og stod nu igen overfor valget om, hvorvidt jeg skulle smide endnu et par ugers træning overbord. For ja, der er godt nok delte meninger om, præcist hvor skadeligt alkohol er og om, hvorvidt det ødelægger den foreståede træning eller den kommende- jeg kan bare sige, at for mit eget vedkommende har jeg i hvert fald haft lidt sværere ved at komme op i gear i starten af ugen og følt mig en smule forgiftet- og det har jeg simpelthen ikke lyst til at udsætte mig for særligt mange gange op til den store styrkeprøve. Læg dertil, at jeg har en så presset hverdag, at jeg simpelthen ikke magter at bruge weekenden på tømmermænd. Derfor traf jeg valget om at melde pas på alkohol- et valg, jeg på sin vis måtte gentage mange gange i løbet af aftenen, hvor jeg i svage øjeblikke blev fristet og tænkte, ah, man kunne jo også lige, der er jo laaaang tid til 14. august. Men udover et glas gløg og en enkelt øl, så stod jeg ved valget- lidt af en prøvelse, når julefrokosten nu blev holdt på en natklub i indre by, og folk omkring mig blev mere og mere fulde. Men jeg holdt ved, og det var jeg taknemlig for i morges, hvor den stod på to timers spinning, elite og puls, og en efterfølgende løbetur på 7 km- havde sgu nok været mere end rimeligt presset, hvis det havde været ovenpå en gedigen brandert… 

De feststemte kollegaer tog det ganske pænt, at jeg stod der som personificeringen på dårlig samvittighed og moralens vogter, klar til at logge alle de andres pinligheder- men til gengæld for, at de undlod at presse mig mere end let til moderat med gentagne bud om snaps og et enkelt forsøg på at spæde mit vandglas op med sprut, så skal jeg nok lade være med at udbasunere de hændelser, jeg har bevidnet i min ædru tilstand… ;-)

Træningen, den kommer der mere om i næste blog- det bliver også her, at jeg afslører, hvorfor der er huller i siderne på tri-sko… J

Go hard- or go home!

For et stykke tid siden skrev jeg, at jeg havde lidt svært ved at finde ud af, hvor meget jeg skal lytte til kroppen under min træning- nu har jeg efterhånden lært at skille tingene ad, så kroppen lytter jeg til- hovedet derimod ikke så meget- som en tommelfingerregel har jeg lånt følgende ved en af de super skrappe elite-triatleter : go hard- or go home!  Er det ikke helt simpelt- og helt genialt- det synes jeg J

Derfor lytter jeg ikke til hovedet, når det siger "Puha, det går lidt stærkt, skal vi ikke trække stikket og bruge resten af dagen og aftenen foran amerikanske sitcoms", men som mine manglende opdateringer på min blog nok indikerer, så synes jeg denondefløjtemig at jeg har mere end rigeligt at se til for tiden! Og jo, jeg elsker det, meeeeeeen må også konstatere, at mit forbrug at highlighter (til de mandlige læsere: noget lysreflekterende stads man putter under øjnene for at nedtone mørke skygger) er gået noget i vejret på det seneste!

Det der fylder allermest ud over arbejdet er naturligvis træningen- de der min. 12 timer (effektiv tid på cykling, løb og svømning) er selvfølgeligt størstedelen af det. Derudover ligger der så lige nu en række foredrag om alt lige fra styrketræning, kost, coretræning, løbestil, ”kun for kvinder” til udstyrsaften osv osv. Er det alt sammen nødvendigt at deltage i? Nok ikke, og jeg er flere gange gået derfra med en følelse af, at den tid nok havde været bedre brugt i min seng! Når jeg så alligevel stiller op hver gang, er det nok fordi, jeg er vildt bange for at gå glip af noget information, som er altafgørende for, at jeg kommer igennem på Race-dagen. Ind imellem er der dog også virkeligt brugbar information, som fx at det er super vigtigt at træne core-træning, altså muskulaturen på selve kroppen, centreret omkring mave og ryg, for at sikre sig en god løbestil og en god cykelstil og dermed optimere overførslen af watt fra trådet direkte ned i cyklen (hey, er jeg i øvrigt ved at udvikle en helt ny terminologi- I think so!). Nå, men det er jo dejligt at blive klogere J Det betyder dog så også, at jeg skal til at lægge mindst to- tre timers ekstra træning ind på styrke og pilates eller lignende- og så er vi altså lige pludseligt oppe på rigtigt mange timer- læg dertil den tid, jeg bruger på transport, at skifte tøj, gå i bad, vaske hår, vaske træningstøj osv…  Og den tid, jeg bruger på at researche på udstyr så som pulsure, kost, på at opdatere træningsplan, lave tests for at sikre, at jeg udviklingen går den rigtige vej osv- no wonder, at jeg ind i mellem synes, at døgnet har for få timer! Forhåbentlig får jeg på et tidspunkt (selv)tillid til, at jeg kommer igennem, og at jeg på en eller anden måde nok skal få opsnappet den afgørende information. Heldigvis er jeg jeg begyndt at lære en del andre Challenge aspiranter at kende, og mon ikke videndeling bliver en central ting mellem os- I think so, så må vi hjælpe hinanden igennem J

