mandag den 13. juni 2011

Den lunefulde bølge blå

Længe siden jeg sidst har opdateret bloggen- endog meget længe siden! Jeg kan kun konstatere, at en hverdag med fuldtidsjob og et intensiveret træningsprogram bliver helt lagt ned, når der ryger en boligjagt oveni…


Som nogen måske har set i mit seneste indslag med Politiken går det godt med træningen, men hele skiftet til udendørsscenen har krævet en del ekstra tid og noget omstilling. Når det er sagt, er træningen så også blevet langt sjovere, jeg er især super begejsret for at drøne afsted på landevejene på min rasende hurtige enkeltstartssykel!

Det er masser af ting jeg kunne og gerne vil berette om. For ikke at kede læseren med en beretning der går i øst og vest, vil jeg fokusere på min første halve distance; 2 km svømning, 90 km cykling og 21 km løb, der venter lige rundt om hjørnet http://www.triathlon-jels.dk/

Den store udfordring heri er udendørssvømningen! Det går lidt op og ned med det svømning altså, især har jeg haft store udfordringer med at vænne migtil den klaustrofobiske følelse af at have spændetrøje, også kendt som våddragt på! I starten begyndte jeg at hyperventilere i selvsamme øjeblik som lynlåsen strammede dragten (læs: korsettet) ind. Jeg testede den først indendørs, og langsomt begynder det at blive bedre. Forbedringen indfandt sig især, da jeg rykkede udenfor og begyndte at kunne se en nytteværdi i dragten, nemlig at den faktisk hjælper mig med at holde varmen J Havsvømningen udøste dog så akut to NYE udfordringer, nemlig 1) At føle sig komfortabel i mørkt, tangfyldt og uroligt vand og 2) Jeg bliver hamrende søsyg, når bølgen blå "blidt vugger mig afsted" :-/

Det med tangen har jeg formået at acceptere, og ved hjælp af intensivt vejrtrækningsfokus er jeg ved at få kontrol med den del af hjernen, som spiller mig et pus og forsøger at bilde mig ind, at det er væmmeligt at svømme rundt i så megen natur- og at det i øvrigt er ligegyldigt, at jeg ikke kan nå ind til og op i sikkerhed på kanten på max fem armtag- der sker jo ikke noget derude, jeg har flere gange testet dragtens evne som redningsvest og smidt mig om på ryggen- og jeg bliver altså liggende lige så fint i havoverfladen, helt uden at gøre noget som helst for det.

Hvad værre er, den søsyge, den ved jeg i skrivende stund ikke, hvordan jeg skal takle! Det er især nogle steder, hvor der er lidt mere strøm og bevægelse i vandet, at den indfinder sig. I går måtte jeg stoppe op med voldsom kvalme flere gange, og da jeg kom op af vandet efter mine 1200 m, måtte jeg blive liggende længe på broen- tilstanden minder til forveksling om en voldsom gang tømmermænd- hvilket jeg synes er aldeles uretfærdigt, når jeg nu ikke har haft fornøjelsen af en boblende brandert forud for kvalmen :-/ Godt nok er svømning udendørs langt sjovere end inde i en klorbalje, but still… Indtil videre glæder jeg mig blot over, at næste weekends udfordring skal finder sted i en sø, der er forhåbentlig lidt mindre bølgegang. Og så researcher jeg videre både i praksis og på google i håbet om at finde en løsning på problemet. Som jeg siger det, det gode ved den her sport er jo, at hver dag bringer en ny (og totalt uforudset) udfordring... :-)

5 kommentarer:

  1. Hey Camilla,

    Et lille råd fra en gammel sejler, og i nuværende triatlet.
    Ingefærpiller tager søsyge. De er super effektive, og har virket for alle dem jeg sejlede med, med hang til søsyge. Og så er det jo et naturprodukt! Du kan købe dem i matas osv. vil jeg tro, og det er da værd at prøve, for det andet er jo noget skidt.
    Håber det virker

    /Troels

    SvarSlet
  2. Hej Miss CC :o)

    Det skal nok komme, tag det roligt og giv dig tid til at vænne dig til de nye omgivelser og nyde det :o)
    Som sagt ovenfor ingefær virker, og kender et australsk mærke som formentlig kan bestilles over nettet, det hedder "travelcalm" - der er bla naturprodukt med ingefær imellem varianterne. Vi blev på dykkerturerne anbefalet at spise dem no matter what, for er man først søsyg, så varer det resten af turen. Og ved dykning er det jo ret relevant ikke at blive døsig at den medicin man indtager. Det kan være jeg har nogle tilbage. -Men ellers ja matas og naturmedikamenter.
    Varme knus

    SvarSlet
  3. Til min første triatlon fik jeg også begyndende søsyge, men det var heldigvis kun 950 meter svømning, så det var ovre inden jeg blev rigtig dårlig.

    Personligt er jeg ikke overtroisk, så i stedet for diverse crap-produkter brugte jeg til min triatlon i går ørepropper (nogle gule nogle købt i Matas for 6 kr.). De hindre vandet kommer ind skader de balanceevne .. der bl.a. kan give søsyge.

    Hvis det ikke er nok med ørepropper kan du købe Sepan købt på apoteket mod søsyge. Koster vist lige over en krone pr. stk.

    Så ser jeg i øvrigt frem til, at vi skal i konkurrence sammen i Jels. Puuuha det er en lang distance.

    SvarSlet
  4. Hej alle, tak i bunker for de gode råd :-)

    Jeg må i gang med at eksperimentere lidt mere indtil jeg forhåbentlig snart finder en løsning, der virker... O så må Jels jo bare komme an, min debut på så lang en distance- håber på godt vejr, men forbereder mig på regn og storm.

    SvarSlet
  5. Jeg vil også anbefale ørepropper.

    Personligt kan jeg overhovedet ikke svømme uden, heller ikke i svømmehal.

    De billige E.A.R. til under 5,- er fine, bare put dem i ørerne inden du får våde fingre og ører, så sidder de fint i minimum 90 minutter, og det burde være nok.

    SvarSlet