Back in the game

Som jeg skrev sidst, har jeg været hårdt plaget af en skade- altså ikke af den fysiske slags, men den psykologiske slags, opstået på baggrund af et pludselig og knaldhårdt motivations-knockout. Men lige så pludseligt som den opstod, er krisen nu afblæst J Opskriften? Gode trivenner, disciplin, tålmodighed og Garmin 310XT (super fedt pulsur med alverdens funktioner, for de ikke-inviede ;-) )!

Som jeg også skrev sidst, så er jeg jo typen, der taler om følelser og tilstande, og jeg nåede da også at berette vidt og bredt om min motivationskrise. Sjovt nok, var responsen fra flere ”Dejligt, nu er du pludseligt blevet helt menneskelig”. Mit standardsvar var naturligvis en forsikring om, at det var forbigående ;-) Men ved nærmere eftertanke, så er jeg ikke sikker på, at jeg er enig i mine omgivelsers opfattelse. Altså, det med at jeg er menneskelig, bevares, vel er jeg så- men i, at det var motivationskrisen, der for alvor gav mig et menneskeligt ansigt. For tidligere, var alt min træning langt hen af vejen drevet af lyst, og det er vel netop det, der i vid udstrækning kendetegner mennesker, at det nemmeste er at give efter for lysten. Under krisen derimod, var det ikke længere lyst, motivation eller inspiration, men rendyrket disciplin, der drev værket- og dét synes jeg snarere kræver en overmenneskelig indsats.

Men som set så mange gange før, efterfølges gråvejr af opklaring, og på samme vis som luften ofte føles friskere og renset, føler jeg mig friskere og udrenset- væk er de negative overbevisninger, og present er i stedet min nyfunde overbevisning og tro på, at jeg godt kan rejse mig efter en krise og ikke blot komme igen, men komme endnu stærkere igen! Og dét er fedt! Inden for de seneste 3 dage har jeg nået at løbe 8 km, spinne 120 i de absolut øvre pulszoner, løbe 12 km, styrketræne og svømme 1600 m. Ja ja, det er ikke så imponerende som det kunne være, men jeg har sparet op til i dag, hvor jeg skal løbe små 20 km efterfulgt af forhåbentlig 2 spinningtimer, hvis ellers jeg kommer på holdet- og hurra, nu glæder jeg mig igen, som et lille barn glæder sig til en tur i TIVOLI, og derfor ved jeg med sikkerhed, at krisen er afblæst. God træning til de tri-aktive og til alle I andre ønsker jeg bare en fortsat go’ søndag J

Here comes the rain

To grader, regn og gigantiske vand/smatpytter, nej, at vejret er trist er næppe kommet bag på nogen. Til gengæld er det kommet en smule bag på mig, hvad det gør ved min motivation! 

Det er søndag formiddag, og jeg kan slet ikke tage mig sammen- Lysten til at tage ud på eftermiddagens løbetur er lige præcist et stort, fedt, rundt 0. Det er heldigvis ikke sådan, at jeg tænker, at jeg aldrig gider træne igen, eller at jeg ikke gider Challenge, men lige nu gider jeg bare ikke. Om jeg er den eneste på tri-holdet, der har lidt udfordringer med motivationen i ny og næ, det ved jeg faktisk ikke- det er i hvert fald ikke noget, vi rigtigt taler om. At det ligefrem er et tabu, tror jeg egentlig ikke, men måske handler det bare om, at de, der ikke gider, giver (tale)stafetten videre og så forsøger, mentalt set, at lægge sig på hjul af de andre. Og det er nok egentlig en meget god strategi, men ikke desto mindre kan den være lidt svær at implementere for en som jeg selv, der er vokset op med en terapeutmor og en indstilling om, at vi taler om følelser og tanker, også de forbudte, med præmissen bundet op i, at de ellers vokser de sig større end nødvendigt er. Så nu taler jeg lige lidt om det her… 

Jeg ved ikke rigtigt, om noget af min manglende motivation er direkte afledt af, at jeg i går valgte at gå ud og drikke et par drinks med en veninde, velvidende at flere af mine medkombattanter på selv samme tidspunkt var i færd med at løbe en 24-timersstafet. Var som om, at det satte min egen præstation, vilje og formåen lidt i relief. Intervalløb en hel nat igennem, det fik det altså ikke til at kilde i maven på mig lige der- og så er jeg nok kommet lidt i tvivl om, hvorvidt jeg har samme kaliber som alle andre. Også selv om det måske lige så meget handler om et fravalg, som det handler om, at det ville være en fysisk umulighed. Og ja, hele den episode har nok haft en indvirkning på min motivation og mine tanker om forløbet.

Jeg ved egentlig ikke, om jeg havde forestillet mig, at min motivation ville være en opadgående kurve igennem hele forløbet, eller som minimum bare en konstant. Jeg tror det ikke. Og ud fra den betragtning er det nok meget naturligt, at det er nu, den daler lidt. Den første begejstring, kuldegysningerne og yai-følelsen over at have indløst et startnummer til Challenge er mindre præsent, end den var umiddelbart efter. Og omvendt er der stadig så længe til, at det føles som en lidt diffus begivenhed om mange måneder. Hvis jeg skulle lave en parallel til selve racet, så befinder jeg mig vel et sted ude på cykelruten. Swim er (vel- I hope)overstået og den indledende adrenalin er aftagende, der er lidt langt mellem tilskuerne og målstregen er alt for langt ude i horisonten til at jeg kan ane den. Det lange seje træk skal med andre ord køres nu. Og så kan man jo ikke bare give op!