Jeg har adskillige ufærdige blogindlæg liggende, omhandlende bl.a. min løbetræning, hvor jeg endeligt er inde i en positiv udvikling både ift. motivation og kapacitet, hurra- i et anfald af selvindsigt og tidsrealisme konkluderer jeg, at det nok ikke bliver færdigt lige med det samme, og at det i øvrigt mister sin aktualitet inden det evt. bliver færdigt- derfor bare denne korte status til glæde for den interesserede- og til glæde for mig selv, er jo virkeligt dejligt at formulere en postitiv, optimistisk og glad sætning om løb- som nu atter er blevet afløst af svømning som hadedisciplinen-  det ignorerer jeg lige fuldstændigt i denne omgang, og først når jeg kommer til at kunne svømme 100 m uden at være ved at gå til, kommer der til at stå noget på denne blog om vand- én god ting er dog, at hver indhalering nu består af ca. 70 % oxygen og kun 30 % klorvand!

Over and out, skal have pakket træningstasken ud fra i morges- og have den fyldt op igen med udstyr til eftermiddagens træning…

Drømmen er intakt efter knæ-syn

Prøver lige at skrive noget intelligent om det indslag, der nu findes med mig inde på Politiken.dk, men helt ærligt, så er jeg bare så hamrende træt efter træning, at det forekommer mig umuligt- så I, kære læsere, må nøjes med et uintelligent et af slagsen.

Som indslaget viser, så har jeg været hos Fysioterapeut Michael Jensen fra Fysisk Form. Formålet var at få foretaget et "syn" af mine knæ, ikke mindst fordi jeg har fået foretaget en operation for en del år siden og udmærket er klar over, at de ikke er i Rolls Royce klassen. Jeg er 10 ud af 10 motiveret for at stå ved startlinien i Amaget Lagune til august, og jeg er villig til at tage nogle tæsk undervejs, men jeg vil selvfølgeligt ikke kompromittere mit helbred på lang sigt- og det var så det, jeg håbede han ville forsikre mig om, ikke kommer til at ske! Forudsat han gav grønt lys, eller bare gult, var intentionen også at få nogle øvelser, der kan være med til at forebygge skader.

Jeg var selvfølgeligt meget spændt, da jeg mødte op hos Michael, og en smule nervøs for beskeden. Jeg lagde mig op på briksen, og han begyndte at mærk efter, trykkede, bøjede, strakte. Derudover skulle jeg selv lave nogle øvelser, hvor han tjekkede ting som stabilitet og styrke- ift sidstnævnte tror jeg, han kæmpede en enkelt gang eller to med at holde et lille grin tilbage, for det var ærligt talt ikke imponerende- stabiliteten er heller ikke noget at prale af, men dagens gode nyhed var, at der er masser af forbedringspotentiale og dermed måder at aflaste selve leddet på- jeg har aldrig løbet længere end 17 km, og hvordan mine knæ reagerer, når jeg kommer op på de lange distancer, ved vi selvfølgeligt ikke, men drømmen er intakt, hurra! Jeg har fået fem forskellige øvelser, som jeg skal lave hjemme- og selv om der jo er mindst én topgod grund til at lave dem, må jeg med skam indrømme, at jeg er endnu ikke blevet så god til at udføre dem konsistent- derfor har jeg nu allieret mig med en fra Challenge-holdet, som gerne vil lave dem sammen med mig, så bliver det nok lidt lettere...

