Drømmen er intakt efter knæ-syn

Prøver lige at skrive noget intelligent om det indslag, der nu findes med mig inde på Politiken.dk, men helt ærligt, så er jeg bare så hamrende træt efter træning, at det forekommer mig umuligt- så I, kære læsere, må nøjes med et uintelligent et af slagsen.

Som indslaget viser, så har jeg været hos Fysioterapeut Michael Jensen fra Fysisk Form. Formålet var at få foretaget et "syn" af mine knæ, ikke mindst fordi jeg har fået foretaget en operation for en del år siden og udmærket er klar over, at de ikke er i Rolls Royce klassen. Jeg er 10 ud af 10 motiveret for at stå ved startlinien i Amaget Lagune til august, og jeg er villig til at tage nogle tæsk undervejs, men jeg vil selvfølgeligt ikke kompromittere mit helbred på lang sigt- og det var så det, jeg håbede han ville forsikre mig om, ikke kommer til at ske! Forudsat han gav grønt lys, eller bare gult, var intentionen også at få nogle øvelser, der kan være med til at forebygge skader.

Jeg var selvfølgeligt meget spændt, da jeg mødte op hos Michael, og en smule nervøs for beskeden. Jeg lagde mig op på briksen, og han begyndte at mærk efter, trykkede, bøjede, strakte. Derudover skulle jeg selv lave nogle øvelser, hvor han tjekkede ting som stabilitet og styrke- ift sidstnævnte tror jeg, han kæmpede en enkelt gang eller to med at holde et lille grin tilbage, for det var ærligt talt ikke imponerende- stabiliteten er heller ikke noget at prale af, men dagens gode nyhed var, at der er masser af forbedringspotentiale og dermed måder at aflaste selve leddet på- jeg har aldrig løbet længere end 17 km, og hvordan mine knæ reagerer, når jeg kommer op på de lange distancer, ved vi selvfølgeligt ikke, men drømmen er intakt, hurra! Jeg har fået fem forskellige øvelser, som jeg skal lave hjemme- og selv om der jo er mindst én topgod grund til at lave dem, må jeg med skam indrømme, at jeg er endnu ikke blevet så god til at udføre dem konsistent- derfor har jeg nu allieret mig med en fra Challenge-holdet, som gerne vil lave dem sammen med mig, så bliver det nok lidt lettere...

Over and out for now, har en træningstaske, der skal pakkes og en sengetid, der skal passes- ja, disciplin, planlægning og rutiner er meget centrale begreber i mit liv for tiden...

Chanel → Challenge- Statusrapport del II

Her følger anden del af reflektionerne og statusrapporten- som nok mest er for kvinder ;-)

Som overskriften antyder, er der sket andre håndgribelige ændringer, som er endnu mere synlige end fedtprocent og kondital. Min tro følgesvend og mest benyttede accessory er fx ikke længere min Tiger of Sweeden håndtaske, men er nu en stor, grim rød sportstaske, den er nemlig den eneste, der kan rumme ”det mest nødvendige” så som cykelsko, løbesko, bukser og top x 2, overtrækstrøje, håndklæder, drikkedunke, proteinbarer osv… Og så er jeg selv begyndt at lægge mærke til, at en umiskedelig lugt af den tigerbalsam, jeg bruger på mine knæ under træning, følger mig, hvor end jeg går og står… Så ja, Chanel, også som duft, er bogstaveligt talt overhalet inden om af Challengeforberedelser- og tigerbalsam.

Forleden dag blev jeg så ringet op af en abonnementssælger fra Benjamin Medier, som glædestrålende fortalte mig, at jeg kunne få et nyt abonnement på Costume helt uden ekspeditionsomkostninger- han kunne næsten ikke komme ned på jorden af begejstring, men altså, jeg måtte jo svare ham, at jeg havde til sinds at takke nej til hans tilbud, for sandheden er, at de sidste tre numre af magasinet ligger ulæste på mit sengebord. Og havde jeg tid til at læse bladet og dermed finde inpiration til ”Sexy vinter med blonder og pencilskørt” eller blive indviet i ”den ny minimalisme”, jamen hvad så, jeg har jo ikke tid til at gå på shopping, eller råd for den sags skyld, for hele tiden er det en afvejning; kassebukser fra Filippa K vs spinningshorts fra Assos, eller bikerboots fra Soho vs nye løbesko fra Adidas- og valget falder som regel på sidstnævnte produktgruppe- hvilket også afspejles så rigeligt på min ønskeliste til jul (Netto HAR julemænd på hylderne, så det er ikke for tidligt…); pulsur med GPS fra Garmin, tribøjler til cyklen, løbestrømper etc… Og nu vi er ved cyklen, så foregik min seneste browsing-tur blandt de lækre tri-cykler i Cykling Concept, sammen med, ja, (alle de andre) mænd… Jeg læste for nylig følgende statement; ”Kønsdifferentiering; M/K- gør dig tydelig”-  hvor feminin jeg er disse dage, skal jeg lade være op til andre at vurdere, eller måske bare lade stå hen i det usagte. Nøjes blot med at konstatere, at de fleste af mine stilletter er ved at samle et tyndt lag støv- jeg har dem stort set aldrig på, simpelthen fordi kombinationen af høje hæle og DOMS (for de uindviede: delayed onset muscle soreness) synes uoverskuelig (i modsætningen til kombinationen af 3,8 km svømning, 180 km. cykling og 42 km. løb, haha ;-) ). 

