Best runningtechnique ever! (Dibaba's 10K world record)

God is a DJ

Frekvensen af mine indlæg er ikke just imponerende for tiden, jeg ved det og beklager! Som et plaster på såret deler jeg lige mit pt. yndlingsnummer at træne til. Det er min all time favourite instruktør, der spiller det, og dét siger jeg, når endorfinerne og adrenalinen drøner rundt i kroppen i forvejen og det her nummer så pludseligt blæser ud af højtalerne, så er der ingen grænser for hvor meget jeg kan træde igennem! Det er meget få tanker, der bliver produceret under det sæt- og dem der kommer har jegstort set ingen erindring om efterfølgende, så meget i trance er jeg, men jeg mindes dog, at det ved mere end en lejlighed har strejfet mig "godt nok er outfittet et noget andet, men bortset fra det, så er det præcis det samme som at stå på et dansegulv, påvirket af bobler, og fyre den af til et fedt nummer..."- yes, SÅ meget uden for pædagogisk rækkevidde er jeg.

Status: træning kører dom den skal, skinnebensbetændelsen holder sig i ro, og jeg er begyndt at løbe igen, helt fantastisk. Ikke mindst fordi jeg forrig søndag var på poserunning workshop og fik analyseret min løbestil (som er ALT for energikrævende men med stort potentiale) og fik teknikfifs til hvordan jeg optimerer den- så det er jeg gået i gang med at øve mig på. Jeg uploader her videosekvensen vi fik demonstreret, og selv om jeg ærligt talt er meget langt fra at føle mig i hendes (løbe)sko, så kan jeg sagtens se idéen i det... :-)

Forsat forrygende forårs-solskins-søndag til alle,

Camilla

Mark Knight & D.Ramirez V Underworld - 'Downpipe' on Toolroom Records!!

Stillingen ved pausen er...

Hvorfor hedder underoverskriften på din blog "Blod sved og tårer"…? Det spørgsmål dumpede ind i min Facebook indbakke for nyligt. Og det efterlod mig egentlig helt lamslået- for jeg havde jo bare tyet til en gammelkendt kliché, da jeg navngav den ved oprettelsen i august, kort tid efter at jeg stod med startnummeret i hånden. Siden har jeg ikke skænket det en tanke- i hvert fald er det ikke noget, jeg har reflekteret over. 

Lamslået blev jeg af to grunde. For det første, fordi jeg blev vildt ærgerlig over at formidle det indtryk, at jeg  alene synes, at mit ironman-mål koster. For ja, på udgiftsiden, så investerer jeg ved gud blod, sved og tårer-  med en klar overvægt af sved ;-) Men jeg har jo slet ikke inkluderet indtægtssiden, som på alle måder efterlader det regnestykke helt ude af balance, for der står langt mere på indtægtssiden end på udgiftssiden!

Efter på den måde at lægge ud med at afvise spørgsmålet prompte, stopper jeg alligevel op og tænker nærmere over det. Og jeg kommer frem til, at der egentlig er tale om lidt af et paradoks, for på den ene side siger jeg, at jeg bliver overrasket over, at jeg ikke får talt om, hvor meget jeg smiler og glædes over min træning og processen frem mod målet. Men på den anden side ligger der i de efterfølgende refleksioner en undren over, om der også er noget sandhed i præmissen i spørgsmålet? I hvert fald  overvejer jeg, om jeg alligevel, ubevidst, til tider tænker lidt mere på, hvad det koster mig end på, hvad jeg får ud af det? Jeg må jo indrømme, at jeg med relativt jævne mellemrum her i den første halvvej har hørt mig selv italesætte mit projekt og min hverdagspraksis  med en terminogi, der er er funderet i ord som disciplin, pligt, nødvendigt.

Jeg  tror på, at man delvist producerer sin virkelighed igennem sin diskurs. Derfor har jeg nu har jeg besluttet at starte 2 halvvej på med en mere lystbetonet diskurs- og praksis- for jeg har jo mere end noget andet sat mit mål med udgangspunkt i, at jeg har lyst- og at jeg kan- og ikke med udgangspunkt i, at jeg skal! Og så er jeg rigtigt spændt på, om det resulterer i flere eller færre hakker i min træningsdagbog, det tager jeg en status på om et par uger...

Energiindtag-den 4. disciplin?

