Så er det præcis en uge siden, at jeg løb ind på sidste omgang af 10.5 km på marathon ruten til Challenge Copenhagen- på det tidspunkt vidste jeg, at der skulle mindst et tilfælde af "force majeur" til for at forhindre mig i at løbe over målstregen og afslutte det, jeg påbegyndte for et år siden.
Vi spoler tiden lidt tilbage, rammer kl. 04 søndag morgen og mobilen på min alarm, der går i gang. Denne morgen er alarmen dog helt unødvendig, for jeg ligger allerede med øjnene spærret op- sådan her jeg ligget det meste af natten, søvnen ville slet ikke indfinde sig af bare spænding og begyndende adrenalin. I løbet af de tidlige nattetimer mærkede jeg et par anfalde af lettere panik på grænsen til at indfinde sig; hvordan i alverden skal man kunne gennemføre 3.8 km svømning, 180 km på cyklen og 42.2 km løb, uden en anstændig nattesøvn?!? Da kl. er blevet 04, og jeg skal op, mærker jeg dog en markant ændring i min sindstilstand- nok har mit hoved ikke rigtigt sovet, men min krop har, og jeg er ikke et sekund tvivl om, at jeg er helt klar til dagens udfordring- ja, mit liv udfordring. Jeg oplever morgenen som et langt moment of clarity og føler mig fokuseret i en grad jeg aldrig har oplevet før. Jeg indtager min morgenmad, en hvid bolle med peanutbutter og en banan og drikker lidt te, juice og masser af vand. Lidt før kl. 5 får jeg samlet alle mine poser sammen, tager et sidste chek og et langt og dybt åndredrag, og vi går ned til bilen. På vej derud i bilen må jeg bede dagens hjælpehold, som på nuværende tidspunkt består af mine forældre og min moster, om lige at være stille et øjeblik alt imens jeg sidder med lukkede øjne og laver vejrtrækningøvelser i en fem minutters tid. Derefter er jeg klar, og jeg lader mig rive med at stemingen forventningens glæde bare vokser og vokser- denne dag skal bare nydes i fulde drag, og jeg suger alting til mig med alle sanser, der i dagens anledning føles skærpede til det yderste.
Ca. 5.30 er der ankomst på Amager Strandpark, hvor jeg allerede dagen inden har gjort min cykel klar sammen med alle de andre race deltagere, ligesom jeg gik vejen fra vandkanten, hvor vi kommer op efter svømningen, gennem skiftezone-teltet og ud til min cykel, så jeg præcis ved hvor den står og undgår forvirring i dag. Luften er tyk af stemning og forventninger og der er fuld gang i den. Jeg går op til min cykel og støder ind i stort set samtlige af de andre piger, som jeg har trænet sammen med det sidste år. Vi er alle helt hypede, og det er dejligt lige at få sagt hej og snakke lidt. Jeg går i gang med det sidste chek af cyklen, giver den lidt ekstra luft i dækkene og tjekker, at alt sidder, som det skal. Heldigvis har det ikke regnet over natten, og tilstanden på den er god. Jeg slapper af og veksler lidt mellem at hygge og snakke med de andre og gå ind i mig selv og min egen lille koncentrationszone. På et tidspunkt kommer TV- journalsten fra Politiken og stiller mig et par spørgsmål og filmer, mens jeg spiser en bar og en banan og begynder at smøre bodyglide på, så jeg er klar til at trække i våddragten. Jeg går en sidste gang på toilettet og får lagt alle mine ejendele i min grønne ”after-race bag”, så jeg nu kun har det på mig, der skal bruges på racet, bortset fra min ”run bag”, som jeg også afleverede dagens forinden ved cykel tjek-in. Den er derefter kørt ind til Nationalbanken, som danner baggrund for skiftezone 2. Det er tid til at bevæge sig ned til det afspærrede svømmestartsområde, hvor de professionelle startere netop er ved at stille sig i startposition. Jeg laver lidt armsvingninger mens jeg bare står og tænker, ”nu er det nu, nu skal jeg ud og lave det stykke arbejde, jeg har forberedt mig på” alt imens jeg også minder mig om, at jeg har lovet mig selv at nyde det. Meget andet går der ikke gennenm mit hoved, jeg har gennemtænkt det der er behov for, og jeg er klar.
BANG, startskuddet bliver fyret og pro-starterne banker ud i vandet, så skummet sprøjter efter dem- det giver et lille gib i mig, for jeg er stadig en lille smule nervøs over svømmestarten, men jeg vakler ikke i troen på, at jeg nok skal komme igennem den. Umiddelbart efter stiller alle vi piger os klar, vores gruppe starter 7.05 og vi er vel et par hundrede i den, inkl. seniorstarterne og nogle enkelte mænd. Jeg trækker badehætten godt ned over hovedet en sidste gang, den skal meget gerne blive på sin plads, for vandet er koldt, og det er afgørende, at mine ørepropper bliver på deres plads, så jeg undgår for meget søsyge.
