Ja, det spørgsmål stillede min sambo mig for nylig, forbindelse med, at hun er begyndt at træne- for det er jo vigtigt med økologisk sportstøj, ”alle porerne står jo pivåbne og opsuger alle de farlige og usunde stoffer fra ikke-økologiske stof”, retfærdiggjorde hun sit spørgsmål med. Svaret, det kender jeg ikke, og faktisk kunne jeg mærke, at spørgsmålet irriterede mig en anelse- yderligere en faktor, jeg skal tage højde for i min planlægning og eksekvering?!?
…Og så var det, at jeg kom til at tænke lidt over prisen for det her projekt. Og her mener jeg ikke prisen på pulsur, løbesko, våddragt, (ny cykel?) proteinbarer osv, men de ofre, der ikke kan opgøres i kroner og øre. Som eksempelvis, at jeg har måttet give afkald på nogle leveprincipper, som har guidet mig i årevis. Det mest markante er, at jeg nu ikke længere er vegetar! Det har jeg været i over ti år, egentlig ikke af ideologiske overbevisninger, men simpelthen fordi jeg ikke bryder mig om tanken om, at jeg sidder og gnasker i et dyr- der er noget barbarisk over det ( i modsætningen til at iføre mig dyr i form af min yndlings(skind)jakke- og mine støvler og sko er jo heller ikke ligefrem produceret af kunstskind, men lad nu det ligge…). Så ja, det var enden på en epoke. Jeg trapper langsomt op med kødet, ligesom jeg med sikkerhed ved, at der er en masse forskelige slags, jeg aldrig kommer til at spise, men hver gang jeg kan mærke, at jeg kan liste noget kød ind uden at få akutte brækfornemmelser, så gør jeg det.
Et andet kostelement, jeg har måttet give afkald på, er mindst muligt sukker- jeg HAR forsøgt at dække mit energiindtag gennem grønt og sunde ting, men det er som om, der skal voldsomt mange gulerødder til for at få én igennem de længere træningspas. Forsøget på at frasortere sukker er ikke min egen idé, og nej, den er heller ikke inspireret af diverse dameblades- styret med hård hånd af en chefredaktør, der givetvis stammer fra speltmødrenes segment- forsøg på at prædike sandheden om det gode liv. Den er derimod et resultat af tidligere konsultationer hos en akupunktør, som jeg har besøgt for at forsøge at få bugt med et skrantende immunforsvar og mange mavekramper- og det er da sikkert ikke super sundt med hverken sukkerbarer eller med neonblå ”blue strawberry” energidrik! Ikke desto mindre når man fleste af os vel bare før eller siden til den konklusion, at convenience er en faktor, der tæller- ellers bliver man jo nødt til at strukturere hele sit liv omkring træningen, i en endnu højere grad end tilfældet allerede er det.
For et år siden var jeg frivillig i Indien, boede i en Ashram, levede af dahl, ris og chai og dyrkede masser af yoga. I det hele taget en meget asketisk levestil- som, indrømmet, ikke er noget jeg egentlig længes efter at vende tilbage til. I dag er mit liv omtrent den diametrale modsætning- godt opmuntret af vor kære holdleders mantra om, at ”det sgu er vigtigt at udstyret ser godt ud”- æstetik var ikke ligefrem Hare Krishna-tilhængernes 1. prioritet for nu at sige det mildt… Men det er vel i virkeligheden kontrasterne, skønheden findes- nå, nok lommefilosofi og tilbage til noget mere jordnært; frikadeller. Jeg glæder mig nemlig nu alligevel lidt til for første gang i mange år, 2. juledag at kunne gøre holdt ved fadet med min tantes utroligt velduftende sønderjyske frikadeller, og at jeg rækker til fadet med tarteletter med høns i aspargers, det skal jeg heller ikke kunne udelukke. Medisteren og flæskestegen derimod, den kan I få for jer selv.. Og at mit ironmanmål er prisen værd, upåaget at jeg må gå på kompromis med økologi og minimering af sukker og syntetiske stoffer, det tvivler jeg ikke så meget som et nanosekund på! I dag har programmet alene budt på restitution aka. core og styrke, men jeg glæde mig allerede som, som, som et lille barn glæder sig til juleaften til at skulle spinne et par timer efterfulgt af en løbetur igen i morgen…