Overvejelser omkring konsekvenser og om prisen for at give sig i kast med et så omfattende projekt gjorde jeg mig allerede forud for min beslutning- men det er nu, jeg mærker konsekvenserne. Og helt ærligt, ind i mellem er der en del af mig, der bare gerne i byen, drikke drinks og danse til den lyse morgen, eller sidde på SkipperBodega og spille meier til selv den gustne dame bag bardisken, der åbner øl med de bare næver, har fået nok og smider os på porten. Men hver søndag morgen når jeg står tidligt op, er jeg bare så glad for, at jeg ikke har tømmermænd, men i stedet er på vej ud for at gøre noget af det, der også giver mig rigtig stor glæde, nemlig min træning. Så kæreste veninder, undskyld for den manglende deltagelse på shoppingture, byture, eftermiddags-caféture!Kan vi tage et rain-check efter d. 14 august…?

Over and out for now, har lige fem minutter inden afgang, og dem vil jeg bruge på at lakere negle, for det må da kunne lade sig gøre at være iron(wo)man og stadig bevare bare noget af sin feminine identitet! Har til dette for resten også allieret mig med min frisør. Kunne lige nå at klemme ind klipning ind i starten af ugen, og jeg gav hende strenge ordrer på, at hvis jeg i løbet af det næste år kommer ind og beder hende klippe håret af, fordi det unægteligt vil gøre den hyppige hårvask lidt lettere, så må hun under ingen omstændigheder udføre handlingen- så behøver jeg da ikke tage ansvar for den del... ;-) 

Statusrapport del I

Mine første indlæg antyder, at jeg netop er gået i gang med træningen, men faktisk er jeg nu gået ind i uge ni- og det er tid til at gøre status og reflektere over, hvordan mit liv har ændret sig… Bloggen falder i to dele, en der handler om træningen, og en der handler om alt det andet- dsv. de få timer der er tilbage, når træning, arbejde og søvn er trukket fra…

De første syv uger gik rigtigt fint, jeg har forbedret kondi, fedtprocent er nedadgående og muskelmasse opadgående, jeg har lært at svømme, gennemført første styrkeprøve som bestod af 200 km cykling i én etape. Jeg trænede minimun 10 timer ugentlig, og jeg var glad og fuld af selvtillid, for det hele kørte på skinner…

Nu må jeg imidlertid nok erkende, at jeg i kådhed og mental optur over de forrygende fremskridt, pressede citronen for hårdt. I hvert fald har jeg stort været afskåret fra træning de sidste to uger [dybt suk og mærkelige ansigtstrækninger undslipper mig her]. Jeg lagde ud med at skade mit knæ, og løb og cykling var derfor bandlyst- men hvor der er vilje, er der en vej, og hvad gør man så, ja man ignorerer da bare den støt tiltagende ømme hals og hopper alligevel i det kolde bassin næsten dagligt i forsøg på at kompensere for den manglende løbe- og cykeltræning. Nu kan jeg så konstatere, at det ikke lønner sig, tvært i mod har jeg endeligt måttet kapitulere og blive i sengen med halsvirus/ influenza. Det er sgu svært at finde balancen mellem at lytte til kroppen og samtidigt flytte grænser og presse sig selv- for jeg er da overbevist om, at min krop i løbet af d. 14 august vil forsøge sig med budskaber som; ”hvad i hede hule helvede regner du med, skal jeg kaste mig ud i det kolde hav blandt 2500 sæt sparkende fødder og fægtende arme kl. 7 for at svømme 3,8 km”, eller ”glem det, jeg gider ikke løbe 42 km nu, klokken er mange, jeg er mega træt og jeg vil bare gerne have en kæmpe portion pasta bolognaise” [jep, jeg har opgivet min vegetariske kost, det måtte jo komme..]. Så ja, den balance prøver jeg at finde. Jeg har spurgt nogle fra Challenge-holdet om, hvad de gør under sygdom, og de fleste har bekendtgjort at de, også belært at bitter erfaring, forsøger at holde igen med træning, men at det er skidesvært, uanset om de handler om en forstuvet ankel, et brækket kraveben eller en god gang vinterinfluenza. Så åbenbart handler det for mig og andre træningsfreaks mere om at lære at presse mig/sig selv på de rigtige tidspunkter, end det handler om at lære at presse mig/sig selv…