Over and out for now, har en træningstaske, der skal pakkes og en sengetid, der skal passes- ja, disciplin, planlægning og rutiner er meget centrale begreber i mit liv for tiden...

Chanel → Challenge- Statusrapport del II

Her følger anden del af reflektionerne og statusrapporten- som nok mest er for kvinder ;-)

Som overskriften antyder, er der sket andre håndgribelige ændringer, som er endnu mere synlige end fedtprocent og kondital. Min tro følgesvend og mest benyttede accessory er fx ikke længere min Tiger of Sweeden håndtaske, men er nu en stor, grim rød sportstaske, den er nemlig den eneste, der kan rumme ”det mest nødvendige” så som cykelsko, løbesko, bukser og top x 2, overtrækstrøje, håndklæder, drikkedunke, proteinbarer osv… Og så er jeg selv begyndt at lægge mærke til, at en umiskedelig lugt af den tigerbalsam, jeg bruger på mine knæ under træning, følger mig, hvor end jeg går og står… Så ja, Chanel, også som duft, er bogstaveligt talt overhalet inden om af Challengeforberedelser- og tigerbalsam.

Forleden dag blev jeg så ringet op af en abonnementssælger fra Benjamin Medier, som glædestrålende fortalte mig, at jeg kunne få et nyt abonnement på Costume helt uden ekspeditionsomkostninger- han kunne næsten ikke komme ned på jorden af begejstring, men altså, jeg måtte jo svare ham, at jeg havde til sinds at takke nej til hans tilbud, for sandheden er, at de sidste tre numre af magasinet ligger ulæste på mit sengebord. Og havde jeg tid til at læse bladet og dermed finde inpiration til ”Sexy vinter med blonder og pencilskørt” eller blive indviet i ”den ny minimalisme”, jamen hvad så, jeg har jo ikke tid til at gå på shopping, eller råd for den sags skyld, for hele tiden er det en afvejning; kassebukser fra Filippa K vs spinningshorts fra Assos, eller bikerboots fra Soho vs nye løbesko fra Adidas- og valget falder som regel på sidstnævnte produktgruppe- hvilket også afspejles så rigeligt på min ønskeliste til jul (Netto HAR julemænd på hylderne, så det er ikke for tidligt…); pulsur med GPS fra Garmin, tribøjler til cyklen, løbestrømper etc… Og nu vi er ved cyklen, så foregik min seneste browsing-tur blandt de lækre tri-cykler i Cykling Concept, sammen med, ja, (alle de andre) mænd… Jeg læste for nylig følgende statement; ”Kønsdifferentiering; M/K- gør dig tydelig”-  hvor feminin jeg er disse dage, skal jeg lade være op til andre at vurdere, eller måske bare lade stå hen i det usagte. Nøjes blot med at konstatere, at de fleste af mine stilletter er ved at samle et tyndt lag støv- jeg har dem stort set aldrig på, simpelthen fordi kombinationen af høje hæle og DOMS (for de uindviede: delayed onset muscle soreness) synes uoverskuelig (i modsætningen til kombinationen af 3,8 km svømning, 180 km. cykling og 42 km. løb, haha ;-) ). 

Overvejelser omkring konsekvenser og om prisen for at give sig i kast med et så omfattende projekt gjorde jeg mig allerede forud for min beslutning- men det er nu, jeg mærker konsekvenserne. Og helt ærligt, ind i mellem er der en del af mig, der bare gerne i byen, drikke drinks og danse til den lyse morgen, eller sidde på SkipperBodega og spille meier til selv den gustne dame bag bardisken, der åbner øl med de bare næver, har fået nok og smider os på porten. Men hver søndag morgen når jeg står tidligt op, er jeg bare så glad for, at jeg ikke har tømmermænd, men i stedet er på vej ud for at gøre noget af det, der også giver mig rigtig stor glæde, nemlig min træning. Så kæreste veninder, undskyld for den manglende deltagelse på shoppingture, byture, eftermiddags-caféture!Kan vi tage et rain-check efter d. 14 august…?

Over and out for now, har lige fem minutter inden afgang, og dem vil jeg bruge på at lakere negle, for det må da kunne lade sig gøre at være iron(wo)man og stadig bevare bare noget af sin feminine identitet! Har til dette for resten også allieret mig med min frisør. Kunne lige nå at klemme ind klipning ind i starten af ugen, og jeg gav hende strenge ordrer på, at hvis jeg i løbet af det næste år kommer ind og beder hende klippe håret af, fordi det unægteligt vil gøre den hyppige hårvask lidt lettere, så må hun under ingen omstændigheder udføre handlingen- så behøver jeg da ikke tage ansvar for den del... ;-) 

Statusrapport del I

Mine første indlæg antyder, at jeg netop er gået i gang med træningen, men faktisk er jeg nu gået ind i uge ni- og det er tid til at gøre status og reflektere over, hvordan mit liv har ændret sig… Bloggen falder i to dele, en der handler om træningen, og en der handler om alt det andet- dsv. de få timer der er tilbage, når træning, arbejde og søvn er trukket fra…

De første syv uger gik rigtigt fint, jeg har forbedret kondi, fedtprocent er nedadgående og muskelmasse opadgående, jeg har lært at svømme, gennemført første styrkeprøve som bestod af 200 km cykling i én etape. Jeg trænede minimun 10 timer ugentlig, og jeg var glad og fuld af selvtillid, for det hele kørte på skinner…

Nu må jeg imidlertid nok erkende, at jeg i kådhed og mental optur over de forrygende fremskridt, pressede citronen for hårdt. I hvert fald har jeg stort været afskåret fra træning de sidste to uger [dybt suk og mærkelige ansigtstrækninger undslipper mig her]. Jeg lagde ud med at skade mit knæ, og løb og cykling var derfor bandlyst- men hvor der er vilje, er der en vej, og hvad gør man så, ja man ignorerer da bare den støt tiltagende ømme hals og hopper alligevel i det kolde bassin næsten dagligt i forsøg på at kompensere for den manglende løbe- og cykeltræning. Nu kan jeg så konstatere, at det ikke lønner sig, tvært i mod har jeg endeligt måttet kapitulere og blive i sengen med halsvirus/ influenza. Det er sgu svært at finde balancen mellem at lytte til kroppen og samtidigt flytte grænser og presse sig selv- for jeg er da overbevist om, at min krop i løbet af d. 14 august vil forsøge sig med budskaber som; ”hvad i hede hule helvede regner du med, skal jeg kaste mig ud i det kolde hav blandt 2500 sæt sparkende fødder og fægtende arme kl. 7 for at svømme 3,8 km”, eller ”glem det, jeg gider ikke løbe 42 km nu, klokken er mange, jeg er mega træt og jeg vil bare gerne have en kæmpe portion pasta bolognaise” [jep, jeg har opgivet min vegetariske kost, det måtte jo komme..]. Så ja, den balance prøver jeg at finde. Jeg har spurgt nogle fra Challenge-holdet om, hvad de gør under sygdom, og de fleste har bekendtgjort at de, også belært at bitter erfaring, forsøger at holde igen med træning, men at det er skidesvært, uanset om de handler om en forstuvet ankel, et brækket kraveben eller en god gang vinterinfluenza. Så åbenbart handler det for mig og andre træningsfreaks mere om at lære at presse mig/sig selv på de rigtige tidspunkter, end det handler om at lære at presse mig/sig selv…

Oven i har jeg så netop fået et nyt job, en projektansættelse i Danske Banks Group Communications. Det er super skønt og jeg glæder mig meget til at komme rigtigt i gang. Dog ændrer det noget på mit udgangspunkt for at melde mig til Challenge Copenhagen, som netop var, at jeg ikke skulle bestride et krævende karrierejob. Det skal jeg jo så nu, og jeg kommer til at gå nogle hårde uger i møde, for oveni alt det andet har jeg for længe siden tilmeldt mig et spinninginstruktørkursus, som løber over seks weekender i nov/dec- jeg tror julefridagene bliver hårdt tiltrængte, når jeg når dertil… J

Jeg er dog stadig fuld af forventning og rigtigt glad for mit projekt- og en af de andre kvindelige deltagere sagde, at man nogle gange kommer tilbage stærkere efter sådan en lille pause, så det håber jeg på- og ellers er der jo heldigvis lang tid til august... Modet og lysten er ikke svækket!

