Domme(ns)dag

Så oprandt dagen, hvor fysioterapeuten og osteopaten hos Causa-klinikken skulle aflægges besøg! Med lige dele frygt og forventning bevægede jeg mig derned, og kl. 14.30 trådte jeg, med let svedige håndflader og en lidt hurtigere puls end normalt, ind ad døren. Om end jeg har set close-up billeder af en tri-venindes blå ben efter behandlig for samme, var det selvfølgeligt ikke smerter og en hårdhændet behandling, jeg var nervøs for- nej, langt større var min frygt for, at jeg ville få en konklusion, jeg ikke havde lyst til at høre- en konklusion om, at mine chancer for at blive klar til den store udfordring var stærkt forringede. Så det var med bævende stemme, jeg sagde goddag og tog plads på briksen. Her blev jeg først mødt af en sand byge af spørgsmål, der gik på alt lige fra symptomerne i mit skinneben, over om jeg nogensinde havde haft slået hovedet og til mine toiletvaner(?!?). Derefter begyndte han så at tage fat for alvor. Stor var min begejstring, da jeg kunne konstatere, at selv om det gjorde ondt visse steder, så lå jeg trods alt ikke oppe under loftet med sammenbidte tænder, ligesom jeg har gjort det ved mine akupunkturbehandlinger de forrige uger. Allerede fra morgenstunden havde jeg egentlig også haft en relativt god fornemmelse. Efter en uge med fokus på svømning og ingen løb eller cykling, var jeg til min første cyklingtime og til min store glæde, var mine gener i skinnebenet minimale hele vejen igennem, så den uges pause har åbenbart også givet pote! Efter en halv times tid med undersøgelse og behandling, der indbefattede hiv og stræk, kluddermor-agtige stillinger og mærkelige termer så som 5. lændehvirvel ( I think, måske var det noget andet manden sagde), nervebaner, bindevæv og stive ribben over mellemgulvet var han klar med en slags dom. Jeg fik slet ikke fat i alt, hvad han sagde, men det var i hvert fald noget med en marginalt skæv hofte, og noget blodgennemstrømning, oppe fra mellemgulvet, som ikke var helt optimal og derfor kunne påvirke nervebanerne- og alt muligt andet, jeg ærligt talt ikke forstod- men det var altså, så vidt jeg dog kunne forstå på manden, bagateller. Det næste stykke tid skal jeg sørge for at få noget massage, der trækker musklen lidt væk fra knoglen på benet, samt selv massere to punkter på maven- to fingerbredder til højre for navlen, to fingerbredder op og en vinkel på 45grader- min forvirring var total- så jeg endte med at få ham til at markere med to store kuglepenkryds og har nu taget et flot billed med mobilen så jeg kan huske, hvor det er!  

Det jeg til gengæld både hørte med sikkerhed og kan huske er, at jeg på søndag skal løbe en kort tur- hurra, carte blanche fra en professionel til at snøre løbeskoene, som efterhånden har stået en lille måned og samlet støv- er du vimmer, hvor jeg glæder mig! Bliver helt sikkert en prøvelse at holde det til en lille kort tur, og overvejer allerede nu at lægge det relativt klods op af en vigtig aktivitet, så jeg simpelthen ikke har mere tid til rådighed end den, det tager at løbe 3 km- men altså hey, det er jo bare detaljer :-) Jeg ser virkeligt frem til både løbeturen og til forhåbentlig at kunne stemme den personlighed, som er opstået på baggrund af manglende daglige endorfineindsprøjtninger og mest af alt minder om en kombi af en humørsyg teenager og et barn i trodsalderen, hjem!