Oven i har jeg så netop fået et nyt job, en projektansættelse i Danske Banks Group Communications. Det er super skønt og jeg glæder mig meget til at komme rigtigt i gang. Dog ændrer det noget på mit udgangspunkt for at melde mig til Challenge Copenhagen, som netop var, at jeg ikke skulle bestride et krævende karrierejob. Det skal jeg jo så nu, og jeg kommer til at gå nogle hårde uger i møde, for oveni alt det andet har jeg for længe siden tilmeldt mig et spinninginstruktørkursus, som løber over seks weekender i nov/dec- jeg tror julefridagene bliver hårdt tiltrængte, når jeg når dertil… J

Jeg er dog stadig fuld af forventning og rigtigt glad for mit projekt- og en af de andre kvindelige deltagere sagde, at man nogle gange kommer tilbage stærkere efter sådan en lille pause, så det håber jeg på- og ellers er der jo heldigvis lang tid til august... Modet og lysten er ikke svækket!

På dybt vand...

Det er torsdag morgen, og jeg føler mig nærmest helt bevidstløs, da vækkeuret starter sin kimen kl. 06. Det er ni timer sinden jeg kom hjem fra en dobbelspinning, og nu skal jeg på den igen med min debut til svømmeundervisningen. Jge trykker snooze, alt imens jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det jo er fuldstændigt ligegyldigt, om jeg starter denne uge eller næste, og sekundet efter glider jeg ind i søvnen igen…

Da uret genoptager sin stadigt mere insisterende kimen fem minutter senere, bliver jeg alligevel grebet af erkendelsen af, at det er vigtigt, jeg kommer godt fra start, især fordi min faste træningspartner og holdepunkt gennem de sidste måneder er rejst til udlandet for en længere periode. Jeg springer, eller ok, det er jo løgn, jeg kravler ud af sengen i en mildt sagt uentusiastisk bevægelse, men op kommer jeg. Jeg trækker i tøjet og henter en banan ude i køkkenet og kun et par minutter senere, står jeg nede på gaden. Her opdager jeg, at regnen vælter ned, men tid til at gå op igen efter en regnfrakke elller bare en paraply har jeg ikke, så jeg nøjes med at bande en enkelt gang og springer op på cyklen og drøner ud i den mørke, våde morgen med kurs end mod Hovedbanen.

Lidt i 7 indfinder jeg mig i Kildeskovshallen i Gentofte, og kort efter står jeg i min badedragt nede ved bassinkanten. Jeg føler mig delvist semi-prof med mine svømmebriller, badehætte og dragt, delvist helt forkert, udstillet i al min usikkerhed- og afklædt, i både bogstavelig og overført forstand. Jeg bevæger mig hen imod en håndfuld mænd, som også udstråler lige dele forventning og nervøsitet, i hvert fald ser de heller ikke særligt hjemmevante ud, så jeg er ret sikker på, de også er på Challenge holdet, hvilket de ivrigt bekræfter, da jeg spørger dem. Vi tjekker hinanden lidt ud, et eller andet sted er vi jo både konkurrenter og medspillere, småsludrer og konkluderer hurtigt, at hvad svømningen angår, er vi alle på dybt vand, so to speak, teknikken er der ingen af os, der har styr på, men alligevel står vi og småtripper i iver efter at komme i gang. De to trænere indfinder sig, og mine skuldre falder ned på plads, da de beder os om at dele os i to grupper, alt efter om vi synes, vandet er lidt farligt eller ej- og da en af de andre ligefrem spørger efter svømmevinger, indfinder selvsikkerheden sig, okay, så er jeg da på ingen måde den ringeste i flokken.

Vi starter med noget opvarmning i valgfri svømmestil, og derefter går vi over til at træne forskellige former for crawl med fokus på skiftevis arme og ben- og hele tiden fokus på vejrtrækningen- det er skidesvært at skulle tænke på så mange ting, men vejrtrækningen må vi jo nødvendigvis have med for hvordan holder man lige vejret over 3,8 km svømning?!? Og jeg forsøger, men altså, de fleste af mine indåndinger består af lige dele oxygen og klorvand, og hver gang jeg når bassinkanten, puster jeg som en overvægtig mops. Jeg fatter ikke, at man kan være i så god form og så alligevel blive så forpustet af sølle 25 m svømning, men træneren beroliger mig og forklarer, at det er vanskeligt i starten, men teknikken kommer lige pludseligt, hvis man holder ved.

