Jels ½ Ironman, 2:88:21

Med et stort smil, løftede arme og de ømmeste stænger kan jeg se tilbage på min første halvironman. Den blev lavet i søndags i det sønderjydske. Distancen hed 2 km svømning, 88 km cyckling og 21 km løb og tiden endte på 5t49m. Det er måske ikke det hurtigste der er set inden for denne disciplin, mne det gør ikke min følelse af succes mindre J

Svømningen er stadig min største udfordring, ikke mindst min kamp mod søsygen taget i betragtning. På lørdagens køretur mod det jyske øser regnen ned og vindmøllevingerne raser afsted som et andet piskeris, min bekymringaftager ikke just- godt nok skal svømningen foregå i en sø, men altså, der kan jo også opstå bølger i en sådan. Nå, men jeg beslutter, at det så måtte blive en ilddåb og en øvelse i at finde ind i mig selv, se dæmonerne i øjnene og kæmpe det bedste jeg har lært. Søndag morgen ringer vækkeuret kl. 7, men langt inden har jeg slået øjnene op helt af mig selv og til min store lettelse konstateret, at både regn og vind er blæst videre mod andre himmelstrøg i løbet af natten. Jeg folder hænderne og sender en lille tak afsted til de vejrguder, som har lytte til mine bønner.

Den næste times tid bruger jeg på at indtage min morgenmad, grød, banan og rugbrød med peanut butter og nuttella, og en kaffe- decaf. Jeg har nemlig været på afvænning en sidste uges tid, så jeg senere på dagen, et sted ude på løberuten, kan snuppe et par koffeinpiller og få et energikick. Efter den foregående aftens forsøg på at carbloade kan jeg konstatere, at jeg stadig har en smule ondt i maven og det går noget trægt med at få morgenmaden ned, men jeg lykkes med det meste af den.

Vi kører afsted mod Jels og får hentet startnummer, stillet cyklen og resten af grejet op i skiftezonen, og pludseligt nærmer kl. sig 10, hvor racet begynder. Lige inden er der en briefing, hvor vi bl.a. får at vide, at vi skal svømme rundt om bøjerne én gang, løbe op på bredden og så svømme den en gang til- meget publikumsvenligt, men lidt forvirrende. Og så står vi alle på bredden og er klar til nedtælling- 10, 9, 8- jeg retter en sidste gang på mine ørepropper- 7, 6, 5, 4,3,2,1- AFSTED. Jeg har stillet mig bagerst i menneskeflokken og driver ud i søen sammen med de andre. Med mig har jeg Martin, min træningspartner in crime, som har lovet at svømme ruten med mig, eftersom han selv udgår efter svømningen pga skade- det er jo luksusforhold at have sin egen coach til at ”holde mig hånden hele vejen”- men det virker, for efter 25 minutter er jeg oppe på bredden og igennem 1. runde. Svømningen går helt fint, stabilt og roligt, og næsten uden klaustrofobiske trækninger- og helt uden søsyge. Og efter i alt 52 minutter er jeg heæt oppe på bredden og på vej mod skiftesonen- og hurra, jeg er ikke engang den sidste!

Afsted mod cyklen og af med våddragten på vejen, ind med et par bananer og på med strømper, cykelsko, handsker, løse ærmer, startnummer, pulsur og hjelm- puha, det er vist det hele.

Jeg drøner afsted på min cykel, ved godt mod og glad over at svømningen er veloverstået. På cyklen bliver jeg overhalet af nogle hurtige mønd med pladehjul g hele pivtøjet, mne ellers ligger jeg ret alene gennem første runde. På anden rundeud af de i alt 4 begynder jeg derimode at overhale, og det fortsætter egentlig resten af vejen- dog ikke uden at også jeg bliver overhalet, og når ret skal være ret ker det nok lidt oftere, end det førstnævnte.

2t51m senere ruller jeg i mål. Cyklingen er gået helt planmæssigt, eller måske lidt hurtigere, mit pulsur er tydeligvis defekt med en visning på 89 pulsslag pr/minut, så mpske kører jeg lidt hårdere end jeg bør- men det er jo kun en halv, og det rigtige ironman pace kan jeg altid øve.

