Varedeklarationen på en iron[wo]man in spe- hvad er den?

Her fredag aften, mens jeg går og samler mine ting sammen til morgens lange cykeltur, er jeg lige en tur inde forbi forum for Fitness.dk Challenge Copenhagen deltagere, og jeg falder over et indlæg, som opfordrer til, at vi, forud for den store dag, reflekterer lidt over vores motivation for at deltage. Den får vi nemlig med al sandsynlighed brug for at finde tilbage til, når vi er i gang d. 14. august, og målet synes ufatteligt langt væk. Som den flittige elev jeg er, kaster jeg mig over opgaven, og hurtigt gør jeg mig en interessant, eller paradoksal om man vil, erkendelse- det er som om, jeg ikke længere synes, det et så flot endda, det der med at være på vej mod en ironman- og det er sgu da underligt?!?

Jeg husker tilbage på, hvordan jeg tilmeldte mig racet for knap et år siden- mange ting så anderledes ud dengang, (bl.a. mine arme og min mave ;-) ), men mest markant omstændighederne i mit liv- jeg var i et løntilskudsjob, frustreret over ikke at have ”kontrol” over mit liv og over at føle, at mit liv og min lykke var et produkt af andre omstændigheder, nemlig et komplet latterligt jobmarked. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis bare jeg kunne gennemføre en ironman, så kunne jeg også få et job- faktisk måtte en sådan medalje da betyde, at jeg kunne alt- ALT!

Nu, knap et år senere, og et fantastisk kommunikationsjob rigere, går det op for mig, at jeg slet ikke tænker det samme længere- Faktisk tænker jeg, at alle og enhver jo kan lave en ironman, hvis ellers bare de gider betale omkostningerne. Og det vel at mærke, inden jeg overhovedet har gennemført noget som helst…! Jeg ved ikke lige, hvornår mine taker har ændret sig så markant- eller hvorfor? Hvis jeg skal granske det lidt nærmere, så minder følelsen lidt om den, jeg har haft gentagne gange på studiet, hvor jeg er startet ud med en problemfomulering, der synes helt abstrakt og uoverskuelig at svare på- for, uger eller oftere måneder, senere aflevere noget, som jeg synes er helt pinligt at aflevere, fordi det bare er SÅ banalt, at alle og enhver kunne have udført samme analyser, tolkninger og have fundet frem til samme konklusion.

Men hvis min motivation lige pludseligt ikke gælder længere, then what? Tør jeg tænke tanken til ende? Jeg holder mig for øjnene og hopper ud i det… Og jeg kan konstatere, at selvom målstregen er en kæmpe del af det, er det ligeså meget vejen hen mod den, selve rejsen, der er min motivation- en rejse, der HAR været både udfordrende, udsvingende, uforudsigelig, og ikke mindst fantastisk og spændende- derfor har jeg besluttet at invitere venner og veninder til at fejre mig, og invitationen vil jeg udsende allerede nu, inden jeg overhovedet er i mål.

Det betyder dog ikke, at jeg vil læne mig tilbage og slappe af, for netop denne rejse har en helt klar og tydelig destination, målsteregen på Christiansborg d. 14. august! Der er nu 22dage 7timer 34min til at ikke rejsen begynder, for det gjorde den for et år siden, men til at sidste etape gør- og jeg glæder mig stadig!

God weekend derude,

kh Camilla