På dybt vand...

Det er torsdag morgen, og jeg føler mig nærmest helt bevidstløs, da vækkeuret starter sin kimen kl. 06. Det er ni timer sinden jeg kom hjem fra en dobbelspinning, og nu skal jeg på den igen med min debut til svømmeundervisningen. Jge trykker snooze, alt imens jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det jo er fuldstændigt ligegyldigt, om jeg starter denne uge eller næste, og sekundet efter glider jeg ind i søvnen igen…

Da uret genoptager sin stadigt mere insisterende kimen fem minutter senere, bliver jeg alligevel grebet af erkendelsen af, at det er vigtigt, jeg kommer godt fra start, især fordi min faste træningspartner og holdepunkt gennem de sidste måneder er rejst til udlandet for en længere periode. Jeg springer, eller ok, det er jo løgn, jeg kravler ud af sengen i en mildt sagt uentusiastisk bevægelse, men op kommer jeg. Jeg trækker i tøjet og henter en banan ude i køkkenet og kun et par minutter senere, står jeg nede på gaden. Her opdager jeg, at regnen vælter ned, men tid til at gå op igen efter en regnfrakke elller bare en paraply har jeg ikke, så jeg nøjes med at bande en enkelt gang og springer op på cyklen og drøner ud i den mørke, våde morgen med kurs end mod Hovedbanen.

Lidt i 7 indfinder jeg mig i Kildeskovshallen i Gentofte, og kort efter står jeg i min badedragt nede ved bassinkanten. Jeg føler mig delvist semi-prof med mine svømmebriller, badehætte og dragt, delvist helt forkert, udstillet i al min usikkerhed- og afklædt, i både bogstavelig og overført forstand. Jeg bevæger mig hen imod en håndfuld mænd, som også udstråler lige dele forventning og nervøsitet, i hvert fald ser de heller ikke særligt hjemmevante ud, så jeg er ret sikker på, de også er på Challenge holdet, hvilket de ivrigt bekræfter, da jeg spørger dem. Vi tjekker hinanden lidt ud, et eller andet sted er vi jo både konkurrenter og medspillere, småsludrer og konkluderer hurtigt, at hvad svømningen angår, er vi alle på dybt vand, so to speak, teknikken er der ingen af os, der har styr på, men alligevel står vi og småtripper i iver efter at komme i gang. De to trænere indfinder sig, og mine skuldre falder ned på plads, da de beder os om at dele os i to grupper, alt efter om vi synes, vandet er lidt farligt eller ej- og da en af de andre ligefrem spørger efter svømmevinger, indfinder selvsikkerheden sig, okay, så er jeg da på ingen måde den ringeste i flokken.

Vi starter med noget opvarmning i valgfri svømmestil, og derefter går vi over til at træne forskellige former for crawl med fokus på skiftevis arme og ben- og hele tiden fokus på vejrtrækningen- det er skidesvært at skulle tænke på så mange ting, men vejrtrækningen må vi jo nødvendigvis have med for hvordan holder man lige vejret over 3,8 km svømning?!? Og jeg forsøger, men altså, de fleste af mine indåndinger består af lige dele oxygen og klorvand, og hver gang jeg når bassinkanten, puster jeg som en overvægtig mops. Jeg fatter ikke, at man kan være i så god form og så alligevel blive så forpustet af sølle 25 m svømning, men træneren beroliger mig og forklarer, at det er vanskeligt i starten, men teknikken kommer lige pludseligt, hvis man holder ved.

                                                               

Og så er de første 45 minutters svømmetræning overståede, uden at jeg er klar over, hvor tiden er blevet af. Mindst lige så overrasket er jeg over, hvor stort mit gå-på-mod er, og over hvor skægt det er at lære en helt ny disciplin fra bunden. Det er som om, der er langt mellem, at det sker i ens voksenliv, og at jeg derfor lidt har mistet barnetroen på,at man kan lære alt, men jeg kan mærke, hvordan den vender tilbage- barnetroen altså. Bekræftende er det, og jeg er godt tilfreds med min egen indsats og glæder mig allerede til næste gang…

En masochist i trikot?!?

D. 15 august kl. 7.00 lød startskuddet for første gang i Challenge Copenhagen- en triatlon med ironmandistancen-, og som mange andre københavnere skal jeg ud og fange et glimt af de modige deltagere, ikke mindst fordi jeg har en ven, som jeg har lovet at sende et par hep og klapsalver efter. Mens jeg står i tilskuermængden og er vidne til den helt håndgribelige smerte, der præger feltet, opdager jeg, hvordan min egen puls banker omtrent lige så heftigt som kombattanternes må gøre det, og at der langt inde fra opstår et tiltagende ønske om at være én af dem med et startnummer på ryggen, en af dem med fråde om munden, sår på skuldrene fra vådedragten og stålsat blik.

Jeg stopper lige her og træder et skridt tilbage, for ovenstående giver da kun mening, hvis man har masochistiske tendenser- eller hvad?! Både og, for mig giver det mening fordi, jeg savner at have noget at kæmpe for, et konkret sportsligt mål at arbejde frem mod. Jeg var konkurrencerytter i mine teenageår, men siden er sport blevet erstattet med fitness og har mest været en måde at holde formen på. Nu er det så bare, at jeg for alvor er begyndt at savne det adrenalin rush, det giver at sætte en overligger vildt højt og målrettet arbejde for at komme over den. Jeg er 30 år, og selv om jeg ikke oplever, at min fysik er for nedadgående, skal man jo ikke være cand.biolog for at vide, at jeg nok har peaket- kropsligt skal det være nu  jeg gør det, og når jeg så oven i købet hverken har kæreste eller et job, der kræver +50 timers arbejdsuger, så får jeg ikke et bedre udgangspunkt til at søsætte mit projekt fra. Jeg har besluttet mig for at tage springet, også selvom det i  bogstavligste forstand betyder, at jeg kommer på dybt vand! Om jeg har sat mig ind i, hvad det kræver? Tja, det er vist så meget sagt- jeg har researchet lidt på træningsplaner til ironman, men ærligt talt, så tror jeg hverken kroppen eller hovedet helt har forstået det endnu- og ingen af delene har i hvert fald mærket det. Jeg er jo ikke naiv, jeg ved godt, at det kommer til at betyde enorm smerte, og at jeg mange gange i løbet af de næste 12 måneder kommer til at stå og skrige til himlen ”HVORFOR”? I nuet er det dog følelsen af glæde, spænding og forventning, der vokser med eksplosiv kraft inden i mig, sigtet er indstillet og målet er låst fast…!

Tror du ikke bare, du har en 30 års krise?

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ville vente med at afsløre mit projekt for nogen, men da jeg taler med min mor et par dage efter, får jeg alligevel i en sidebemærkning røbet lidt for meget. Den lange tavshed, der følger i den anden ende, efterlader absolut ingen tvivl om, at hun synes, det er omtrent den dårligste idé, jeg har fået, siden jeg for noget tid siden besluttede mig for at rejse alene ud til en lille landsby i Indien for at arbejde som frivillig, og hun antyder, at det nok er en form for 30 års krise. Dertil ræsonnerer jeg over for både hende og mig selv, at jeg savner klare mål, hvor det alene er op til min egen indsats, om jeg indfrier dem, i modsætning til den sidste tids frustrerende jagt på et fast job, som føles uden for min egen kontrol. Jeg savner kort sagt at kunne fokusere på en helt håndgribelig og konkret mållinie, som jeg kan lægge en strategi for, hvordan jeg passerer og at presse mig selv ud gennem et forløb, med tydelige fremskridt og kontant afregning.

Jeg er forberedt på, at jeg kommer til at møde samme reaktioner fra mange andre familiemedlemmer, venner og veninder, som bare slet ikke kan forstå, hvorfor man gider skære stort set alt spas og ballade ud af sit liv i et helt år- for nej, selvfølgeligt kan man ikke få kulørte drinks og forbudte dansetrin til langt ud på natten til at harmonere med et 10-20 timers ugentlig træningsprogram. Jeg er spændt på, hvordan de kommer til at reagere og forventer vel alt lige fra vild begejstring og løfter om, at de kommer og hepper mig over målstregen til dyb skepsis- som jeg er beredt på at gøre til skamme!