”En Ironman er er først og fremmest en konkurrence med og mod mig selv”- skrev jeg indledningsvist på min blog, og jeg tror, de fleste, der stiller op, til hver en tid vil erklære sig enige- correct me, if I’m wrong… Det er helt i overensstemmelse med kernebudskabet, om at vi i den daglige træning skal droppe at sammenligne os med andre, tage udgansgpunkt i os selv, lytte til vores egen krop og lade den diktere tempoet, som pro-triathleten Aleksander Markovic leverede til et foredrag for nyligt. Et budskab, som jeg fik indtryk af, at de fleste af os absolut godt kunne se ræson i. Derfor undrer jeg mig egentlig over den støt stigende tendens til at kunne uploade sin træning online, hvad enten det er med the iron app, momondo, garmin connect eller en helt fjerde app. Jeg gør det ikke selv, og det skyldes sådan set udelukende, at jeg endnu ikke har fået hverken iPhone eller Android- total lastmover, men jeg synes bare små 6000 kr er rigtigt mange pange for en telefon- Nu er jeg dog landet på et kompromis og der ligger en Xperia og venter nede på posthuset- om jeg springer med på bølgen må tiden vise. Men hvorfor gør vi* det? Det er jo ikke for at holde styr på vores træning, dertil bruger vi vel andre programmer der ikke har alt muligt forstyrrende Facebook støj med- så hvorfor? "IronApp enables the triathlon community on Facebook to easily share their training and race information with each other right on Facebook. Something we think is motivating, interactive and Fun" står der under beskrivelsen af App'en på fansiden. Og ja, der er helt sikkert noget motiverende i det, samtidigt med at det er en fin anledning til at kommentere på og anerkende de flotte træningsresultater som alle mine ihærdige tri-venner disker op med, hvilket jeg med glæde gør. Men alligevel kan jeg ikke lade være med til tider at føle, at jeg er bagefter, når jeg konstaterer, hvor meget andre uploader- uanagtet at jeg selv kører på lavt blus fordi jeg stadig kæmper lidt med en overbelastningsskade og jo godt ved, at jeg gør det eneste rigtige...
Man kan givetvis hive det her spørgsmål op på et højere, (meta)filosofisk plan og gøre sig noge betragtninger ud fra modernitetsperspektivet- fx over, hvordan alting først eksisterer, ikke bare når vi artikulerer det, men når vi oplever os selv gennem andres linse- men i er mere jordnær diskurssiv praksis, hvad betyder det mon så…? Håber nogen har lyst til at byde ind, enten her eller face-to-face... :-)
God søndag til alle derude, hvad enten den står på gåtur i skoven seriesøndag på sofaen, løb på Challengeruten eller noget helt fjerde.. Selv vil jeg tage ud og testløbe en lille tur- helt sikkert for lille til, at jeg synes den er værdig til en online dokumentation efterfølgende :-)
Camilla
*Skriver ”vi” selvom jeg (endnu) ikke gør det, for det kommer jeg sikkert til- og i øvrigt føles det mere tilladt at undre sig over noget, når inkluderer sig selv- så forekommer det nemlig ikke fordømmende- I hope J
Hej Camilla
SvarSletEr desværre ikke lige i et filosofisk mood, men håber meget at du lige vil skrive, hvordan det gik med løbeturen.
Er selv lige kommet mig over en skade (fiber), og føler virkelig med dig!
Krydser fingre for at det gik godt.
Mange hilsner
Ole
Hej, jo, det vil jeg da- og tak for interessen og de krydsede fingre, herligt :-)
SvarSletPøj pøj med at komme tilbage efter din egen skade,
mange hilsner fra Camilla