Hvor svært kan det egentlig være at spise rigtigt- og ikke mindst nok? Meget svært, konkludere jeg (endnu engang) i går. Lørdagen stod på et fuldgyldigt tri-program med først 1900 meter svømning, derefter et 3-timers spinningpas med mange, lange og max hårde intervaller og til sidst en løbetur.

Tidligt op, vågnede endda af mig selv lige inden vækkuret ringede kl. 07.30, og satte straks min havregrød over- der skal jo noget morgenmad indenbords inden sådan et dagsprogram, og den skal tilmed helst have lov til at synke bare lidt ned, inden jeg springer i baljen- er ikke så rart at have en grødtung mave til at trække en ned mod bassinbunden! Jeg pakker jeg et par bananer, et æble, en bolle, en frugtstang og en stor energibar og smider ned i tasken med træningstøj, der er pakket dagen i forvejen- til så mange discipliner kræver det lige lidt mere omtanke at få det hele med, end jeg tør tiltro mig selv kl. 08 lørdag morgen. Kl. 9 er det hurtigt ud af døren og afsted mod Bellahøj, hvor svømningen finder sted. Jeg har aldrig været i Bellahøj før, men synes det er skønt svømmestadion, ikke mindst pga det fantastiske lysindfald, der med lidt god vilje gør, at man kan bilde sig selv ind, at man plasker rundt i havet på LaSanta- og pga de gode 50m baner- så bliver man trods alt ludt mindre rundtosset af de mange baner frem og tilbage. Vi svømmer en times tid frem til kl. bliver 10.40 eller sådan noget, og tager derefter videre ud til Fitness.dk på Østerbro, hvor spinningen finder sted- det er coach Rørbæk, der står for dagens interval, og hans instrukser er meget klare- de går på to ting, den ene selvfølgeligt hvad der skal ske rent træningsmæssigt "skru mere belastning på og stik af ”fra feltet” de næste 20/40/60 sek” eller hvad det nu måtte være- og så energiindtag- hver 20.min ca, ”ellers får I altså rigtigt rigtigt tunge ben og det kommer til at føles væmmeligt hårdt, I kan slet ikke følge med og løbeturen bliver et rendyrket helvede”... 

De første mange sæt går rigtigt fint, min puls er så højt oppe som den skal være, ca.75%, og sveden løber af mig- jeg er ikke sulten, nåede også lige at spise en bolle efter svømningen og føler ikke behov for energiindtag- jeg spiser derfor bare hver anden gang- det må være nok, jeg plejer også bare at spise en enkelt banan på to spinningsæt- efter 80 min siger coach R, at det er omkring nu, at vores puls vil begynde at opføre sig mærkeligt, hvis ikke vi har spist nok- nærmest på sekundet begynder min at droppe, jeg er i forvejen blevet en smule småsvimmel og synes, at 10-minutters intervallerne er frygteligt lange. Det bliver kun værre, og jeg henter en af de overskyende energibarer, der bliver disket op med i dagens anledning og spiser noget af den og noget af den, jeg selv har med- i næsten en halv time kæmper jeg helt vildt, pulsen bliver ved med at ligge markant under det niveau jeg startede på, og det er ærligt talt ikke særligt sjovt. Jeg må erkende, at det er helt tydeligt, hvad der sker; outputtet er kun så godt som inputtet, og mit har været alt for dårligt- det er ikke første gang det sker- men jeg lover mig selv, det er sidste! Jeg er pænt arrig på mig selv over at disponere så dårligt, fordi det betyder, at jeg ikke får det optimale ud af at tilbringe 3 timer på den cykel- og godt nok er det sjovt, men så sjovt er det heller ikke! En lille halv time senere begynder jeg at få det lidt bedre  igen, benene er lidt mindre tunge, og pulsen rykker opad, men det kunne helt sikkert have været bedre.

Jeg er som sagt irriteret på mig selv, men et foredrag tidligere  på ugen om motivation gjorde meget ud af at fortælle, at vi skulle tage de dårlige ting og gøre til gode- så jeg tager mindet om den efterfølgende løbetur med forårssolen i ansigtet med mig, sammen med læringen om, at nu skal jeg altså til at høre efter, når der bliver sagt energi energi med mig! Alt i alt et fint og lærerigt pas og i øvrigt første gang med de tre discipliner direkte efter hinanden- nu skal jeg bare havde den 4. med, energien. Næste lørdag er det same procedure- jeg glæder mig allerede, ikke mindst til at ”blive hørt i dagens lektion”.