Det løb har bare ikke at være kørt

Overskriften siger det hele, bloggen her handler om løb- både som en handling, altså at løbe, og som et fænomen; et løb, der bare ikke må være kørt…

Det startede ellers så godt, det med at løbe! Jeg har trappet op over en periode, både på hastigheden og distancen og følte, at alt, hvad der hed begrænsninger, var for andre. Forrige søndag nåede jeg op på 18 km, efterfulgt af 90 min spinning og jeg var svært godt tilfreds med mig selv, ikke mindst pga et tempo, der lå lige under 5 minutter pr. km. Jo, jeg havde fået fornyet selvtillid på løbefronten og var sågar begyndt at kunne lide det, ikke bare efter jeg var kommet hjem og kunne smide det i loggen med en tilfreds mine, men også følelsen undervejs.

Allerede søndag aften, da jeg skulle sove efter den lange tur, kunne jeg så fornemme, at mit skinneben var irriteret. Jeg havde været iført et par relativt stramme strømper og tænkte, at de måske havde haft lukket lidt af for blodtilførslen, og at årsagen til irritationen skulle findes deri. Hen over natten kunne jeg ikke ligge på den højre side uden at føle betydelige gener fra benet, men jeg konstaterede det blot og tænkte så ikke nærmere over det. Det kan måske nok lyde en smule underligt? Jeg har tidligere været inde på forskellen mellem at lytte til sin krop og til sit hoved- lyt når kroppen taler, ikke så meget, når det er hovedet. Dertil kommer så en yderligere skelnen mellem at lytte til, om smerterne bare er ømme muskler, eller om det fx er ømme led. Men relativt hurtigt vænner man sig jo til, at de bare gør lidt ondt stort set hele tiden. På et tidspunkt berettede en kollega om, hvordan hun dagen forinden havde været ude at træne efter en længere fraværsperiode, og at hun var blevet noget øm, men, som hun sagde; ”det kender du nok ikke noget til, du træner jo hele tiden og er vant til det, så du bliver nok ikke øm!”. Det vil jeg gerne på det kraftigste dementere- JO, jeg kender alt til at være øm, forskellen ligger i der, men i, at jeg er så vant til det, at en latent ømhed bliver normalen. Derfor finder jeg det ikke nødvendigvis specielt ildevarslende, at jeg har ondt- og jeg glemmer måske at forholde mig til den præcise kilde til smerten. Så jeg trænede selvfølgeligt videre, det gik jo over, når jeg først var kommet i gang… I mandags var der så én, der gjorde mig opmærksom på, at det måske nok kunne være skinnebensbetændelse- ”Gør det ondt når jeg trykker her” spurgte han, mens han jog tomlen ind på på indersiden af mit skinneben, så jeg nærmest røg helt op i loftet- for av for hulan, ja, gu’ gjorde det ondt. Han fortalte, at det var der, skinnebensbetændelse som oftest sidder. I mine risikoberegninger og andre mentale kalkuler end ikke figurerer skinnebensbetændelse, jeg har jo ikke stiftet bekendtskab med det tidligere- og ud fra en rent subjektiv vurdering synes jeg jo heller ikke, det kan være rigtigt, at jeg skal lide af det, jeg lider jo af så meget andet, fx dårligt knæ! Men godt så, sådan hænger verden altså ikke sammen…

I morgen skal jeg til fysioterapuet/ akupunktur og have diagnose- og behandling. Jeg håber, at jeg har taget det i opløbet ved relativt hurtigt at indstille træningen, og at han kan yde mirakler på højde med dem, han har på mit knæ.

De mellemliggende dage har jeg sat hårdt ind på svømningen, knap 5 km sammenlagt denne uge, hidtil rekord. Og så har jeg ellers brugt tiden på at fordybe mig i yoga, core, pilates, styrke/dans kfk [kun for kvinder- den lader vi lige stå et øjeblik ;-) ]- og det har faktisk været helt ok for en lille uges tid at træne på den mere elegante og feminine måde- og jeg tror, jeg vil forsøge at skabe plads til bare en enkelt aften i ugen med den slags aktiveter- men allerhelst vil jeg bare gerne have muligheden for at komme i løbe- og spinningsko tilbage- for jeg ved jo også, at jeg først og fremmest har fundet nydelse og glæde i de dans og yoga, fordi de er en modpol til det, jeg virkeligt elsker, nemlig de sammenbidte tænder og den lange distance.

Alt godt til alle derude,

Camilla