”Skåååååål, du skal da også have en scchhnaaaaps…”

At julemåneden med dertilhørende frokoster (totalt misvisende begreb, for det handler jo langt mere om alkohol end om mad), er over os, er nok ikke forbigået nogens opmærksomhed! Og hvordan går det så lige i spænd med et træningsprogram til en ironman? Hypotetisk spørgsmål, for det åbenlyse svar er jo naturligvis, at det går særdeles dårligt i spænd- faktisk går det slet ikke i spænd. Og det giver jo unægtelig nogle udfordringer og sætter store krav til selvdisciplinen- den virkelige udfordring er ikke alt den træning, man skal sige ja til, men alt det andet, man skal sige nej til. Det med at sige nej, det gik utroligt ringe forrige lørdag. Der var den helt store julefrokostevent med tri-holdet, og ganske uforvarende vadede jeg direkte ind i løvens hule. Jeg havde egentlig forventet, at der nok blev holdt en smule igen på alkoholbudgettet for de flestes vedkommende, men kan bare konkludere to ting: 1) Fri bar har den samme effekt på ALLE segmenter, inkl. seriøse ironman aspiranter, og 2) Tri-folk er ekstreme på alle måder, ikke kun med træningen, men åbenbart også i mere festligt lag og hvad angår alkoholindtagelse.

Nu skal den her blog jo ikke munde ud i dyneløfteri, så derfor vil jeg bare holde mig til at afsløre, at redbull/vodka er den mest opulære drink, og at man godt kan danse igennem med bentøj, der lige har udstået tre timers spinning med efterfølgende 8 km løbetur- MEN at det ikke nødvendigvis er lige kønt hele vejen igennem ;-)

I går stod den så på atter en julefrokost, denne gang med arbejdet. Jeg følte egentlig først lige, at jeg var ved at komme mig ovenpå forrig lørdag og stod nu igen overfor valget om, hvorvidt jeg skulle smide endnu et par ugers træning overbord. For ja, der er godt nok delte meninger om, præcist hvor skadeligt alkohol er og om, hvorvidt det ødelægger den foreståede træning eller den kommende- jeg kan bare sige, at for mit eget vedkommende har jeg i hvert fald haft lidt sværere ved at komme op i gear i starten af ugen og følt mig en smule forgiftet- og det har jeg simpelthen ikke lyst til at udsætte mig for særligt mange gange op til den store styrkeprøve. Læg dertil, at jeg har en så presset hverdag, at jeg simpelthen ikke magter at bruge weekenden på tømmermænd. Derfor traf jeg valget om at melde pas på alkohol- et valg, jeg på sin vis måtte gentage mange gange i løbet af aftenen, hvor jeg i svage øjeblikke blev fristet og tænkte, ah, man kunne jo også lige, der er jo laaaang tid til 14. august. Men udover et glas gløg og en enkelt øl, så stod jeg ved valget- lidt af en prøvelse, når julefrokosten nu blev holdt på en natklub i indre by, og folk omkring mig blev mere og mere fulde. Men jeg holdt ved, og det var jeg taknemlig for i morges, hvor den stod på to timers spinning, elite og puls, og en efterfølgende løbetur på 7 km- havde sgu nok været mere end rimeligt presset, hvis det havde været ovenpå en gedigen brandert… 

De feststemte kollegaer tog det ganske pænt, at jeg stod der som personificeringen på dårlig samvittighed og moralens vogter, klar til at logge alle de andres pinligheder- men til gengæld for, at de undlod at presse mig mere end let til moderat med gentagne bud om snaps og et enkelt forsøg på at spæde mit vandglas op med sprut, så skal jeg nok lade være med at udbasunere de hændelser, jeg har bevidnet i min ædru tilstand… ;-)

Træningen, den kommer der mere om i næste blog- det bliver også her, at jeg afslører, hvorfor der er huller i siderne på tri-sko… J

Go hard- or go home!

For et stykke tid siden skrev jeg, at jeg havde lidt svært ved at finde ud af, hvor meget jeg skal lytte til kroppen under min træning- nu har jeg efterhånden lært at skille tingene ad, så kroppen lytter jeg til- hovedet derimod ikke så meget- som en tommelfingerregel har jeg lånt følgende ved en af de super skrappe elite-triatleter : go hard- or go home!  Er det ikke helt simpelt- og helt genialt- det synes jeg J

Derfor lytter jeg ikke til hovedet, når det siger "Puha, det går lidt stærkt, skal vi ikke trække stikket og bruge resten af dagen og aftenen foran amerikanske sitcoms", men som mine manglende opdateringer på min blog nok indikerer, så synes jeg denondefløjtemig at jeg har mere end rigeligt at se til for tiden! Og jo, jeg elsker det, meeeeeeen må også konstatere, at mit forbrug at highlighter (til de mandlige læsere: noget lysreflekterende stads man putter under øjnene for at nedtone mørke skygger) er gået noget i vejret på det seneste!

Det der fylder allermest ud over arbejdet er naturligvis træningen- de der min. 12 timer (effektiv tid på cykling, løb og svømning) er selvfølgeligt størstedelen af det. Derudover ligger der så lige nu en række foredrag om alt lige fra styrketræning, kost, coretræning, løbestil, ”kun for kvinder” til udstyrsaften osv osv. Er det alt sammen nødvendigt at deltage i? Nok ikke, og jeg er flere gange gået derfra med en følelse af, at den tid nok havde været bedre brugt i min seng! Når jeg så alligevel stiller op hver gang, er det nok fordi, jeg er vildt bange for at gå glip af noget information, som er altafgørende for, at jeg kommer igennem på Race-dagen. Ind imellem er der dog også virkeligt brugbar information, som fx at det er super vigtigt at træne core-træning, altså muskulaturen på selve kroppen, centreret omkring mave og ryg, for at sikre sig en god løbestil og en god cykelstil og dermed optimere overførslen af watt fra trådet direkte ned i cyklen (hey, er jeg i øvrigt ved at udvikle en helt ny terminologi- I think so!). Nå, men det er jo dejligt at blive klogere J Det betyder dog så også, at jeg skal til at lægge mindst to- tre timers ekstra træning ind på styrke og pilates eller lignende- og så er vi altså lige pludseligt oppe på rigtigt mange timer- læg dertil den tid, jeg bruger på transport, at skifte tøj, gå i bad, vaske hår, vaske træningstøj osv…  Og den tid, jeg bruger på at researche på udstyr så som pulsure, kost, på at opdatere træningsplan, lave tests for at sikre, at jeg udviklingen går den rigtige vej osv- no wonder, at jeg ind i mellem synes, at døgnet har for få timer! Forhåbentlig får jeg på et tidspunkt (selv)tillid til, at jeg kommer igennem, og at jeg på en eller anden måde nok skal få opsnappet den afgørende information. Heldigvis er jeg jeg begyndt at lære en del andre Challenge aspiranter at kende, og mon ikke videndeling bliver en central ting mellem os- I think so, så må vi hjælpe hinanden igennem J

Jeg har adskillige ufærdige blogindlæg liggende, omhandlende bl.a. min løbetræning, hvor jeg endeligt er inde i en positiv udvikling både ift. motivation og kapacitet, hurra- i et anfald af selvindsigt og tidsrealisme konkluderer jeg, at det nok ikke bliver færdigt lige med det samme, og at det i øvrigt mister sin aktualitet inden det evt. bliver færdigt- derfor bare denne korte status til glæde for den interesserede- og til glæde for mig selv, er jo virkeligt dejligt at formulere en postitiv, optimistisk og glad sætning om løb- som nu atter er blevet afløst af svømning som hadedisciplinen-  det ignorerer jeg lige fuldstændigt i denne omgang, og først når jeg kommer til at kunne svømme 100 m uden at være ved at gå til, kommer der til at stå noget på denne blog om vand- én god ting er dog, at hver indhalering nu består af ca. 70 % oxygen og kun 30 % klorvand!

Over and out, skal have pakket træningstasken ud fra i morges- og have den fyldt op igen med udstyr til eftermiddagens træning…