En masochist i trikot?!?

D. 15 august kl. 7.00 lød startskuddet for første gang i Challenge Copenhagen- en triatlon med ironmandistancen-, og som mange andre københavnere skal jeg ud og fange et glimt af de modige deltagere, ikke mindst fordi jeg har en ven, som jeg har lovet at sende et par hep og klapsalver efter. Mens jeg står i tilskuermængden og er vidne til den helt håndgribelige smerte, der præger feltet, opdager jeg, hvordan min egen puls banker omtrent lige så heftigt som kombattanternes må gøre det, og at der langt inde fra opstår et tiltagende ønske om at være én af dem med et startnummer på ryggen, en af dem med fråde om munden, sår på skuldrene fra vådedragten og stålsat blik.

Jeg stopper lige her og træder et skridt tilbage, for ovenstående giver da kun mening, hvis man har masochistiske tendenser- eller hvad?! Både og, for mig giver det mening fordi, jeg savner at have noget at kæmpe for, et konkret sportsligt mål at arbejde frem mod. Jeg var konkurrencerytter i mine teenageår, men siden er sport blevet erstattet med fitness og har mest været en måde at holde formen på. Nu er det så bare, at jeg for alvor er begyndt at savne det adrenalin rush, det giver at sætte en overligger vildt højt og målrettet arbejde for at komme over den. Jeg er 30 år, og selv om jeg ikke oplever, at min fysik er for nedadgående, skal man jo ikke være cand.biolog for at vide, at jeg nok har peaket- kropsligt skal det være nu  jeg gør det, og når jeg så oven i købet hverken har kæreste eller et job, der kræver +50 timers arbejdsuger, så får jeg ikke et bedre udgangspunkt til at søsætte mit projekt fra. Jeg har besluttet mig for at tage springet, også selvom det i  bogstavligste forstand betyder, at jeg kommer på dybt vand! Om jeg har sat mig ind i, hvad det kræver? Tja, det er vist så meget sagt- jeg har researchet lidt på træningsplaner til ironman, men ærligt talt, så tror jeg hverken kroppen eller hovedet helt har forstået det endnu- og ingen af delene har i hvert fald mærket det. Jeg er jo ikke naiv, jeg ved godt, at det kommer til at betyde enorm smerte, og at jeg mange gange i løbet af de næste 12 måneder kommer til at stå og skrige til himlen ”HVORFOR”? I nuet er det dog følelsen af glæde, spænding og forventning, der vokser med eksplosiv kraft inden i mig, sigtet er indstillet og målet er låst fast…!

Tror du ikke bare, du har en 30 års krise?

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ville vente med at afsløre mit projekt for nogen, men da jeg taler med min mor et par dage efter, får jeg alligevel i en sidebemærkning røbet lidt for meget. Den lange tavshed, der følger i den anden ende, efterlader absolut ingen tvivl om, at hun synes, det er omtrent den dårligste idé, jeg har fået, siden jeg for noget tid siden besluttede mig for at rejse alene ud til en lille landsby i Indien for at arbejde som frivillig, og hun antyder, at det nok er en form for 30 års krise. Dertil ræsonnerer jeg over for både hende og mig selv, at jeg savner klare mål, hvor det alene er op til min egen indsats, om jeg indfrier dem, i modsætning til den sidste tids frustrerende jagt på et fast job, som føles uden for min egen kontrol. Jeg savner kort sagt at kunne fokusere på en helt håndgribelig og konkret mållinie, som jeg kan lægge en strategi for, hvordan jeg passerer og at presse mig selv ud gennem et forløb, med tydelige fremskridt og kontant afregning.

Jeg er forberedt på, at jeg kommer til at møde samme reaktioner fra mange andre familiemedlemmer, venner og veninder, som bare slet ikke kan forstå, hvorfor man gider skære stort set alt spas og ballade ud af sit liv i et helt år- for nej, selvfølgeligt kan man ikke få kulørte drinks og forbudte dansetrin til langt ud på natten til at harmonere med et 10-20 timers ugentlig træningsprogram. Jeg er spændt på, hvordan de kommer til at reagere og forventer vel alt lige fra vild begejstring og løfter om, at de kommer og hepper mig over målstregen til dyb skepsis- som jeg er beredt på at gøre til skamme!