To grader, regn og gigantiske vand/smatpytter, nej, at vejret er trist er næppe kommet bag på nogen. Til gengæld er det kommet en smule bag på mig, hvad det gør ved min motivation!
Det er søndag formiddag, og jeg kan slet ikke tage mig sammen- Lysten til at tage ud på eftermiddagens løbetur er lige præcist et stort, fedt, rundt 0. Det er heldigvis ikke sådan, at jeg tænker, at jeg aldrig gider træne igen, eller at jeg ikke gider Challenge, men lige nu gider jeg bare ikke. Om jeg er den eneste på tri-holdet, der har lidt udfordringer med motivationen i ny og næ, det ved jeg faktisk ikke- det er i hvert fald ikke noget, vi rigtigt taler om. At det ligefrem er et tabu, tror jeg egentlig ikke, men måske handler det bare om, at de, der ikke gider, giver (tale)stafetten videre og så forsøger, mentalt set, at lægge sig på hjul af de andre. Og det er nok egentlig en meget god strategi, men ikke desto mindre kan den være lidt svær at implementere for en som jeg selv, der er vokset op med en terapeutmor og en indstilling om, at vi taler om følelser og tanker, også de forbudte, med præmissen bundet op i, at de ellers vokser de sig større end nødvendigt er. Så nu taler jeg lige lidt om det her…
Jeg ved ikke rigtigt, om noget af min manglende motivation er direkte afledt af, at jeg i går valgte at gå ud og drikke et par drinks med en veninde, velvidende at flere af mine medkombattanter på selv samme tidspunkt var i færd med at løbe en 24-timersstafet. Var som om, at det satte min egen præstation, vilje og formåen lidt i relief. Intervalløb en hel nat igennem, det fik det altså ikke til at kilde i maven på mig lige der- og så er jeg nok kommet lidt i tvivl om, hvorvidt jeg har samme kaliber som alle andre. Også selv om det måske lige så meget handler om et fravalg, som det handler om, at det ville være en fysisk umulighed. Og ja, hele den episode har nok haft en indvirkning på min motivation og mine tanker om forløbet.
Jeg ved egentlig ikke, om jeg havde forestillet mig, at min motivation ville være en opadgående kurve igennem hele forløbet, eller som minimum bare en konstant. Jeg tror det ikke. Og ud fra den betragtning er det nok meget naturligt, at det er nu, den daler lidt. Den første begejstring, kuldegysningerne og yai-følelsen over at have indløst et startnummer til Challenge er mindre præsent, end den var umiddelbart efter. Og omvendt er der stadig så længe til, at det føles som en lidt diffus begivenhed om mange måneder. Hvis jeg skulle lave en parallel til selve racet, så befinder jeg mig vel et sted ude på cykelruten. Swim er (vel- I hope)overstået og den indledende adrenalin er aftagende, der er lidt langt mellem tilskuerne og målstregen er alt for langt ude i horisonten til at jeg kan ane den. Det lange seje træk skal med andre ord køres nu. Og så kan man jo ikke bare give op!
[Jeg forlader her skriveriet for at tage ud og svømme- det må blive den midlertidige kompromisløsning…]
… Og nu retur, med den glædelige konstatering, at jeg kan afrapportere fra dagens swim-pas uden at bryde det tidligere løfte om, at jeg først ville skrive om svømning igen, når der er fremgang. Jeg plejer kun at svømme 1000 m hvorefter jeg springer op af vandet og stormer derfra med en altoverskyggende øv-følelse. Dagens høst blev på intet mindre end det dobbelte, 2000 m på lige under en time- jaja, godt nok med pull-boy* det meste af tiden, but still- jeg er helt godt tilfreds. Ikke mindst fordi jeg for første gang ever føle mig afslappet og ikke havde en eneste klaustrofobisk, hyperventilerende nærdødsoplevelse :-D
Og så har jeg tilmeldt mig en halv ironman i mit hjemstavnsområde, Jels, til juni måned. Et delmål, jeg allerede nu kan mærke højner motvationen.
God søndag til alle,
kh Camilla
* Nej, en pull boy er ikke en lille dreng, der placerer hænderne på svømmerens baller og skubber denne gennem alle de 80 baner (kunne ellers være helt rart), men en kork-agtig ting, man kan placere mellem knæene for lidt opdrift til benene
Du skriver altså supergodt. Spændende læsning som jeg fuldt ud kan relatere til. Jeg tror, at det meget naturligt, at motivationen går op og ned. Når motivationen er lav hos mig, er det sværeste faktisk at få skoene på, for jeg ved jo også godt, at lige så snart jeg er ude, er det jo faktisk fedt nok. Tunge ben eller ej. :)
SvarSletTak for kommentar Søren, glæder mig at der er nogen, som får noget ud af mine skriverier :-)Og tak for ærligheden, meget rart at vide, at der er andre, som kan relatere til ens egne udfordringer...! Mon ikke vi kommer over målstregen alligevel :-)
SvarSletHi my sister in challenge crime :o)
SvarSletFørst og fremmest undskyld jeg ikke fik svaret dig igår, synes det lød som en fortrinelig ide at komme ud og opleve verdenen lidt udenfor træningscentret :o)
Jeg tror at den følelse er mer end naturlig og den kommer og napper en bagi i tide og utide. Alle reagerer vi så bare forskelligt. Men jeg synes det ville være fint at få katten ud af sækken, for det første fordi vi alle har de dage og for det andet helt sikkert kan lære noget af hinandens dage, samt (vigtigst) hjælpe hinanden op ad hullet, det er også derfor vi er der :o).
Personligt er jeg enormt bekymret for svømningen, jeg synes rigtigt godt om det, men der er godt nok meget lang vej til, som jeg lige hørte fra det øvede hold, at de decideret bare ligger og laver vendinger og knokler baner af i en uenelighed, uden pauser. -Så sku man måske se at tage sin svømme træning op til revision....Men igen hvis man kigger på éns udgangspunkt og måler sig ud fra det, så ser billedet jo helt anderledes ud :o).
Så vej dig ud fra hvornår startede du, hvad var status og hvad er der sket undervejs, og det gælder jo i alle diciplinerne.
Personligt mener jeg at kvalitet er at foretrække frem for kvantitet. og jeg synes det er helt essentielt at få svømme teknikken på plads, lege og lære og nyde processen, samt stadig være græsk katolks om hvorvidt jeg den svømme dag har lavet 500 crawl baner eller 2500 (så længe jeg har en følelse af at ha fået noget ud af det og ikke ligget der og spildt min tid). Jeg er sikker på at distancen nok skal komme. -dertil kommer så de dage som rusker i det og skaber tvivl, når man at blive klar på distancen 3,8..? -Og man bliver bekymret og presset, det ødelægger så bare endnu mere den dag :o)
Lad os gribe hinanden, og tak fordi du forleden fik mig skubbet ud af døren, det var dejligt at komme afsted, restitutions spin eller ej :o)
Jeg glæder mig til at deltage i processen sammen med dig samt den halve jels til sommer, det bliver hyggeligt. Sidste år tog de afsted på en weekend, og jeg synes, omend vi måske kun bliver os tre pigebørn, så arrangere weekenden og ha en super fed og lærerig oplevelse :o)
Slutteligt STORT TILLYKKE med svømningen, "Thats how it's done!!" ;o)-Hold fas i den følelse og nyd den i aften alt i mens du med god fornemmeelse i maven kan smække benene op og læne dig afslappet tilbage :o)
Det ku være vi sku arrangere et løbepas i ny og næ og "hyggeløbe" lidt distance :o) -Ellers er jeg igang med at kigge på skemaet, (problembarnet uden lige!) for det kunne være fint med det torsdags løb, men vil egentlig også bare rigtigt gerne unni's mandags løb. Der er så mange fede tilbud at de totalt spolerer planlægningen ;o)-Men mon ikke det løser sig ;o)
Rigtig god søndag
Mange knus herfra
Kære Camilla..
SvarSletTak for en fantastisk blog og tak for din ærlighed.. Kender udemærket følelsen af ikke at gide den pågældende dag, så du er ikke alene på det punkt..!
Og stort tillykke med svømningen...det er godt nok sejt..!! Og med de tider jeg har set på din 2,5km-test, så fejler dit løbetempo bestemt heller ikke noget, så er sikker på du nok skal finde motivationen igen og klare dig rigtig flot til sommer :o)
Og mht. 24timersstafet, så var der kun 4 'tosser' som løb hele natten..Jeg måtte give op efter 10km.. Måske også lige optimistisk nok af mig at møde op ovenpå en uge i sengen, men sådan kan det jo gå.. Men det hjælper på min motivation lige nu at de 4 personer gjorde det. For det synes jeg er sejt og hvis jeg nogensinde skal blive så sej, så skal jeg have min røv til træning :o)
Men i hvert fald, tak for godt læsestof :o)
Ser frem til mere træning med dig over de næste mange måneder..
Mange kram herfra
Hej Camilla,
SvarSletDu er langt fra den eneste med motivationsproblemer. Der er uger, hvor jeg ikke får trænet noget nær de ti timer. Men udover det, så er der én ting, jeg føler, der hjælper; jeg bed mærke til torbjørn sindballes strategi "man skal ikke tænke over det, man skal bare gøre det".. og det er jo egentlig rigtigt. Lige så snart man begynder at tænke, hvor dødsyge tre spinningtimer kan være, så mister man lidt lysten. Det gælder om at altid have en taske pakket, så man kan komme afsted før ens hjerne registrerer hvad man har gang i. ;)
Ps. Spændende at følge jeres blogs.
Good luck med træningen...
SÅDAN Camilla- både i forhold til omtalen af motivation og mangel på samme og i forhold til svømmeoplevelsen- fedt
SvarSletmarianne
Takker alle for at dele deres tanker med mig- og resten af læserne (uuuhhh, det lyder vigtigt, ikk ;-) ) Ser frem til at dele træningen med alt hvad det indebærer af glæder- og frustrationer :-)
SvarSlet