Man har et standpunkt til... [tilbage i løbeskoene]

Nu forsvor jeg jo i går, at min løbetur var værdig til en online italesættelse, men hey, når man nu bliver decideret opfordret til at berette, skulle man da været et skarn, om man ikke imødekommer ønsket:-)

Jeg har som sagt fået et wildcard til at teste mit ben i går, søndag og tre dage efter behandlingen- efter hårde forhandlingen med fysioterapeuten landede vi på en midlertidig opholdstilladelse i løbeskoene på 3 km i roligt tempo. Jeg tænkte længe over, hvordan jeg skulle forhindre det blev til mere og endte derfor med at takke ja til en tur i byen med veninderne- tømmermænd skulle jo nok kunne forhindre, at jeg ville blive fristet over evne og stille til start kl. 13.50 på dagens 14/28 km Challenge pas ;-) Allerede relativt kort inde i min bytur kunne jeg dog mærke, at jeg egentlig havde langt mere lyst til at være frisk og klar til min løbetur end til at drikke masser af alkohol- lidt som om, det ville være for ærgerligt ikke at være helt mentalt på toppen og dermed forhindre sig selv i at nyde den længe ventede løbetur, så jeg hoppede på vandvognen efter bare tre genstande, og var også ret tidligt hjemme...

Søndag over middag masserer jeg benet i noget varmecreme, støver løbeskoene af og snører dem dem til på fødderne og pakker mig ind i en masse lag tøj- jeg ærgrer mig en lille smule over, at lørdagens smukke solskin er forsvundet, men ødelægge min tur og mit humør skal det ikke få lov til! Jeg starter ud med lidt opvarmning, jeg strækker og får gang i leddene og begynder derefter at lunte ud mod Søndermarken- jeg vil helst lægge det meste af ruten på blødt underlag. Jeg mærker lidt stivhed i benene og især omkring knæleddene, men skinnebenet siger faktisk ingenting. Undervejs holder jeg hele tiden øje med mit pulsur, ikke for at tjekke min puls, som da også holder sig kun moderat over hvilepulsen, men derimod for at tjekke min hastighed, som helst skal holdes på over 6min/km- altså betragteligt langsommere end det, jeg plejer! Og hold nu op, hvor er det svært! Min ansigtsgrimasse er nok meget sammensat, den ene del er et stort grin over, at det går så godt, mens den anden er helt sammenbidt over at skulle finde sig i at blive overhalet af søndagsmotionister- jeg kan nærmest ikke engang se de modløbende i øjnene, så pinligt synes jeg faktisk det er- haha, det er skørt, I know J

 Efter 1500 meter begynder jeg på en bue, så jeg atter får kurs mod hjem og gør mig stadig umage for at holde farten nede- hele tiden er jeg opmærksom på mit ben og på farten- jeg tror, jeg havde min iPod med, men jeg kan overhovedet ikke huske, hvad jeg hørte af musik, så optaget var jeg af kroppens signaler- stadig ingen brok fra benet! Efter 3500 m står jeg atter foran hoveddøren med blussende kinder- ikke af anstrengelse, men af glæde, hurra det gik super fint. Nu skal jeg så skynde mig at sende en mail til Causa og have svar på, hvad jeg må frem til næste behandling om 1.5 uges tid.

I dag, mandag, har jeg holdt træningsfri, fordi jeg var til 120 min spinning sidst på eftermiddagen i går- og godt kunne mærke, at jeg skal passe på ikke at presse citronen for hårdt, fordi jeg bliver for ivrig- jeg burde nok være stoppet efter den første del af timen, men jeg var simelthen så godt kørende- og jeg formåede trods alt at sænke niveauet lidt i sidste del. Jeg har efter træningen i går kun oplevet minimal irritationen, meget aftagende ift hvordan det har været den sidste måneds tid, og det på trods af at spinning er genoptaget og løb, nå ja, om ikke decideret genoptaget så i hvert fald smagt på, og status er en glad og optimistisk Camilla der ser sig selv stå på startlinien på Amager Strandpark om mindre end 6 måneder!

The Iron App/Momondo/Garmin connect- motivation eller selv-promovering?