SÅ tuder hornet og nu er det nu. I et lidt mere adstædigt tempo ryger vi up i vandet, jeg har stillet mig lidt tilbage i feltet og helt ude mod venstre for at undgå for meget trængsel på vejen ud mod den første bøje, som vi skal højre rundt om. Det går derud ad, og jeg oplever ikke alt for meget stres eller kamp. Første bøjes rundes, derefter skarpt til højre og op ad den lange strækning under de to broer, inden bøjen for enden rundes, og turen går retur. Det går rimeligt fredeligt for sig, jeg falder en smule tilbage sammen med et par andre, men opgiver at ligge på ben, hvilket man ellers godt kan spare lidt kræfter på, og koncenterer mig i stedet om min egen rytme. Jeg mærker, at den første start hos mændene er gået og bliver overhalet af en del af dem, men deres felt er allerede relativt spredt, og der er god plads til alle, så bortset fra et par enkelte slag og oversvømninger går det relativt fredeligt.
Jeg får vendt og svømmer retur, stadigvæk med overhalinger relativt ofte i takt med at de senere svømmestartere indhenter mig, men jeg bliver ved med at bevare hovedet koldt- lidt for koldt måske, det kolde vand bider en del på mig. På tilbagevejen er der pludseligt en, der griber fat i min skulder, det er Martin, der sender mig et undervands smil, rigtigt rart med en opmuntring lige der, inden han er videre forbi mig. Endelig rundes sidste bøje, lige i tide, for jeg kan godt mærke, at jeg er ved at være så afkølet, at jeg skal minde mig selv om, hvad jeg egentlig laver derude i vandet, at jeg faktisk er i gang med at udføre mit livs indsats. 1t46min senere er jeg oppe af vandet, hurra, stor lettelse. Rørbæk, vores coach råber til mig; "sådan Camilla, det værste er overstået nu” og jeg hujer tilbage, mens jeg hiver briller, hætte og ørepropper af i løbet op mod skifteteltet. Jeg finder min race-bag og får efter lidt fumlen med mine følelsesløse hænder tasken åbnet, får våddragten krænget af, så jeg nu står i min tri-dragt, som jeg skal have på resten af dagen. Jeg tørrer hurtigt mine fødder og tager strømper og cykelsko på, brillerne, handskerne og de løse ærmer i hånden, svømmeudstyr i tasken, som skal droppes i en container på vej ud mod cykel og så afsted. Jeg kommer ud til cyken og svarer på et par lynspørgsmål fra journalisten, mens jeg får helt styr på de sidste stumper, og så løber jeg afsted med cyklen ned til området, hvor jeg må påstige den. Jeg fryser meget, men trøster mig med, at jeg bare skal i gang, så skal det nok blive godt. På stykket ud mod vejen står flere familiemedlemmer og venner og hepper, og jeg råber tilbage til dem. Hep fra såvel kendte som fremmede ansigter, alle anerkendende og opmuntrende, skal i det hele taget vise sig at blive en bærende faktor på dagen. Jeg kører afsted og får spist en banan og en bar, for at fylde lidt op efter svømningen, som har tæret lidt mere end forventet pga kulden.
Jeg har 180 km foran mig, og jeg ved, at jeg bare skal tænke på at indtage min energi og på at holde min puls rolig. Det sidste er ikke som sådan svært, men ikke desto mindre er jeg noget ærgerligt over, at min pulsmåler ikke fungerer, i hvert fald fanger den ikke min puls. Jeg panikker dog ikke, for jeg har ofte oplevet det under træningen, til trods for at uret nu er byttet hele fem gange. I stedet tester jeg løbende, at jeg kan udtale sætninger uden at blive forpustet, en er meget god indikator på, at jeg ligger hvor jeg skal og ikke bruger for meget energi. Jeg kører ca. 28-29 km/timet i gennemsnit og støt arbejder jeg mig igennem første loop på 90 km, dog ikke før jeg har passeret min familie, hvor endnu flere medlemmer har indfundet sig. Jeg får i farten grebet min bolle, alt i mens de hepper og hujer, især da jeg råber en stor tak til dem alle.
Jeg kommer igennem første loop og ind på andet, hele tiden stabilt, jeg overhaler nogle og bliver selv overhalet fra tid til anden, den store dramatik udebliver heldigvis, og jeg minder mig selv om igen, at selv om det er lidt kedeligt og en lille smule hårdt, skal jeg nyde at være i det og ikke jagte afsted for at afslutte cyklingen og komme ind på løbet.
Jeg har pakket tre ekstra slanger i tilfælde af punkteringer, men 180 km og ca. 6t15min senere triller jeg ind over det afsluttende stykke ved Langelinje, helt uden punkteringer eller andet. Jeg glæder mig over at skulle af cyklen og ser med forventing frem mod marathon-delen; The dark horse, for jeg har aldrig løbet mere end 21 km pga kontinuerlige småskader, og jeg er vildt spændt på det, men føler mig overbevist om, at jeg her nok skal komme til at opleve den smerte, som gør hele den her dag til en achievement. Jeg har to overordnede mentale strategier, den ene er, at jeg hele tiden skal bevæge mig fremad, den anden, at kommer tanken ”jeg kan ikke mere” skal jeg øjeblikkeligt formulere følgende modtanke ”jeg kommer over målstregen i god stil og det bliver en fest”. Derudover er det ok, at jeg går igennem depoterne, bare jeg husker at indtage det, jeg har brug for, og at køle mig ned med svampe, hvis jeg bliver varm.