                                                               

Og så er de første 45 minutters svømmetræning overståede, uden at jeg er klar over, hvor tiden er blevet af. Mindst lige så overrasket er jeg over, hvor stort mit gå-på-mod er, og over hvor skægt det er at lære en helt ny disciplin fra bunden. Det er som om, der er langt mellem, at det sker i ens voksenliv, og at jeg derfor lidt har mistet barnetroen på,at man kan lære alt, men jeg kan mærke, hvordan den vender tilbage- barnetroen altså. Bekræftende er det, og jeg er godt tilfreds med min egen indsats og glæder mig allerede til næste gang…

En masochist i trikot?!?

D. 15 august kl. 7.00 lød startskuddet for første gang i Challenge Copenhagen- en triatlon med ironmandistancen-, og som mange andre københavnere skal jeg ud og fange et glimt af de modige deltagere, ikke mindst fordi jeg har en ven, som jeg har lovet at sende et par hep og klapsalver efter. Mens jeg står i tilskuermængden og er vidne til den helt håndgribelige smerte, der præger feltet, opdager jeg, hvordan min egen puls banker omtrent lige så heftigt som kombattanternes må gøre det, og at der langt inde fra opstår et tiltagende ønske om at være én af dem med et startnummer på ryggen, en af dem med fråde om munden, sår på skuldrene fra vådedragten og stålsat blik.

Jeg stopper lige her og træder et skridt tilbage, for ovenstående giver da kun mening, hvis man har masochistiske tendenser- eller hvad?! Både og, for mig giver det mening fordi, jeg savner at have noget at kæmpe for, et konkret sportsligt mål at arbejde frem mod. Jeg var konkurrencerytter i mine teenageår, men siden er sport blevet erstattet med fitness og har mest været en måde at holde formen på. Nu er det så bare, at jeg for alvor er begyndt at savne det adrenalin rush, det giver at sætte en overligger vildt højt og målrettet arbejde for at komme over den. Jeg er 30 år, og selv om jeg ikke oplever, at min fysik er for nedadgående, skal man jo ikke være cand.biolog for at vide, at jeg nok har peaket- kropsligt skal det være nu  jeg gør det, og når jeg så oven i købet hverken har kæreste eller et job, der kræver +50 timers arbejdsuger, så får jeg ikke et bedre udgangspunkt til at søsætte mit projekt fra. Jeg har besluttet mig for at tage springet, også selvom det i  bogstavligste forstand betyder, at jeg kommer på dybt vand! Om jeg har sat mig ind i, hvad det kræver? Tja, det er vist så meget sagt- jeg har researchet lidt på træningsplaner til ironman, men ærligt talt, så tror jeg hverken kroppen eller hovedet helt har forstået det endnu- og ingen af delene har i hvert fald mærket det. Jeg er jo ikke naiv, jeg ved godt, at det kommer til at betyde enorm smerte, og at jeg mange gange i løbet af de næste 12 måneder kommer til at stå og skrige til himlen ”HVORFOR”? I nuet er det dog følelsen af glæde, spænding og forventning, der vokser med eksplosiv kraft inden i mig, sigtet er indstillet og målet er låst fast…!

Tror du ikke bare, du har en 30 års krise?

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ville vente med at afsløre mit projekt for nogen, men da jeg taler med min mor et par dage efter, får jeg alligevel i en sidebemærkning røbet lidt for meget. Den lange tavshed, der følger i den anden ende, efterlader absolut ingen tvivl om, at hun synes, det er omtrent den dårligste idé, jeg har fået, siden jeg for noget tid siden besluttede mig for at rejse alene ud til en lille landsby i Indien for at arbejde som frivillig, og hun antyder, at det nok er en form for 30 års krise. Dertil ræsonnerer jeg over for både hende og mig selv, at jeg savner klare mål, hvor det alene er op til min egen indsats, om jeg indfrier dem, i modsætning til den sidste tids frustrerende jagt på et fast job, som føles uden for min egen kontrol. Jeg savner kort sagt at kunne fokusere på en helt håndgribelig og konkret mållinie, som jeg kan lægge en strategi for, hvordan jeg passerer og at presse mig selv ud gennem et forløb, med tydelige fremskridt og kontant afregning.

Jeg er forberedt på, at jeg kommer til at møde samme reaktioner fra mange andre familiemedlemmer, venner og veninder, som bare slet ikke kan forstå, hvorfor man gider skære stort set alt spas og ballade ud af sit liv i et helt år- for nej, selvfølgeligt kan man ikke få kulørte drinks og forbudte dansetrin til langt ud på natten til at harmonere med et 10-20 timers ugentlig træningsprogram. Jeg er spændt på, hvordan de kommer til at reagere og forventer vel alt lige fra vild begejstring og løfter om, at de kommer og hepper mig over målstregen til dyb skepsis- som jeg er beredt på at gøre til skamme!