”En Ironman er er først og fremmest en konkurrence med og mod mig selv”- skrev jeg indledningsvist på min blog, og jeg tror, de fleste, der stiller op, til hver en tid vil erklære sig enige- correct me, if I’m wrong…  Det er helt i overensstemmelse med kernebudskabet, om at vi i den daglige træning skal droppe at sammenligne os med andre, tage udgansgpunkt i os selv, lytte til vores egen krop og lade den diktere tempoet, som pro-triathleten Aleksander Markovic leverede til et foredrag for nyligt. Et budskab, som jeg fik indtryk af, at de fleste af os absolut godt kunne se ræson i. Derfor undrer jeg mig egentlig over den støt stigende tendens til at kunne uploade sin træning online, hvad enten det er med the iron app, momondo, garmin connect eller en helt fjerde app. Jeg gør det ikke selv, og det skyldes sådan set udelukende, at jeg endnu ikke har fået hverken iPhone eller Android- total lastmover, men jeg synes bare små 6000 kr er rigtigt mange pange for en telefon- Nu er jeg dog landet på et kompromis og der ligger en Xperia og venter nede på posthuset- om jeg springer med på bølgen må tiden vise. Men hvorfor gør vi* det? Det er jo ikke for at holde styr på vores træning, dertil bruger vi vel andre programmer der ikke har alt muligt forstyrrende Facebook støj med- så hvorfor? "IronApp enables the triathlon community on Facebook to easily share their training and race information with each other right on Facebook. Something we think is motivating, interactive and Fun" står der under beskrivelsen af App'en på fansiden. Og ja, der er helt sikkert noget motiverende i det, samtidigt med at det er en fin anledning til at kommentere på og anerkende de flotte træningsresultater som  alle mine ihærdige tri-venner disker op med, hvilket jeg med glæde gør. Men alligevel kan jeg ikke lade være med til tider at føle, at jeg er bagefter, når jeg konstaterer, hvor meget andre uploader- uanagtet at jeg selv kører på lavt blus fordi jeg stadig kæmper lidt med en overbelastningsskade og jo godt ved, at jeg gør det eneste rigtige... 

Man kan givetvis hive det her spørgsmål op på et højere, (meta)filosofisk plan og gøre sig noge betragtninger ud fra modernitetsperspektivet- fx over, hvordan alting først eksisterer, ikke bare når vi artikulerer det, men når vi oplever os selv gennem andres linse- men i er mere jordnær diskurssiv praksis, hvad betyder det mon så…? Håber nogen har lyst til at byde ind, enten her eller face-to-face... :-)

God søndag til alle derude, hvad enten den står på gåtur i skoven seriesøndag på sofaen, løb på Challengeruten eller noget helt fjerde.. Selv vil jeg tage ud og testløbe en lille tur- helt sikkert for lille til, at jeg synes den er værdig til en online dokumentation efterfølgende :-)

Camilla

  

*Skriver ”vi” selvom jeg (endnu) ikke gør det, for det kommer jeg sikkert til- og i øvrigt føles det mere tilladt at undre sig over noget, når inkluderer sig selv- så forekommer det nemlig ikke fordømmende- I hope J

Domme(ns)dag

Så oprandt dagen, hvor fysioterapeuten og osteopaten hos Causa-klinikken skulle aflægges besøg! Med lige dele frygt og forventning bevægede jeg mig derned, og kl. 14.30 trådte jeg, med let svedige håndflader og en lidt hurtigere puls end normalt, ind ad døren. Om end jeg har set close-up billeder af en tri-venindes blå ben efter behandlig for samme, var det selvfølgeligt ikke smerter og en hårdhændet behandling, jeg var nervøs for- nej, langt større var min frygt for, at jeg ville få en konklusion, jeg ikke havde lyst til at høre- en konklusion om, at mine chancer for at blive klar til den store udfordring var stærkt forringede. Så det var med bævende stemme, jeg sagde goddag og tog plads på briksen. Her blev jeg først mødt af en sand byge af spørgsmål, der gik på alt lige fra symptomerne i mit skinneben, over om jeg nogensinde havde haft slået hovedet og til mine toiletvaner(?!?). Derefter begyndte han så at tage fat for alvor. Stor var min begejstring, da jeg kunne konstatere, at selv om det gjorde ondt visse steder, så lå jeg trods alt ikke oppe under loftet med sammenbidte tænder, ligesom jeg har gjort det ved mine akupunkturbehandlinger de forrige uger. Allerede fra morgenstunden havde jeg egentlig også haft en relativt god fornemmelse. Efter en uge med fokus på svømning og ingen løb eller cykling, var jeg til min første cyklingtime og til min store glæde, var mine gener i skinnebenet minimale hele vejen igennem, så den uges pause har åbenbart også givet pote! Efter en halv times tid med undersøgelse og behandling, der indbefattede hiv og stræk, kluddermor-agtige stillinger og mærkelige termer så som 5. lændehvirvel ( I think, måske var det noget andet manden sagde), nervebaner, bindevæv og stive ribben over mellemgulvet var han klar med en slags dom. Jeg fik slet ikke fat i alt, hvad han sagde, men det var i hvert fald noget med en marginalt skæv hofte, og noget blodgennemstrømning, oppe fra mellemgulvet, som ikke var helt optimal og derfor kunne påvirke nervebanerne- og alt muligt andet, jeg ærligt talt ikke forstod- men det var altså, så vidt jeg dog kunne forstå på manden, bagateller. Det næste stykke tid skal jeg sørge for at få noget massage, der trækker musklen lidt væk fra knoglen på benet, samt selv massere to punkter på maven- to fingerbredder til højre for navlen, to fingerbredder op og en vinkel på 45grader- min forvirring var total- så jeg endte med at få ham til at markere med to store kuglepenkryds og har nu taget et flot billed med mobilen så jeg kan huske, hvor det er!  