[Jeg forlader her skriveriet for at tage ud og svømme- det må blive den midlertidige kompromisløsning…]

… Og nu retur, med den glædelige konstatering, at jeg kan afrapportere fra dagens swim-pas uden at bryde det tidligere løfte om, at jeg først ville skrive om svømning igen, når der er fremgang. Jeg plejer kun at svømme 1000 m hvorefter jeg springer op af vandet og stormer derfra med en altoverskyggende øv-følelse. Dagens høst blev på intet mindre end det dobbelte, 2000 m på lige under en time- jaja, godt nok med pull-boy* det meste af tiden, but still- jeg er helt godt tilfreds. Ikke mindst fordi jeg for første gang ever føle mig afslappet og ikke havde en eneste klaustrofobisk, hyperventilerende nærdødsoplevelse :-D

Og så har jeg tilmeldt mig en halv ironman i mit hjemstavnsområde, Jels, til juni måned. Et delmål, jeg allerede nu kan mærke højner motvationen. 

God søndag til alle,

kh Camilla

* Nej, en pull boy er ikke en lille dreng, der placerer hænderne på svømmerens baller og skubber denne gennem alle de 80 baner (kunne ellers være helt rart), men en kork-agtig ting, man kan placere mellem knæene for lidt opdrift til benene

Test del II- ubevidst inkompetent?!?

Så har vi været igennem test nummer to. I alt sin enkelthed går det ud på at løbe 2.5 km så hurtigt som muligt og i at svømme så langt som muligt på 30 min. Hvorfor det er så korte distancer, det ved jeg egentlig ikke, som sådan handler det jo ikke om at være lynende hurtig, men om at kunne bære den hjem på den lange distance. Anyways, jeg gør bare som der bliver sagt, trods alt var gennemførelsesprocenten på sidste års deltagere fra Fitness.dk imponerende.

Første gang jeg tog testen foregik den på løbebånd, men som jeg vist allerede har bekendtgjort, er jeg blevet hooked på at løbe udendørs, og den dødsyge trædemølle lader jeg derfor andre om at stå i kø til. Derfor blev det udenfor denne gang, med en noget højere stigningsprocent til følge og diverse forhindringer til at stå i vejen for en god tid- jeg blev derfor svært overrasket over at konstatere, at jeg skar 35 sek. af sidste tid og kom igennem på 11.05 min. incl. tre 180 graders vendinger- wuhu,  der sker noget på løbefronten! Jeg har hele tiden set to ud af de tre discipliner som kæmpestore udfordringer, men som det ser ud nu, er jeg faktisk blevet rigtigt gode venner med mine løbesko og med min krop i dem. Jeg har stadig de lange distancer til gode, Nytårsaftensdag deltog jeg i Änglemarkløbet og tilbagelagde 15 km på ca.1t20 min, en af mine længste distancer. Nu ser jeg frem til at begynde at trappe op mod halv-marathon distancen.

Jeg har tidligere proklameret i arrigskab, at jeg ikke vil skrive et ord om svømningen, før der er fremgang at spore. For at opdatere på den del af testen må jeg delvist bryde ord, er jeg bange for. 1050 m blev det til denne gang, kun 50 m længere end sidst og, lad os nu bare være ærlige, ikke rigtigt godt vel. Til gengæld kan jeg mærke, at det (jeg) flyder noget mere stabilt gennem vandet nu, stresser mindre og har fået en god rytme i mine vejrtrækninger og armtag. Angående sidstnævnte kan jeg så afsløre, at mine triceps til min egen store forbavselse pludseligt er noget mere markerede- vi taler ikke bodybuilderagtige, heldigvis da, men alligevel er der sket en synlig forandring- nu skal jeg så bare lære at trække helt igennem. Og så skal jeg lære de der forbaskede crawlben- og at sætte dem sammen med armene. Min faster, som har dyrket meget svømning tidligere, siger, at det nok er motoriken, den er gal med- flatterende, haha :-/ Lige ud af posen, så kommer det faktisk noget bag på mig, at det overhovedet kræver motoriske egenskaber at svømme- en erkendelse,som med alt ønskelig tydelighed nok afslører, at der muligvis kan være noget om snakken- Den gode nyhed er dog så, at jeg vel dermed går fra at være ubevidst inkompetent til bevidst inkompent, nu ved jeg da i det mindste hvad det er, jeg ikke kan finde ud af, haha J Dagens allerstørste optur var derfor en post i tri-forumet fra en anden nybegynder, som glædesstrålende fortalte, at han netop havde indviet sin nye våddragt, og at den gav benene så meget opdrift, at det stort set ikke er nødvendigt med crawlben! Jeg synes måske nok, det lyder en anelse usandsynligt, men indtil jeg er blevet bedre, så lader jeg den påstand være min redningsplanke, mit mentale korkbælte, som jeg i troen klamrer mig til…