Jeg kommer igennem skiftezonen, og starter ud på løbet- det gør lidt ondt, og benene skal lige vænne sig til den nye belastning- skiftezonen er der, hvor ”gakkede gangarter” blev opfundet, og der demonstreres alverdens forskellige af slagsen, jeg er vist ingen undtagelse, men jeg koncentrer mig bare om at løbe mig ind i rytmen. Det går ret fint og snart ligger jeg stabilt på omkring 5min40/ km, nogenlunde det jeg havde satset på. Støt og roligt får jeg tilbagelagt den ene km efter den anden, og på den første runde har jeg ikke de store probemer, ud over en lidt urolig mave. På intet tidspunkt tænker jeg over, hvor mange kilometer, der mangler, jeg suger bare indtrykkene til mig, og stemningen, som er fantastisk, det er helt overvældende hvor mange, der har fundet vej til løberuten, og hvordan folk bare hepper på alle. Til forskel fra cykelturen møder jeg her mange kendte ansigter, både blandt publikum og racedeltagere, og det er dejligt at kunne heppe på hinanden. Da jeg møder nogle af mine gode venner blandt publikum råber de, at jeg ser godt ud, og selv om jeg råber "løgnere" retur med et grin, kan jeg mørke, det er rigtigt, for jeg er glad og nyder vitterligt at have et startnummer og at det her er min dag.
På anden runde begynder jeg at få en lille mental krise, men den er ikke særligt betydelig, i hvert fald kan jeg i skrivende stund ikke erindere den, og pludseligt er jeg ude på 3. rute og længere end jeg nogensinde har været før- og over halvvejs på løbet! Smerterne i bine ben er tiltagende, og jeg løber nu lidt langsommere, men hvor mærkeligt det end må lyde, er jeg glad for at de er der, fordi de er en så åbenlys del af det hele- jeg råber til mine forældre, da jeg møder dem, at jeg har lidt ondt, men at det er helt ok, og at jeg kommer igennem!
… Og pludseligt får jeg den sidste elastik, der markerer antal omgange, rundt om hånden, og det betyder, at jeg er løbet ind på mine sidste 10.5 km- jeg bliver egentlig en smule overvældet over at være så tæt på at afslutte det, men også glad over at føle, at målstregen er i kikkerten, og som jeg skrev i starten, så ved jeg, at intet mindre end en voldsomt tilfælde af force majeure kan stoppe mig- det slår mig også, at jeg stort set ikke har haft behov at formulere tanken med målstregen, for reelt set har jeg ikke tvivlet et enste sekund. Jeg får at vide at en veninde, der kigger på, at jeg ser ud til at komme ind på under 13 timer og selv om jeg har en smule lyst til at sænke tempoet tillader jeg det ikke, jeg fokuserer i stedet på at holde hovedet koldt og præcist holde tempoet, så jeg heller ikke bliver for overmodig og presser mig selv ud i kramper, nice and steady, messer jeg for mig selv… For sidste gang den dag runder jeg den lille Havfrue, og så er det ellers bare ”hjemad”- jeg fortsætter min rytme og lader min iPod hvor Eminem har gentaget sin ”Till I collapse”- Ironman hyldset sang over den seneste times tid, hvor jeg har været mere inde i mig selv end blandt publikum, og helt bevæget kigger jeg rundt på menneskene, råber farvel til min veninde, der har været med ude på sidelinien og kommer ind på opløbsstrækningen- hele min familie, 8 i alt har samlet sig under banneret og løber med ude fra sidelinien, mens de griner og råber euforisk- jeg råber et ”vi ses på den anden side” til dem og løber ind på det sidste stykke hvor de ikke kan komme rundt, fordi der er for mange tilskuere og en anden afspærring- jeg løber ind i det aflukkede stykke jeg har rundet udenom på de foregående omgange og sætter farten op til den allersidste slutspurt- det er helt vildt, jeg hører langt væk min navn blive råbt op som den, der nu er på vej mod mål, løfter armene op og råber i triumf, mens jeg runder målstregen! 12t56min efter jeg hoppede i vandet kan jeg nu kalde mig Ironman! Jeg får min medajle om halsen af Rasmus Henning og er helt overvældet. Jeg får et håndklæde over skuldrene og en dame konstaterer, at jeg er kold og spørger, om jeg fryser. Jeg kigger spørgende på hende og svarer ”det aner jeg ikke”, jeg kan bare mærke en indre varme og overstrømmende lykkefølelse- og en, helt ind til marven, taknemlighed overfor alle de mennesker, som både har fulgt mig gennem det seneste år, og ikke mindst til dem, der tog turen ind til løbet og heppede mig igennem og delte alle de mange store øjeblikke med mig.
Af hjertet tak, skriver jeg mens jeg fælder endnu en lille tåre
/Camilla