Det jeg til gengæld både hørte med sikkerhed og kan huske er, at jeg på søndag skal løbe en kort tur- hurra, carte blanche fra en professionel til at snøre løbeskoene, som efterhånden har stået en lille måned og samlet støv- er du vimmer, hvor jeg glæder mig! Bliver helt sikkert en prøvelse at holde det til en lille kort tur, og overvejer allerede nu at lægge det relativt klods op af en vigtig aktivitet, så jeg simpelthen ikke har mere tid til rådighed end den, det tager at løbe 3 km- men altså hey, det er jo bare detaljer :-) Jeg ser virkeligt frem til både løbeturen og til forhåbentlig at kunne stemme den personlighed, som er opstået på baggrund af manglende daglige endorfineindsprøjtninger og mest af alt minder om en kombi af en humørsyg teenager og et barn i trodsalderen, hjem!

En shopaholics bekendelser- og lidt om levertran…

Så er det tid til endnu en post- tid har jeg nemlig lidt mere til rådighed af i øjeblikket, end jeg har haft længe. Og det huer mig ikke! Forklaringen er lige så simpel, som den er nedslående. Min strategi med at tage skinnebensbetændelsen i opløbet ved at bakke af på løbet og nøjes med spinning og svømning, har nemlig ikke båret frugt. Betændelsen og smerterne har ikke fortaget sig, og nu skal jeg så have mere drastiske midler i  brug. Det betyder en optrapning på behandlinger og en total nedtrapning på træning-svømning er vist det eneste, der er forsvarligt pt. Det sekundære formål med at trappe op på behandlersiden er, at der er en professionel, der kan hjælpe mig med at tage ansvar for, hvad jeg må og ikke må. For selvom jeg mange gange har reflekteret over og skrevet om at lytte til sin krop, fik jeg ikke desto mindre i går den åbenbaring, at det mestrer jeg åbenbart alene i teorien. Den indfandt sig under et fantastisk foredrag med pro-triatleten Aleksander Markovic, der i løbet af aftenen satte os tilhørere til at udføre et lille eksperiment om kropserkendelse på hinanden. Den simple test afslørede, at jeg ikke engang er i stand til at føle, hvor mange fingre, en anden person berører min arm med- jeg kan derfor også konkludere, at min subjektive vurdering af mit smerteniveau nok ikke har megen validitet og at jeg ligeledes nok ikke er i stand til at styre min træning i øjeblikket! 

For at trøste mig selv lidt- og for at fastholde overbevisningen om, at jeg nok skal nå både Challenge og alle de andre tri-stævner, jeg har tilmeldt mig over foråret/sommeren, har jeg valgt at skaffe noget udstyr- det beyder nu, at tri-cykelen, well, it’s in the bag :-D Om et par måneder bytter jeg derfor spinningcyklen ud med dette (h)vidunder fra Planet X, der virker yderst lovende! Jeg har jo sådan set allerede en racer og har været i lidt af et dilemma over, om jeg skal holde mig til den, eller om jeg skal gå hele vejen og unde mig selv oplevelsen af at køre på en rigtig tri-cykel- og ja, jeg synes ærligt talt at jeg har fortjent det sidste- så tri-cykel it is J ¨

De uindviede kan jeg fortælle, at det særlige ved den er, at vægten bliver rykket længere ind over cyklen, og at man i tri-bøjlen kan komme helt ned og ligge på overkroppen. Alt sammen med det formål at mindske vindmodstanden og blive mere earodynamisk- for når man skal køre 180km, gør man alt, hvad man kan for at gøre det bare lidt lettere for sig selv. Og så har man i øvrigt også meget let adgang til at skifte gearene, ligesom der er mulighed for at påmontere en flaske med et mcdonalds lignende sugerør på styret så man har adgang til væske uden at skifte stilling. Det betyder for det første at man skal bruge minimun kræfter på det, og at man som konsekvens deraf nok er mindre tilbøjelig til at blive dehydreret. Jeg glæder mig helt afsindigt meget til, at jeg skal ud at ræse på den, kom forår, I beg of you!!!

