Mine første indlæg antyder, at jeg netop er gået i gang med træningen, men faktisk er jeg nu gået ind i uge ni- og det er tid til at gøre status og reflektere over, hvordan mit liv har ændret sig… Bloggen falder i to dele, en der handler om træningen, og en der handler om alt det andet- dsv. de få timer der er tilbage, når træning, arbejde og søvn er trukket fra…
De første syv uger gik rigtigt fint, jeg har forbedret kondi, fedtprocent er nedadgående og muskelmasse opadgående, jeg har lært at svømme, gennemført første styrkeprøve som bestod af 200 km cykling i én etape. Jeg trænede minimun 10 timer ugentlig, og jeg var glad og fuld af selvtillid, for det hele kørte på skinner…
Nu må jeg imidlertid nok erkende, at jeg i kådhed og mental optur over de forrygende fremskridt, pressede citronen for hårdt. I hvert fald har jeg stort været afskåret fra træning de sidste to uger [dybt suk og mærkelige ansigtstrækninger undslipper mig her]. Jeg lagde ud med at skade mit knæ, og løb og cykling var derfor bandlyst- men hvor der er vilje, er der en vej, og hvad gør man så, ja man ignorerer da bare den støt tiltagende ømme hals og hopper alligevel i det kolde bassin næsten dagligt i forsøg på at kompensere for den manglende løbe- og cykeltræning. Nu kan jeg så konstatere, at det ikke lønner sig, tvært i mod har jeg endeligt måttet kapitulere og blive i sengen med halsvirus/ influenza. Det er sgu svært at finde balancen mellem at lytte til kroppen og samtidigt flytte grænser og presse sig selv- for jeg er da overbevist om, at min krop i løbet af d. 14 august vil forsøge sig med budskaber som; ”hvad i hede hule helvede regner du med, skal jeg kaste mig ud i det kolde hav blandt 2500 sæt sparkende fødder og fægtende arme kl. 7 for at svømme 3,8 km”, eller ”glem det, jeg gider ikke løbe 42 km nu, klokken er mange, jeg er mega træt og jeg vil bare gerne have en kæmpe portion pasta bolognaise” [jep, jeg har opgivet min vegetariske kost, det måtte jo komme..]. Så ja, den balance prøver jeg at finde. Jeg har spurgt nogle fra Challenge-holdet om, hvad de gør under sygdom, og de fleste har bekendtgjort at de, også belært at bitter erfaring, forsøger at holde igen med træning, men at det er skidesvært, uanset om de handler om en forstuvet ankel, et brækket kraveben eller en god gang vinterinfluenza. Så åbenbart handler det for mig og andre træningsfreaks mere om at lære at presse mig/sig selv på de rigtige tidspunkter, end det handler om at lære at presse mig/sig selv…
Oven i har jeg så netop fået et nyt job, en projektansættelse i Danske Banks Group Communications. Det er super skønt og jeg glæder mig meget til at komme rigtigt i gang. Dog ændrer det noget på mit udgangspunkt for at melde mig til Challenge Copenhagen, som netop var, at jeg ikke skulle bestride et krævende karrierejob. Det skal jeg jo så nu, og jeg kommer til at gå nogle hårde uger i møde, for oveni alt det andet har jeg for længe siden tilmeldt mig et spinninginstruktørkursus, som løber over seks weekender i nov/dec- jeg tror julefridagene bliver hårdt tiltrængte, når jeg når dertil… J
Jeg er dog stadig fuld af forventning og rigtigt glad for mit projekt- og en af de andre kvindelige deltagere sagde, at man nogle gange kommer tilbage stærkere efter sådan en lille pause, så det håber jeg på- og ellers er der jo heldigvis lang tid til august... Modet og lysten er ikke svækket!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar