På dybt vand...

Det er torsdag morgen, og jeg føler mig nærmest helt bevidstløs, da vækkeuret starter sin kimen kl. 06. Det er ni timer sinden jeg kom hjem fra en dobbelspinning, og nu skal jeg på den igen med min debut til svømmeundervisningen. Jge trykker snooze, alt imens jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det jo er fuldstændigt ligegyldigt, om jeg starter denne uge eller næste, og sekundet efter glider jeg ind i søvnen igen…

Da uret genoptager sin stadigt mere insisterende kimen fem minutter senere, bliver jeg alligevel grebet af erkendelsen af, at det er vigtigt, jeg kommer godt fra start, især fordi min faste træningspartner og holdepunkt gennem de sidste måneder er rejst til udlandet for en længere periode. Jeg springer, eller ok, det er jo løgn, jeg kravler ud af sengen i en mildt sagt uentusiastisk bevægelse, men op kommer jeg. Jeg trækker i tøjet og henter en banan ude i køkkenet og kun et par minutter senere, står jeg nede på gaden. Her opdager jeg, at regnen vælter ned, men tid til at gå op igen efter en regnfrakke elller bare en paraply har jeg ikke, så jeg nøjes med at bande en enkelt gang og springer op på cyklen og drøner ud i den mørke, våde morgen med kurs end mod Hovedbanen.

Lidt i 7 indfinder jeg mig i Kildeskovshallen i Gentofte, og kort efter står jeg i min badedragt nede ved bassinkanten. Jeg føler mig delvist semi-prof med mine svømmebriller, badehætte og dragt, delvist helt forkert, udstillet i al min usikkerhed- og afklædt, i både bogstavelig og overført forstand. Jeg bevæger mig hen imod en håndfuld mænd, som også udstråler lige dele forventning og nervøsitet, i hvert fald ser de heller ikke særligt hjemmevante ud, så jeg er ret sikker på, de også er på Challenge holdet, hvilket de ivrigt bekræfter, da jeg spørger dem. Vi tjekker hinanden lidt ud, et eller andet sted er vi jo både konkurrenter og medspillere, småsludrer og konkluderer hurtigt, at hvad svømningen angår, er vi alle på dybt vand, so to speak, teknikken er der ingen af os, der har styr på, men alligevel står vi og småtripper i iver efter at komme i gang. De to trænere indfinder sig, og mine skuldre falder ned på plads, da de beder os om at dele os i to grupper, alt efter om vi synes, vandet er lidt farligt eller ej- og da en af de andre ligefrem spørger efter svømmevinger, indfinder selvsikkerheden sig, okay, så er jeg da på ingen måde den ringeste i flokken.

Vi starter med noget opvarmning i valgfri svømmestil, og derefter går vi over til at træne forskellige former for crawl med fokus på skiftevis arme og ben- og hele tiden fokus på vejrtrækningen- det er skidesvært at skulle tænke på så mange ting, men vejrtrækningen må vi jo nødvendigvis have med for hvordan holder man lige vejret over 3,8 km svømning?!? Og jeg forsøger, men altså, de fleste af mine indåndinger består af lige dele oxygen og klorvand, og hver gang jeg når bassinkanten, puster jeg som en overvægtig mops. Jeg fatter ikke, at man kan være i så god form og så alligevel blive så forpustet af sølle 25 m svømning, men træneren beroliger mig og forklarer, at det er vanskeligt i starten, men teknikken kommer lige pludseligt, hvis man holder ved.

                                                               

Og så er de første 45 minutters svømmetræning overståede, uden at jeg er klar over, hvor tiden er blevet af. Mindst lige så overrasket er jeg over, hvor stort mit gå-på-mod er, og over hvor skægt det er at lære en helt ny disciplin fra bunden. Det er som om, der er langt mellem, at det sker i ens voksenliv, og at jeg derfor lidt har mistet barnetroen på,at man kan lære alt, men jeg kan mærke, hvordan den vender tilbage- barnetroen altså. Bekræftende er det, og jeg er godt tilfreds med min egen indsats og glæder mig allerede til næste gang…