Jeg får dog ikke spist alt det jeg skal pga fortsatte mavesmerter og en enkelt gang opkast, men ellers går det fint. Med et stort smil parkerer jeg cyklen og hopper i løbeskoene, tager bæltet med mine gels, koffeinpiller og iPod og suser afsted. Jeg frygter lidt mine knæ for de har brokket sig en smule på cyklen, men helt overraskende opfører de sig virkeligt pænt- ingen brok! Løberuten er ligeledes en strækning, der skal løbes 4 gange, og efter 27 mintter kommer jeg rundt første gang. Jeg har det rigtigt godt, men alligevel er det skøbt at få opmuntrende råb sendt efter sig fra familie og Martin. 2 runde går lige så fint, helt stabilt. Jeg snupper alligevel en koffeinpille få lige at få lidt ekstra, og en enkelt kop med energidrik og en med vand. Gels har jeg droppet, fordi jeg ikke orker at provokere min mave yderligere, og jeg kan mærke, at mine energireserver er ok. 27 minutter efter runder jeg anden runde. PÅ 3 turen begynder det at gøre lidt ondt i mine ben, og jeg bliver lidt træt, men kan efterhånden også se en ende på det, og ikke mindst en tid på under 6 timer- 5.50 bestlutter jeg at gå efter. 4 og sidste runde bliver mine lår mereog mere trætte, men jeg hvæser til mig selv, at der kun er en latterlig dhl-stafet runde tilbage, og at den bare skal i hus. Jeg kæmper for min tid, og pludseligt kan jeg se målstregen- 5t49minutter står der på timeren, da jeg i fuld firspring løber over den, hurrraaaaa, fedt fedt fedt.  Glad, stolt og svedig er jeg!Og ikke mindst en del erfaringer rigere. Det går godt, jeg var ikke engang rigtigt træt bagefter, men jeg har en stor udfordring med at indtage energi nok til at kunne holde den kørende over dne fulde distance. Det er noget af det jeg skal arbejde på de næste 8 uger. Jeg har holdt fri de sidste par dage, men i dag kan jeg igen gå forlæns ned af trapper uden at mine lår skriger, så i morgen går jeg i gang igen J

Den lunefulde bølge blå

Længe siden jeg sidst har opdateret bloggen- endog meget længe siden! Jeg kan kun konstatere, at en hverdag med fuldtidsjob og et intensiveret træningsprogram bliver helt lagt ned, når der ryger en boligjagt oveni…

Som nogen måske har set i mit seneste indslag med Politiken går det godt med træningen, men hele skiftet til udendørsscenen har krævet en del ekstra tid og noget omstilling. Når det er sagt, er træningen så også blevet langt sjovere, jeg er især super begejsret for at drøne afsted på landevejene på min rasende hurtige enkeltstartssykel!

Det er masser af ting jeg kunne og gerne vil berette om. For ikke at kede læseren med en beretning der går i øst og vest, vil jeg fokusere på min første halve distance; 2 km svømning, 90 km cykling og 21 km løb, der venter lige rundt om hjørnet http://www.triathlon-jels.dk/

Den store udfordring heri er udendørssvømningen! Det går lidt op og ned med det svømning altså, især har jeg haft store udfordringer med at vænne migtil den klaustrofobiske følelse af at have spændetrøje, også kendt som våddragt på! I starten begyndte jeg at hyperventilere i selvsamme øjeblik som lynlåsen strammede dragten (læs: korsettet) ind. Jeg testede den først indendørs, og langsomt begynder det at blive bedre. Forbedringen indfandt sig især, da jeg rykkede udenfor og begyndte at kunne se en nytteværdi i dragten, nemlig at den faktisk hjælper mig med at holde varmen J Havsvømningen udøste dog så akut to NYE udfordringer, nemlig 1) At føle sig komfortabel i mørkt, tangfyldt og uroligt vand og 2) Jeg bliver hamrende søsyg, når bølgen blå "blidt vugger mig afsted" :-/

Det med tangen har jeg formået at acceptere, og ved hjælp af intensivt vejrtrækningsfokus er jeg ved at få kontrol med den del af hjernen, som spiller mig et pus og forsøger at bilde mig ind, at det er væmmeligt at svømme rundt i så megen natur- og at det i øvrigt er ligegyldigt, at jeg ikke kan nå ind til og op i sikkerhed på kanten på max fem armtag- der sker jo ikke noget derude, jeg har flere gange testet dragtens evne som redningsvest og smidt mig om på ryggen- og jeg bliver altså liggende lige så fint i havoverfladen, helt uden at gøre noget som helst for det.

Hvad værre er, den søsyge, den ved jeg i skrivende stund ikke, hvordan jeg skal takle! Det er især nogle steder, hvor der er lidt mere strøm og bevægelse i vandet, at den indfinder sig. I går måtte jeg stoppe op med voldsom kvalme flere gange, og da jeg kom op af vandet efter mine 1200 m, måtte jeg blive liggende længe på broen- tilstanden minder til forveksling om en voldsom gang tømmermænd- hvilket jeg synes er aldeles uretfærdigt, når jeg nu ikke har haft fornøjelsen af en boblende brandert forud for kvalmen :-/ Godt nok er svømning udendørs langt sjovere end inde i en klorbalje, but still… Indtil videre glæder jeg mig blot over, at næste weekends udfordring skal finder sted i en sø, der er forhåbentlig lidt mindre bølgegang. Og så researcher jeg videre både i praksis og på google i håbet om at finde en løsning på problemet. Som jeg siger det, det gode ved den her sport er jo, at hver dag bringer en ny (og totalt uforudset) udfordring... :-)