Levertranen fra overskriften, den er blevet en del af min daglige rutine- det skulle nemlig være stærkt anti-inflammatorisk og dermed måske kunne dæmpe lidt af betændelsen i benet- så hver morgen klemmer jeg fingrene om næsen og kyler det afskyelige stads ned- næste klamme fødevareingrediens bliver løgringe på benet og vitawrap rundt om, et andet godt råd, jeg har fået. Og det med de gode råd, dem er der masser af mennesker, der er villige til at give. Som Alexander i går sagde det; ”hvis du går ned tilbusstoppestedet, så står der sikkert en dame dernede- og hvis der gør, så har hun helt sikkert også et godt råd om sundhed. Det er nemlig noget alle sammen har en mening om…” Og det med at navigere rundt i alle de velmenende råd, det kan faktisk være rigtigt svært, især når man har en skade, som rigtigt mange har haft inde på livet- eller benet- og gerne vil dele ud af deres erfaringer om. Det er helt fantastisk- og meget forvirrende- så hvordan man navigerer rundt i dem, det kommer næste blogindlæg til at handle om. Forhåbentlig har jeg selv fundet ud af det inden.

God weekend til alle derude- og til tri-folkene, spring op på den store klinge og tag en ekstra stigning for mig :-)

Som en fisk i vandet

3,8 km svømning, jamen det er da ingen sag! Og ja, du læste rigtigt, optimismen er ikke bare at spore, næ, den er ALL over the place! 

Lørdag middag, sidder og spiser frokost med et smil, der går fra det ene øre til det andet. Lige hjemvendt fra svømmehallen og en af de helt store succesoplevelser. Allerede efter de første tag, kunne jeg mærke, at det føltes helt anderledes, mere naturligt og mere glidende. Jeg tilbagelagde de første 10 baner og stoppede lige kort ved kanten. Der stod livredderen og spurgte, om han måtte komme med et par enkelte inputs- YES please! Meget simple; 1) nakke og hoved i lige linie og kig ned mod bunden, så tyngdepunktet flyttes lidt og bagdelen kommer længere op 2) træk vejret ”i hulen”- ellers indtages helt uoverskuelige mængder saltvand når man kommer udendørs- og 3) lange tag- tæl evt. hvor få tag, der kan bruges på en bane- that’s all! Derudover, så ”har du en glimrende teknik, meget roligt og flydende!". Normalt ville jeg have responderet: ”hvem, moi”, med tvivlen malet over hele ansigtet, men i dag, da kunne jeg faktisk mærke, at han havde ret, i hvert fald beskrev han meget godt den følelse, jeg havde i kroppen. Nå, meget enkle råd, men sådan noget er jo altid lettere sagt end gjort! Ikke desto mindre gik det faktisk storartet med at få det hele indkorporeret, og pludseligt lå jeg bare og gled gennem vandet som en anden torpedo, alle flyttede sig for mig i banen- og jaja, med alle refereres mest til pensionister og andet godtfolk, men også en enkelt mandlig svømmer på samme alder som jeg selv. Endeligt, lykkedes det for mig bare at finde ind i mig selv på den meditative måde, koble hovedet fra og lade kroppen styre teknikken!

Og det er jo netop noget af det superfede ved triatlon, når man er lidt nede på den ene disciplin, som jeg er for tiden pga min skinnebensbetændelse, jamen så kan man skrue op for de andre discipliner og arbejde på at optimere teknik og udholdenhed. Så selvom jeg slet ikke har kunnet løbe hele sidste uge, så har det alligevel vist sig at blive en helt fin træningsuge. Der mangler dog noget spinning, men mandagens dobbelttime måtte jeg aflyse pga. smerter efter behandling af skinnebensbetændelse. 

uge 26	Aktivitet	mængde	Aktivitet	mængde	Aktivitet	Mængde
Man
Tirs	Svømning	1250m	Spinning	1t	Mave/core	30min
Ons	Yoga/pilates	1t	Funktionel træning	1t
Tors	Spinning	1t	Spinning	1t
Fre	Styrke	1t
Lør	Svømning	2500m	Spinning/ langren	1t	Crosstrainer	30min
Søn	Yoga	30min	Spinning	1t	Spinning

Det løb har bare ikke at være kørt

Overskriften siger det hele, bloggen her handler om løb- både som en handling, altså at løbe, og som et fænomen; et løb, der bare ikke må være kørt…

Det startede ellers så godt, det med at løbe! Jeg har trappet op over en periode, både på hastigheden og distancen og følte, at alt, hvad der hed begrænsninger, var for andre. Forrige søndag nåede jeg op på 18 km, efterfulgt af 90 min spinning og jeg var svært godt tilfreds med mig selv, ikke mindst pga et tempo, der lå lige under 5 minutter pr. km. Jo, jeg havde fået fornyet selvtillid på løbefronten og var sågar begyndt at kunne lide det, ikke bare efter jeg var kommet hjem og kunne smide det i loggen med en tilfreds mine, men også følelsen undervejs.

Allerede søndag aften, da jeg skulle sove efter den lange tur, kunne jeg så fornemme, at mit skinneben var irriteret. Jeg havde været iført et par relativt stramme strømper og tænkte, at de måske havde haft lukket lidt af for blodtilførslen, og at årsagen til irritationen skulle findes deri. Hen over natten kunne jeg ikke ligge på den højre side uden at føle betydelige gener fra benet, men jeg konstaterede det blot og tænkte så ikke nærmere over det. Det kan måske nok lyde en smule underligt? Jeg har tidligere været inde på forskellen mellem at lytte til sin krop og til sit hoved- lyt når kroppen taler, ikke så meget, når det er hovedet. Dertil kommer så en yderligere skelnen mellem at lytte til, om smerterne bare er ømme muskler, eller om det fx er ømme led. Men relativt hurtigt vænner man sig jo til, at de bare gør lidt ondt stort set hele tiden. På et tidspunkt berettede en kollega om, hvordan hun dagen forinden havde været ude at træne efter en længere fraværsperiode, og at hun var blevet noget øm, men, som hun sagde; ”det kender du nok ikke noget til, du træner jo hele tiden og er vant til det, så du bliver nok ikke øm!”. Det vil jeg gerne på det kraftigste dementere- JO, jeg kender alt til at være øm, forskellen ligger i der, men i, at jeg er så vant til det, at en latent ømhed bliver normalen. Derfor finder jeg det ikke nødvendigvis specielt ildevarslende, at jeg har ondt- og jeg glemmer måske at forholde mig til den præcise kilde til smerten. Så jeg trænede selvfølgeligt videre, det gik jo over, når jeg først var kommet i gang… I mandags var der så én, der gjorde mig opmærksom på, at det måske nok kunne være skinnebensbetændelse- ”Gør det ondt når jeg trykker her” spurgte han, mens han jog tomlen ind på på indersiden af mit skinneben, så jeg nærmest røg helt op i loftet- for av for hulan, ja, gu’ gjorde det ondt. Han fortalte, at det var der, skinnebensbetændelse som oftest sidder. I mine risikoberegninger og andre mentale kalkuler end ikke figurerer skinnebensbetændelse, jeg har jo ikke stiftet bekendtskab med det tidligere- og ud fra en rent subjektiv vurdering synes jeg jo heller ikke, det kan være rigtigt, at jeg skal lide af det, jeg lider jo af så meget andet, fx dårligt knæ! Men godt så, sådan hænger verden altså ikke sammen…

I morgen skal jeg til fysioterapuet/ akupunktur og have diagnose- og behandling. Jeg håber, at jeg har taget det i opløbet ved relativt hurtigt at indstille træningen, og at han kan yde mirakler på højde med dem, han har på mit knæ.

De mellemliggende dage har jeg sat hårdt ind på svømningen, knap 5 km sammenlagt denne uge, hidtil rekord. Og så har jeg ellers brugt tiden på at fordybe mig i yoga, core, pilates, styrke/dans kfk [kun for kvinder- den lader vi lige stå et øjeblik ;-) ]- og det har faktisk været helt ok for en lille uges tid at træne på den mere elegante og feminine måde- og jeg tror, jeg vil forsøge at skabe plads til bare en enkelt aften i ugen med den slags aktiveter- men allerhelst vil jeg bare gerne have muligheden for at komme i løbe- og spinningsko tilbage- for jeg ved jo også, at jeg først og fremmest har fundet nydelse og glæde i de dans og yoga, fordi de er en modpol til det, jeg virkeligt elsker, nemlig de sammenbidte tænder og den lange distance.

Alt godt til alle derude,

Camilla